Gæster i park opfører sig uacceptabelt: Nu lukker Kongens Have tidligere

Kongens Have reducerer åbningstiderne med to timer resten af sommeren, efter et stigende antal besøgende i haven udviser "uacceptabel adfærd".

Nu er det nok.

Sådan lyder det fra Kongens Have, der den seneste tid har konstateret et stigende antal gæster i parken, der  "udviser en uacceptabel adfærd i strid med ordensreglerne".

Og det får nu konsekvenser. Resten af sommeren lukker parken tidligere om aftenen.

Det oplyser Slots- og Kulturstyrelsen.

Gældende fra tirsdag reduceres åbningstiden i Kongens Have i København med to timer, så haven fremover lukker klokken 20 i stedet for den normale lukketid klokken 22.

Ændringerne gælder alle dage frem til slutningen af sommeren.

Slotshavechef hos Slots- og Kulturstyrelsen, Niels Mellergaard, pointer, at haven gerne vil holde åbent så længe som muligt for alle dem, der bruger haven fornuftigt.

- Men vi er nødt til klart at signalere, at haven ikke skal have karakter af en festivalplads, hvilket desværre er den situation, vi er havnet i. Derfor lukker vi nu haven tidligere i håb om, at det kan medvirke til at afhjælpe problemerne, og så følger vi situationen nøje i den kommende tid sammen med relevante myndigheder, siger han.

Ansatte i Kongens Have har før råbt op om problemer med gæsternes opførsel, hvor unge som ældre smed affald og ødelagde planter, blomster og buske.

Den seneste måned har politiet også været meget til stede i haven på grund af uorden og utryghedsskabende adfærd, og for at sikre, at havens gæster overholder de restriktioner, der er indført i relation til coronavirussen.

Ingen høj musik eller klapstole i Haven

For at undgå, at Kongens Have bliver til den nye Roskilde Festival, har Slots- og Kulturstyrelsen valgt at indføre nye regler for havens besøgende.

De nye regler indeholder især restriktioner på høj musik. Det er fremover ikke tilladt at høre høj musik i haven. Det vil sige, at det ikke er tilladt med lydforstærkere, bluetooth-højttalere og boomblastere.

Tidligere i Kongens Have har vagter oplevet, at havens gæster har ignoreret dem eller talt grimt til dem, hvis de har bedt havens gæster om at rydde op eller følge havens regler. 

Slots- og Kulturstyrelsen har derfor valgt at sætte en stopper for affaldsproblemet og festivalsstemningen, der har bredt sig som en bølge over Kongens Have det sidste stykke tid.

- Det er vores opgave at sikre, at alle, der besøger Kongens Have, får en god oplevelse, og der ikke er gæster, som holder sig væk, fordi de er nervøse, siger chef for Slots- og Kulturstyrelsen og fortsætter:

- Når forpagtere, naboer, gæster og ansatte føler sig utrygge, fordi store grupper af unge drikker sig bevidstløse, spiller musik for fuldt drøn, hiver planter op af jorden, øver hærværk på bænke, borde og stole og endda kommer op at slås, så er vi selvfølgelig nødt til at gribe ind.

Kongens Have er fortsat på politiets liste over såkaldte hotspots, hvor der føres et skærpet tilsyn, og hvor politiet kan indføre et midlertidigt opholdsforbud, hvis for mange mennesker stimler sammen.

Her er ordensreglerne i Kongens Have:

  • Vis hensyn og respekter de andre gæster i haven 
  • Det er kun tilladt at spille dæmpet musik uden brug af forstærkere, Bluetoothhøjtalere, ghettoblastere og lignende 
  • Vi gør opmærksom på, at vagterne i haven bærer videokamera 
  • Personer, der skaffer sig adgang til haven uden for åbningstiden, vil blive politianmeldt 
  • Du må ikke cykle eller bruge eldrevne køretøjer som segways, scateboards eller løbehjul i haven
  • Du må ikke grille eller lave bål
  • Din hund er velkommen - når den er i snor, og kun på stier og græs 
  • Benyt gerne græsset til at sidde på, men ikke med festivalstole eller andet lignende campingudstyr 
  • Hjælp os med at holde haven ren - smid affald i affaldsspandene
  • Blomster og grene må ikke plukkes, afskæres eller brækkes
  • Du må ikke gå på løgplænerne
  • Du må ikke klatre i havens træer og buske
  • Du må ikke ride i haven
  • Du må ikke fiske eller sejle i voldgraven
  • Husk at samle op efter din hund
  • Du er velkommen til at spille bold på de arealer, der er angivet på ordenstavlerne
  • Du skal rette dig efter opsynets anvisninger
  • Salg af varer må ikke finde sted uden tilladelse
  • Du skal have særlig tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen for at flyve med drone i slotshaven
  • For at afholde møder og arrangementer skal du indhente tilladelse hos Slots- og Kulturstyrelsen. 

 

 

Kilde: Kulturstyrelsen 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik