Under 250 dage til EM: Forberedelser til fodboldfest i fuld gang

Til sommer skal EM i fodbold afholdes i København og 11 andre europæiske storbyer. Forventningerne til fodboldfesten er kæmpestore, og i dag mødtes aktører bag begivenheden og rykkede et skridt tættere på.

Forberedelserne til sommerens EM-slutrunde i fodbold, der spilles i 12 europæiske byer, heriblandt København, er i fuld gang.

I dag mødtes aktørerne bag den længe ventede event for at rykke et skridt nærmere den europæiske fodboldfest.

- Det er jo en megaevent. Vi sammenligner os med OL og VM i fodbold, så det her kommer ikke kun til at betyde noget for København, men for hele Danmark, siger Host City Manager EURO 2020 hos DBU, Ulrich Amundsen.

Fakta om EM 2020

Europamesterskaberne spilles fra den 12. juni til den 12. juli 2020. 

 

De 12 værtsbyer er: Amsterdam, Baku, Bilbao, Budapest, Bukarest, Dublin, Glasgow, København, London, München, Rom, Skt. Petersborg.

 

Åbningskampen spilles i Rom den 12. juni 2020.

 

Hver by får tildelt fire kampe med undtagelse af London, som får syv kampe, heraf semifinaler og finale.

 

De fire kampe spilles i Parken i København. Kampdatoerne er:

Lørdag den 13. juni, torsdag den 18. juni, mandag den 22. juni og mandag den 29. juni.

 

Lodtrækningen til EM i 2020 puljekampene finder sted 1. december 2019.

 

Kilde: DBU 

Stor fest udenfor banen 

Udover fire fodboldkampe, som bliver spillet i Parken i juni måned, vil der være masser af festlige arrangementer rundt om i hele København.

Her kommer det store fanområde med plads til 12.000 mennesker til at ligge på Ofelia Plads. Det er arrangøren af Smukfest, som skal bruge sin mangeårige erfaring fra bøgeskoven på den københavnske havnefront under EM. 

- Det handler om publikumsoplevelse. Det gælder om at give publikum mere, end de forventer. Og det handler om at overraske, siger projektleder hos SMUK Event Tina Mølgaard.

Skitse af, hvordan Ofelia Plads skal omdannes til såkaldt Football Village under EM i København til næste år.
Skitse af, hvordan Ofelia Plads skal omdannes til såkaldt Football Village under EM i København til næste år.
Foto: DBU

Man kan tydeligt se, hvordan EM rykker tættere på i kalenderen og i planlægningen, når man kigger på antallet af frivillige.

Her har DBU har fundet 1000 ud af de 1300 vigtige personer, der skal være med til at brande Danmark under EM til det store udland. 

- Vi skal bruge EM til at få vist billeder af Danmark og København, det er det altafgørende for os. Der kommer masser af mennesker, og det er fint, men det er også vigtigt at få vist byen med billeder på nationale tv-stationer, forklarer Eventchef hos VisitDenmark, Erik Mortensen.

Byer kæmper om værtsskab 

Fire byer kæmper lige nu for at blive værter for et landshold, som skal spille deres kampe i Parken. Her skal et landshold bo og træne forud for deres kampe. 

I København er det Tingbjerg og Valby, og udenfor København er Lyngby og Hørsholm også med i spillet.

Søren Strand er idrætsinspektør i Hørsholm Kommune og håber på, at klubbens serie 1-hold kortvarigt vil blive erstattet af de største europæiske fodboldspillere i løbet af sommeren.  

- Vi kunne rigtig godt tænke os her i Hørsholm at få besøg af det portugisiske landshold, som alle de unge drenge fra byen kunne stå og kigge på, siger Søren Strand.

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

EM i fodbold er verdens tredjestørste sportsbegivenhed kun overgået af OL og fodbold-VM. I Hørsholm følger man derfor spændt med til april, når afgørelsen falder, for det vil skabe stor opmærksomhed.

- Hørsholm vil jo rigtig gerne begejstre alle, så det vil være rigtig godt få byen at få lidt fokus på det. Typisk har vi mest fokus på vores ishockeyhold, vi vil også gerne have fokus på fodbold.

Om Danmark kommer med som deltager under EM-slutrunden til sommer er endnu ikke sikkert, men landsholdet kan tage vigtige skridt i den næstsidste kamp mod Gibraltar.

Kampen bliver spillet fredag den 15. november i Parken, og der er stadig en håndfuld billetter til salg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik