DBU advarer mod falske EM-billetter

DBU advarer de danske fans mod at købe falske billetter og billetter til overpris til Europamesterskabet næste år.

Der er stor interesse for det danske herrelandsholds kampe i Parken til sommer næste år, hvor holdet skal spille med om Europamesterskabet.

Interessen er så stor, at DBU har været på Facebook for at advare mod falske billetter samt billetter til overpris.

- Vi går ud og advarer, fordi vi mener, det vil være skidt for vores fans, hvis de ender med at købe billetter, der ikke fungerer, eller de giver overpriser, hvilket er i strid med ånden og reglerne, fortæller Jakob Høyer, der er kommunikationschef i DBU, til TV 2 Lorry.

Et eksempel

Ønsker man at købe billetter til Danmarks kampe, skal det ske gennem UEFA eller DBU – andre udbydere er ikke mulige.

Men DBU har set et enkelt eksempel på en udbyder, der hævder at have billetter til landsholdets tre kampe.

- Eksemplet har en karakter af, at det er tydeligt at nogle vil lave noget professionelt salgsmateriale, så vi vil advare, før det bliver spredt, siger Jakob Høyer.

Han uddyber, at DBU overvejer at politianmelde udbyderen.

Vær påpasselig

Hos DBU peger man på den store interesse for den kommende sportsbegivenhed, som årsagen til at der opstår et sortbørsmarked.  

- Der er mange, der gerne vil have billetter for enhver pris, og så har nogle ikke noget imod at betale lidt ekstra, og så opstår det her sortbørsmarked, som vi gerne vil til livs, forklarer kommunikationschefen.

Jakob Høyer opfordrer alle, der er interesserede i billetter til EM, til at være påpasselige og sikre sig, at videresolgte billetter er købt gennem UEFA eller DBU.

Danmark spiller alle sine tre gruppekampe i Parken på Østerbro, hvor de møder Finland, Belgien og Rusland.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik