Hundredevis af unge samlede sig i Kongens Have - men ingen regler blev brudt

Tirsdagens varme vejr fik hundredevis af unge til at samle sig i Kongens Have: Men der er endnu ikke planer om at begrænse adgangen til haven, ligesom det var tilfældet sidste år.

Siden Kongens Have blev anlagt i starten af 1600-tallet, har den smukke park dannet rammen for lidt af hvert. 

Men sidste sommer måtte parkens ansatte dog trække en streg i sandet, efter de oplevede, at et stigende antal gæster i Kongens Have "udviste en uacceptabel adfærd i strid med ordensreglerne".

Og det fik i juni måned den konsekvens, at der blev lukket ned for parken klokken 20 i stedet for klokken 22.

Og noget kan tyde på, Kongens Have også kommer til at opleve et stort antal festende unge i år. 

Tirsdag kunne både gæster og forbipasserende i Kongens Have nemlig opleve, at flere hundrede unge benyttede det gode vejr til at samle sig til fest, hvor der var mere fokus på at drikke og have det sjovt end at holde afstand og rydde affald op efter sig.

Kongens Have var sidste år på politiets liste over såkaldte hotspots, hvor der blev ført skærpet tilsyn i forhold til at undgå store forsamlinger, men Københavns Politi oplyser til TV 2 Lorry, at det ikke længere er tilfældet.

Dermed brød de unge ingen regler, da de - i mindre klynger - fyldte godt i Kongens Have tirsdag.

I klippet nedenfor kan du se, hvor meget affald de mange gæster i Kongens Have efterlod sidste år. 

Nye regler indført sidste sommer

Og hos Slots- og Kulturstyrelsen er man opmærksom på, den 'varme' sæson er ved at starte, og derfor håber man, at alle tager hensyn. 

- I takt med at det er blevet varmere og længere lyst, så oplever vi allerede nu flere mennesker, der kommer i haven. Vi opfordrer til, at alle vores gæster viser hensyn, følger ordensreglerne og i det hele taget opfører sig på en måde, så det er rart for alle at komme i haven, siger Lars L. Friis, der er slotsgartner hos Slots- og Kulturstyrelsen til TV 2 Lorry. 

Og selvom sidste års negative episoder stadig er i frisk erindring, er det endnu ikke besluttet, om der eksempelvis skal være kortere åbningstider i år, ligesom sidste sommer. 

- Vi er i Slots- og Kulturstyrelsen i gang med at planlægge, hvordan vi kommer til at afvikle sommerperioden i forhold til blandt andet renhold og åbningstider, siger Lars L. Friis.

Enkelte regler er dog allerede fastholdt fra sidste år.

Her blev der indført en række tiltag mod 'festivalstemning', så det blandt andet ikke længere var tilladt at sidde i medbragte havestole og høre musik med lydforstærkere, bluetooth-højttalere og boomblastere.

Her er ordensreglerne i Kongens Have:

  • Vis hensyn og respekter de andre gæster i haven 
  • Det er kun tilladt at spille dæmpet musik uden brug af forstærkere, Bluetoothhøjtalere, ghettoblastere og lignende 
  • Vi gør opmærksom på, at vagterne i haven bærer videokamera 
  • Personer, der skaffer sig adgang til haven uden for åbningstiden, vil blive politianmeldt 
  • Du må ikke cykle eller bruge eldrevne køretøjer som segways, scateboards eller løbehjul i haven
  • Du må ikke grille eller lave bål
  • Din hund er velkommen - når den er i snor, og kun på stier og græs 
  • Benyt gerne græsset til at sidde på, men ikke med festivalstole eller andet lignende campingudstyr 
  • Hjælp os med at holde haven ren - smid affald i affaldsspandene
  • Blomster og grene må ikke plukkes, afskæres eller brækkes
  • Du må ikke gå på løgplænerne
  • Du må ikke klatre i havens træer og buske
  • Du må ikke ride i haven
  • Du må ikke fiske eller sejle i voldgraven
  • Husk at samle op efter din hund
  • Du er velkommen til at spille bold på de arealer, der er angivet på ordenstavlerne
  • Du skal rette dig efter opsynets anvisninger
  • Salg af varer må ikke finde sted uden tilladelse
  • Du skal have særlig tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen for at flyve med drone i slotshaven
  • For at afholde møder og arrangementer skal du indhente tilladelse hos Slots- og Kulturstyrelsen. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik