Aktivister blokerer byggeri på Amager Fælled: ”Vi er naturens stemmer”

Fredag har en gruppe aktivister stoppet forberedelserne til boligbyggeriet på Amager Fælled.

For lidt under en måned siden blev den endelige lokalplan for det omstridte byggeri på Amager Fælled vedtaget af et politisk flertal i Københavns Kommune.

Dermed godkendte de folkevalgte én gang for alle opførelsen af et nyt boligkvarter på naturområdet Lærkesletten, som sælges til private investorer med henblik på byudvikling af 2.000 boliger.

Onsdag i denne uge begyndte maskiner og hegn at dukke op på Lærkesletten for at forberede byggeriet – og allerede torsdag blev de spæde forberedelser så blokeret.

Fredag morgen er aktivisterne igen mødt frem for at blokere for maskinerne.

- Vi har samlet over 15.000 underskrifter, gået utallige demonstrationer og skrevet 2.700 høringssvar. 76 procent af Københavnerne er imod projektet. At man som politiker ikke lytter til den meget klare folkelige modstand er mig ubegribeligt. Nu har vi brug for fredelig civil ulydighed for at redde Københavns vilde natur, udtaler aktivisten Ida Dalsgaard i en pressemeddelelse, som selv tager del i blokaden fredag.

- Vi står her for at være naturens stemmer, og for at kræve at Københavns borgere bliver hørt.

quote Vi står her for at være naturens stemmer, og for at kræve at Københavns borgere bliver hørt.

Ida Dalsgaard, aktivist ved Lærkesletten

En ny meningsmåling viser nemlig, at størstedelen af københavnerne slet ikke ønsker byggeri på Amager Fælled, men alligevel har politikerne truffet beslutning om at bygge på det tidligere fredede naturområde.

Årsagen er, at Københavns Kommune skal finde midler til at finansiere betalingen af metroen i København og er en del af forliget i Københavns Kommune fra 2017.

Fredag sidder aktivisterne med egne ord ”fredeligt på vejen”, hvor de forhindrer maskinerne i at udføre deres arbejde.

Blokaden støttes både af medlemmer fra Amager Fælleds Venner og folkebevægelsen Extinction Rebellion og forventes at fortsætte i næste uge.

Gammel sag når endelig slutning

Sagen (og slaget) om Amager Fælled tog sin start, da den oprindelige plan for at bygge på Strandengen på Amager Fælled smuldrede kort før kommunalvalget i 2017 efter massive protester og borgeropstand.

Kritikerne mente og mener blandt andet, at området er fyldt med uerstattelig natur, og efter at have fastholdt byggeplanen, mens flere partier efterhånden ville revidere den, måtte Borgerrepræsentationens største parti Socialdemokratiet med daværende overborgmester Frank Jensen i front sande, at et byggeri på Strandengen ikke blev en realitet – om end det ikke huede ham.

- Jeg måtte konstatere, at der ikke er flertal for det. En række partier har peget på muligheden for at flytte det hen til et sted, hvor der er planlagt en campingplads. Nu har jeg sagt, at nu slår jeg en streg i sandet. Nu ligger vi det gamle byggefelt bag os og kigger på det nye byggefelt, lød det fra Frank Jensen efter det afgørende møde i Borgerrepræsentationen i 2017.

Området omkring Lærkesletten og det nuværende vandrehjem på Amager Fælled skal omdannes til boligområdet Fælledby med omkring 2.000 boliger. Men den beslutning bør afgøres ved folkeafstemning, mener modstandere af byggeriet.
Området omkring Lærkesletten og det nuværende vandrehjem på Amager Fælled skal omdannes til boligområdet Fælledby med omkring 2.000 boliger. Men den beslutning bør afgøres ved folkeafstemning, mener modstandere af byggeriet.
Foto: TV 2 Lorry

Oprindeligt var det planen, at der skulle bygges 2.500 boliger på den gamle strandeng på Amager Fælled over for Ørestaden.

I stedet blev naturområdet Lærkesletten, som ligger ovenpå en gammel losseplads, udvalgt som nyt byggefelt sammen med Stejlepladsen i Sydhavnen og Selinevej på Kalvebod Fælled.

Men også på de nye områder møder politikerne modstand.

Kommunen har modtaget flere tusinde negative høringssvar fra borgerne omkring byggerierne - specielt på Amager Fælled og Stejlepladsen.

Naturområdet Lærkesletten har tidligere været fredet, men i foråret 2019 blev området affredet som et led i realiseringen af byggeriet på Amager Fælled.

I februar 2021 vedtog et flertal i Københavns Borgerrepræsentation den endelige lokalplan for området, som betyder, at byggeriet nu kan gå i gang.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik