Skomager meldt til politiet: ”De kunne bare have spurgt mig, om jeg må holde åbent”

Ejnar Aaby Hansen driver en hælebar i Helsingør. Han må godt holde åbent, fordi hans forretning er kategoriseret som et værksted, men for nylig blev han alligevel meldt til politiet af en anden borger.

- Hvis personen havde stukket næsen ind til mig, så havde vedkommende fået et pænt svar på, om jeg må have åbent eller ej.

Sådan lyder det fra skomager Ejnar Aaby Hansen, der i 34 år har drevet forretningen Helsingør Hælebar i centrum af den nordsjællandske by af samme navn.

quote Hvis man keder sig, så kan det måske godt være spændende at ringe til politiet, men det skærper ikke ligefrem sammenholdet i byen

Ejnar Aaby Hansen, skomager

For i tirsdags oplevede han, at politiet pludselig kom forbi hans butik, efter at Nordsjællands Politi havde modtaget en anmeldelse om, at hælebaren holdt åben i denne tid, hvor myndighedernes restriktioner har lukket ned for det meste af detailhandlen i landet.

Men anmelderen var forkert på den, og det fik betjentene også at vide.

- Der er egentlig ikke så meget i det, for da jeg driver et værksted, må jeg ifølge Erhvervsstyrelsen gerne have åbent. Kunderne må gerne komme ind i butikken og aflevere og hente sko, jeg har repareret. Men jeg må dog ikke sælge tilbehør til sko, så der skal man over i Kvickly, hvis man skal bruge snørebånd. Det er lidt mærkeligt, og det undrer jeg mig over, siger 67-årige Ejnar Aaby Hansen til TV 2 Lorry.

Hvem må holde åbent - og hvem skal holde lukket?

Hvilke butikker er det egentlig, der må holde åbent, og hvilke må ikke ifølge de gældende restriktioner? Det virker der til at være en vis uklarhed omkring hos den almindelige borger.


Alle fødevarebutikker må fortsat holde åbent - hvad end det gælder dagligvarebutikker som eksempelvis Kvickly, Føtex eller Netto, men også mere specialiserede forhandlere som en slagter eller en vinhandler. Det samme gælder blomsterforretninger, da de går ind under samme kategori, fordi de måske sælger frugt.


Butikskæderne Normal og Matas må også gerne holde åbent, da de begge sælger apoteksvarer. Kiosker har også fortsat åbent, da de går ind under fødevarebutikker.


Butikker der ligger i indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer skal holde lukket, medmindre der er tale om fødevarebutikker.


Forretninger, der driver værksteder, som for eksempel for biler, cykler og sko- og lædervarer, må også gerne holde åbent, men butikkerne er lukket for almindeligt salg. Så med andre ord kan du godt få fikset din cykelkæde eller blokket dine dansesko ud, men du kan ikke købe en ny cykellygte eller et sæt snørebånd.


Både restauranter og cafeer skal fortsat holde lukket, men de må dog stadig sælge take-away. Det gælder også, hvis de ligger i et storcenter.


Alle såkaldte udvalgsvarebutikker uanset størrelse, som for eksempel tøjbutikker, møbelforretninger, legetøjsforretninger og byggemarkeder skal holde lukket.


Butikker med det der kaldes "B2B-salg", som er salg af varer til erhvervsmæssig brug, må dog holde åbent for erhvervsdrivende, som led i udførelsen af et professionelt arbejde. Derfor kan man for eksempel godt opleve, at et byggemarked har åbent, men de sælger bare ikke til private kunder for tiden.


Private kunder må kun købe varer via fjernsalg som for eksempel en webshop, men må gerne komme ned i butikken og hente varen, hvis den er bestilt og betalt på forhånd.


De liberale serviceerhverv som tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, solarier, frisører, køreskoler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder skal også stadig holde lukket.


Dog må eksempelvis frisører gerne køre ud til kunders private hjem og klippe dem der.

quote Jeg synes jo, at inden man anmelder noget, så må man sætte sig ind i tingene. Ellers synes jeg, man skal blande sig udenom

Ejnar Aaby Hansen, skomager

Hør hvad Ejnar Aaby Hansen siger her.

"Sæt jer ind i tingene - eller bland jer udenom"

Selvom skomageren godt kan forstå, at det kan være svært at holde overblik over alle reglerne og undtagelserne i denne tid, og det kun er sket denne ene gang under den verserende nedlukning, at nogen har stillet spørgsmål ved om han må holde åbent, så efterspørger han alligevel mere forståelse hos de medborgere, som mistænker butikker for at holde uretmæssigt åben.

- Hvis personen havde stukket næsen ind til mig, så havde vedkommende fået et pænt svar på, om jeg må have åbent eller ej.
- Hvis personen havde stukket næsen ind til mig, så havde vedkommende fået et pænt svar på, om jeg må have åbent eller ej.
Foto: Morten Engelschmidt - TV 2 Kosmopol

- Jeg synes jo, at inden man anmelder noget, så må man sætte sig ind i tingene. Ellers synes jeg, man skal blande sig udenom. Hvis man keder sig, så kan det måske godt være spændende at ringe til politiet, men det skærper ikke ligefrem sammenholdet i byen, siger Ejnar Aaby Hansen, der ikke på nogen måde havde et ubehageligt møde med ordensmagten.

- Politibetjentene, der kom ind i butikken, var flinke. De spurgte, om jeg må holde åbent, og så viste jeg dem brevet fra Erhvervsstyrelsen, som jeg også nu har sat op i mit vindue, så alle forbipasserende kan se det, siger Ejnar Aaby Hansen.

Ejnar Aaby Hansen foran sin hælebar i Helsingør. På døren har han nu hængt brevet fra Erhvervsstyrelsen op, så alle kan se, at han gerne må holde åbent.
Ejnar Aaby Hansen foran sin hælebar i Helsingør. På døren har han nu hængt brevet fra Erhvervsstyrelsen op, så alle kan se, at han gerne må holde åbent.
Foto: Morten Engelschmidt - TV 2 Kosmopol
Besked fra Erhvervsstyrelsen, som fastslåt at Ejnar hælebar gerne må holde åbent i denne tid med skrappe restriktioner i detailhandlen.
Besked fra Erhvervsstyrelsen, som fastslåt at Ejnar hælebar gerne må holde åbent i denne tid med skrappe restriktioner i detailhandlen.
Foto: Morten Engelschmidt - TV 2 Kosmopol

Tre politikredse melder om flere anmeldelser

Hos tre af de fire politikredse i TV 2 Lorrys område, lyder meldingen stort set den samme. Københavns Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og Nordsjællands Politi bekræfter alle, at de løbende modtager henvendelser fra borgere i forhold til erhvervsdrivende, uden dog at sætte konkrete tal på, hvor mange henvendelser der i alt har været den seneste tid.

quote Det handler i bund og grund om at nogle borgere har et manglende kendskab til hvilke butikker, der gerne må holde åbent

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi

- Det handler i bund og grund om at nogle borgere har et manglende kendskab til hvilke butikker, der gerne må holde åbent. Restriktionerne siger jo, at detailhandlen skal holdes lukket, men så er der en række undtagelser, og det er ikke alle, der lige har styr på det. Men vi opfordrer folk til at kontakte os, hvis de har en mistanke, og så er det vores opgave at undersøge det derfra, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2 Lorry.

Han oplyser, at der har været henvendelser om flere slags butikker. For eksempel har der været anmeldelser af en cykelbutik og en autoriseret behandler, men begge må – ligesom skomageren - gerne holde åbent.

- Forleden havde vi også en sag om en almindelig detailbutik, hvor anmelderen havde set, at der var livlig aktivitet inde i butikken. Da vi undersøgte det nærmere, viste det sig, at det var butikkens personale, der håndterede online-salg, og det er det jo heller ikke noget ulovligt i, siger Martin Bjerregaard, der dog vil fremhæve et eksempel med en skønhedsklinik i Roskilde, hvor ejeren nu to gange er blevet sigtet og får bøder for uretmæssigt at holde åbent.

- Så der er altså sager på begge sider, hvor anmelderne har ret, men altså også sager, hvor de tager fejl. Og det finder vi jo sådan set først ud af, når vi kører ud og undersøger nærmere. Vi tjekker op på alle anmeldelser, og hvis vi alligevel er i nærheden, så kan vi være der hurtigt. I andre tilfælde kan det være, at vi først dukker op dagen efter, forklarer Martin Bjerregaard.

Omfattende indsats i København

Hos Københavns Politi skriver vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen i en mail til TV 2 Lorry:

”Vi befinder os i en alvorlig tid, hvor det er vigtigt, at vi får smitten ned. Derfor har vi også en omfattende indsats i hele politikredsen for at sikre, at det sker. Det indbefatter en løbende og god dialog med de erhvervsdrivende. Modtager vi henvendelser om brud på bekendtgørelsen, er det noget, vi undersøger i videst muligt omfang. Generelt er det dog vores oplevelse, at de erhvervsdrivende er gode til at overholde retningslinjerne.”

Hos Nordsjællands Politi, der i tirsdag altså behandlede anmeldelsen omkring skomager Ejnar Aaby Hansen, siger politikommissær Christian Marcussen til Helsingør Dagblad, at det sker jævnligt, at politiet får anmeldelser om butikker, der holder åbent, hvor folk er i tvivl om, hvorvidt de har lov til det.

- Det er ikke sådan, at vi bliver lagt ned, de kommer lidt hen ad vejen. Nogle dage er der ingen, næste dag kommer der måske to anmeldelser. Som oftest er der ikke tale om en reel overtrædelse. De fleste anmeldelser beror på, at folk kommer i tvivl og misforstår situationen. Jeg er ikke bekendt med, at vi har nyere sager, hvor der er forretningsdrivende, der bevidst har overtrådt reglerne, siger politikommissær Christian Marcussen, Nordsjællands Politi, til Helsingør Dagblad.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik