Beslutning om løbehjulsforbud udskudt 14 dage

Politikerne i Københavns Kommune er dybt uenige - og det samme er borgerne. Torsdag skulle politikerne træffe beslutning om et forbud, men nu er besltuningen udsat i to uger.

I starten var der ikke mange, der vidste hvor de kom fra, og hvad de skulle bruges til, da el-løbehjulene begyndte at dukke op i det københavnske gadebillede for et par år siden.

Efterfølgende kom der hurtigt flere og flere til fra diverse forskellige firmaer, da el-løbehjulene bare steg og steg i popularitetet som et nyt alternativ til de i forvejen eksisterende transportformer. Snart var de ikke til at undgå at se uanset, hvor i hovedstaden man befandt sig.

Men lige så hurtigt, som de steg i popularitet, lige så hurtigt blev el-løbehjulene også voldsomt upopulære hos mange.

For ligeså nemme, de var at hoppe på - lige så nemme var de at smide fra sig. Derfor endte mange hurtigt med at flyde i gaderne og blokere på fortove og cykelstier - hvis ikke de på den ene eller anden måde i stedet var endt i Københavns Havn.

Derfor er der også løbende blevet reguleret på området, da der i forvejen ikke fandtes nogen lovgivning om el-løbehjul - men samtidig er el-løbehjulene også med tiden blevet forbedret i både sikkerhed og kvalitet.

Men uenigheden omkring dem og deres tilstedeværelse er stadig mærkbar.

For og imod

I mandags skulle politikerne i Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg drøfte fremtiden for el-løbehjulene i den danske hovedstad, hvor sagen endte med at sendt videre til den samlede Borgerrepræsentation, som mødes i dag torsdag.

Torsdag eftermiddag erfarer TV 2 Lorry dog, at beslutningen atter er blevet udskudt. Denne gang i 14 dage.

Det oplyser Socialdemokratiets gruppeformand Lars Weiss til TV 2 Lorry.

- Der ville være for kort tid til forberedelse i forbindelse med dagens møde i Borgerrepræsentationen, og derfor er beslutningen nu udsat i 14 dage, siger han.

Et alternativ kan være, at de i stedet skal udlejes gennem butikslokaler eller lignende, hvilket tidligere har været foreslået.

-  Jeg synes jo, vi skulle have ventet nogle år og få bedre styr på vores cykelsystem. Jeg synes, der er et problem omkring sikkerhed, sundhed, bæredygtighed og rod i byen omkring løbehjulene, og der har været en kaotisk implementering af dem, lød det tidligere på ugen fra Klaus Mygind (SF) til TV 2 Lorry.

Han bakkes op af et flertal, der ikke ønsker el-løbehjulene placeret frit omkring i hovedstaden - men hos fortalerne for det nye transportmiddel håber man på i aften at kunne finde en løsning, så el-løbehjulene ikke skal tvinges ind i fysiske butikslokaler, for at få lov at operere på det københavnske marked.

Tyder på et forbud

- Det er jo klart, at der har været rod og kaos, fordi der ikke har været en regulering på området inden el-løbehjulene kom. Så hvis vi får en regulering, kan vi få stillet nogle grønne krav til aktørerne og få samlet el-løbehjulene i nogle såkaldte 'hubs', siger Mette Annelie Rasmussen (RV) til TV 2 Lorry med henvisning til de ladestandere, man kender fra byens udlejningscykler.

Som det ser ud nu, vil et flertal beståendde Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Alternativet forbyde udlejningen fra offentlige områder, mens Venstre, Konservative og De Radikale har foreslået en anden model, der blot ville regulere udlejningen af løbehjulene.

Det var Jakob Næsager (C), der nedlagde veto og krævede sagen standset på mandagens udvalgsmøde, hvorfor der ikke blev truffet en afgørelse trods et flertal for et forbud. 

Chokerede udlejningsfirmaer

Hvis borgerrepræsentationen i Københavns Kommune om 14 dage vælger at vedtage forslaget om at forbyde udlejning af elløbehjul fra offentlige arealer i indre by og brokvartererne, vil det tvinge løbehjulsfirmaerne til helt at forlade hovedstaden.

Sådan lyder det fra en gruppe af de største el-løbehjulsvirksomheder, der har slået sig sammen under navnet el-løbehjulsalliancen.

- Vi er ærlig talt chokerede over, at et flertal i Borgerrepræsentationen med overborgmester Frank Jensen i spidsen vil forbyde elløbehjul i København. Der har været en stor efterspørgsel på vores elløbehjul i København, hvor vi har over 600.000 brugere, og vi har været rigtig glade for at bidrage til, at folk har kunne rejse hurtigt, let og klimavenligt i København, siger Kristian Agerbo, der er Global direktør for politik og byudvikling i løbehjulsfirmaet Voi samt talsmand for el-øbehjulsalliancen, der også inkluderer firmaerne Tier og Lime.

Det vil ifølge udlejningsfirmaerne koste hundredvis af arbejdspladser, svække bæredygtig mobilitet i byen og gå stik imod anbefalingen om at bruge alternativer til offentlig transport for at bekæmpe Corona, hvis Københavns Kommune ikke ønsker innovative transportløsninger i fremtiden - som det ifølge dem vil være, hvis man vælger at forbyde fri udlejning af el-løbehjul i hovedstaden.

- Vi er meget uforstående overfor, hvordan man i en situation med stigende smittetryk fra Corona kan begrænse indbyggere og turisters muligheder for at tage elløbehjul i stedet for offentlig transport, som folk jo bliver opfordret til at holde sig fra, siger Kristian Agerbo.

Løbehjulsalliancen understreger, at det kun er i hovedstadsområdet, at politikerne har været utilfredse med løbehjulene, da løbehjulsfirmaerne har et godt og tæt samarbejde med kommunalpolitikerne i både Aarhus, Odense og Aalborg, hvor løbehjulene er en stor succes.  

Møde i Teknik- og Miljøudvalget i København om el-løbehjulenes fremtidige skæbne.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik