Mere end 100 el-løbehjul fundet i havnen - borgmester kræver handling fra udlejere

Overborgmester Frank Jensen er utilfreds med udbyderne af el-løbehjul og kræver handling, efter mange af dem ender på bunden af Københavns Havn.

01:28

På fire dage har dykkere fisket 144 udlejningsløbehjul op fra bunden af Københavns Havn. Video: Amanda Goth Dissing/TV 2 Lorry

I bunden af artiklen kan du se en oversigt over genstande, som er blevet fisket op.

Et stort antal udlejningsløbehjul i København ender deres dage på havets bund.

På bare fire dage har By & Havn fisket 144 el-løbehjul op fra Københavns Havn, hvor den årlige oprydning af skrald og skrammel pågår over en periode på to uger.

Alene mandag har dykkere samlet 38 løbehjul op af havnen ved Fisketorvet, Islands Brygge og Nyhavn. 

- Hvordan de er havnet der, er ikke til at vide. Men i hvert fald kan vi konstatere, at resultatet er, at vi bruger tid på at få dem op igen, siger Anne Skovbro, administrerende direktør i By & Havn, til TV 2 Lorry.

Sidste år bjergede dykkerne blot ti el-løbehjul fra diverse udlejningsfirmaer op fra Københavns Havn.

Læs også Hovedrengøring i Inderhavnen: 190 cykler, ti el-løbehjul og en dildo

En del af forklaringen på dette er, at løbehjulene netop var kommet på gaden få måneder inden sidste års havneoprensning, mens de ved denne oprydning har været i omløb et helt år.

Dykkere har på fire dage samlet 476 genstande op fra havnen. Blandt andet en dildo og et pengeskab. Foto: Amanda Goth Dissing/TV 2 Lorry

Løbehjulsfirma: Et problem for os

De mange flere løbehjul i havnen er en trist stigning, lyder det fra Eric André, der er landechef for firmaet Voi, som har flere hundrede el-løbehjul til udlejning i omløb på de københavnske gader.

- Hærværk er et problem for os. Det var dog et større problem i opstarten, hvor vi oplevede mange af vore løbehjul blev ødelagt. Men det er bare trist, at der er nogle mennesker, der ikke har respekt for andres ting, siger Eric André til TV 2 Lorry.

Han forklarer, at det høje tal kommer bag på ham, men at virksomheden er klar over problematikken. Blandt andet har Voi en person ansat til at forsøge at fiske firmaets el-løbehjul op af havnen. Nogle gange lykkes det, men ofte ender forsøget med opgivelse.

- Det er ikke godt for vores virksomhed, når den slags sker, for batterier og løbehjul hører ikke til i vandet, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at det ikke skal ske, siger Eric André.

Læs også Snart må du bade endnu flere steder i København

Overborgmester kræver handling fra udlejere af el-løbehjul

Frank Jensen (S), der er overborgmester i Københavns Kommune, ærgrer sig over, at så mange el-løbehjul havner i vandet, hvor mange ynder at bade om sommeren.

- Det er noget værre svineri, at man dumper ting ned i vores havn, uanset om det er cykler eller løbehjul. Ved løbehjulene kan vi dog se, hvem ejerne er, og det er udlejerne af dem. De skal selvfølgelig tage ansvar for deres løbehjul, når de udlejer dem i byen, siger Frank Jensen til TV 2 Lorry.

Overborgmester Frank Jensen og By & Havn-direktør Anne Skovbro studerer en bunke skrammel, der er fisket op fra Nyhavn. Foto: Amanda Goth Dissing/TV 2 Lorry

En særlig kilde til irritation er det for Frank Jensen, at de mange løbehjul, som By & Havn fisker op, får lov at stå hen på By & Havns depot uden at blive afhentet.

- Det skal ikke være sådan. Løbehjulsudlejerne skal selvfølgelig tage et ansvar for de her løbehjul, og dem skal de komme og hente, når de er samlet op, siger han.

Nogen god idé til, hvordan de mange løbehjul på bunden af havnen kan undgås, har Frank Jensen dog ikke. Det er svært at undgå, at nogen tager et løbehjul og kaster det i havnen, påpeger han.

Forbudte zoner

Hos Voi har man dog en idé til, hvordan man kan komme problemet til livs.

- Vi kan ikke gardere os mod folk, der sætter sig for at vandalisere, siger Eric André, landechef for Voi i Danmark.

Firmaet har dog etableret zoner nær vandet, hvor deres løbehjul hverken kan parkeres eller køre.

- På den måde kan vi være med til at sørge for, at færre løbehjul ender i vandet, siger Eric André.

Læs også Godt nyt til badenymferne: Trods coronavirus er Københavns Havn klar til sommergæster

Voi er blot et af flere firmaer, der har el-løbehjul til udlejning opstillet rundt om i København. Blandt andre udlejere kan nævnes Tier, Lime og Circ.

De elektriske løbehjul har været lovlige på cykelstierne siden 17. januar sidste år. I juni samme år besluttede Københavns Kommune imidlertid at lægge et loft på 200 elektriske løbehjul og 200 elektriske cykler i Københavns Indre By.

På fire dage har dykkere fisket 181 cykler op fra bunden af Københavns Havn. Foto: Amanda Goth Dissing/TV 2 Lorry

Nogen har tabt en dildo i havnen - igen

Det er dog langt fra kun el-løbehjul og cykler, byudviklingsselskabet By & Havn fisker op af havnen over de to uger, hvor oprydningen foregår.

Med hjælp fra prammen Tangloppen bliver den ene genstand fisket op efter den anden i løbet af de godt 14 dage, hvor dykkere finkæmmer Københavns Havn for at få bugt med skraldet.

Dykkerne har nok at lave, lader det til, for indtil videre er der allerede blevet registreret 476 genstande, og det er ikke hvad som helst, der ligger på bunden. 

Blandt interessant hittegods kan nævnes objekter som store reklameskilte, en seks meter lang stige, og så er der igen i år nogen, som har glemt en dildo i havnen.

Det er i øvrigt tredje år i træk, By & Havn fisker en dildo op fra vandet.

Herunder kan du se, hvad der indtil videre er fisket op fra havnen:

Det er der blevet fundet 

I løbet af fire dage har dykkere fundet følgende i Københavns Havn i forbindelse med oprydningen:

  • 181 cykler
  • 144 udlejningsløbehjul
  • 47 trafikkegler
  • 47 caféstole
  • 18 indkøbsvogne
  • 9 dæk
  • 5 skilte
  • 4 stilladsdele
  • 4 skraldespande
  • 3 caféborde
  • 3 mobiltelefoner
  • 2 varebure
  • 1 parasol
  • 1 vimpen
  • 1 kniv
  • 1 reklameskilt på seks meters længde
  • 1 seks meter lang stige
  • 1 paraply
  • 1 barnevogn
  • 1 pengeskab
  • 1 dildo

 

Kilde: By & Havn

Mandag nåede oprydningsmandskabet Nyhavn, Fisketorvet og Islands Brygge, efter at man tidligere har været forbi Fredriksholms kanal, Christianshavns kanal, Wilders Kanal, Krøyers Bassin, Havnegade, Den sorte Diamant og Kalvebodbrygge.

I videoen herunder kan du se, hvordan det så ud ved sidste års oprydning af havnen. Her blev der også fundet en del el-løbehjul.

00:56 Luk video


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik