Håndgranat og pistoler fra krigstiden fundet på bunden af sø

En 11-årig dreng og en 31-årig mand fangede på to dage en håndgranat og to pistoler på en magnetfisketur. Alle tre våben er fra Anden Verdenskrig, fortæller museumsinspektør fra Nationalmuseet.

11-årige Liam Købsted Thuesen var torsdag ude at magnetfiske med sin stedfar og dennes ven Nikolaj Dahlerup.

Magnetfiskeri er noget, der længe har optaget den 11-årige dreng, da han har set flere fascinerende videoer på nettet af folk, der har gjort opsigtsvækkende fund. Og torsdag var det Liam Købsted Thuesens tur.

Efter forgæves at have forsøgt at få noget på krogen ved en sø i Skævinge gik turen videre til Tranemosen i Frederiksværk. Her gjorde den 11-årige dreng sig et eksplosivt fund.

- Jeg kastede et par gange, og så prøvede jeg i kanten af søen, og så kunne jeg mærke, at noget havde sat sig fast på magneten, fortæller han til TV 2 Lorry.

Blev skræmt

Det var en noget overrasket dreng, der opdagede, hvad han havde fået på krogen. For enden af Liam Købsted Thuesens snor var der en håndgranat.

- Jeg blev glad, men også lidt skræmt, for jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, siger han.

Stedfaren tog håndgranaten og lagde den på jorden, hvorefter han ringede til politiet. Da politiet ankom, var de i følgeskab af bombe-ryddere, som tog granaten med.

Håndgranat kan være fra privat hjem

Allerede dagen efter var Nikolaj Dahlerup ude at magnetfiske igen ved Tranemosen. Her fangede han to pistoler og en masse patroner, som senere blev beslaglagt af politiet.

TV 2 Lorry har vist billederne af håndgranaten og de to pistoler til museumsinspektør på Nationalmuseet Jørgen Walseth. Om håndgranaten fortæller han:

- Det er en engelsk ananashåndgranat fra Første Verdenskrig, som også blev brugt under Anden Verdenskrig. Alle på de allieredes side fik sådanne håndgranater udleveret, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet

Museumsinspektør fra Nationalmuseet mistænker håndgranat for at have stået i et privat hjem, da den ikke er særlig rusten.
Museumsinspektør fra Nationalmuseet mistænker håndgranat for at have stået i et privat hjem, da den ikke er særlig rusten.
Foto: Presse-fotos.dk

Men Jørgen Walseth tror ikke, at håndgranaten har ligget på bunden af Tranemosen i 75 år, da den ikke ser ligeså rusten ud, som lignende håndgranater Nationalmuseet har fået indleveret.

- Jeg tror, den har stået i et privat hjem, og så er den blevet dumpet i søen, fordi de er blevet nervøse for at have den stående, forklarer museumsinspektøren.

Pistoler fra Anden Verdenskrig

Pistolerne kender Jørgen Walseth også til. Begge pistoler er fra Anden Verdenskrig og blev brugt af tyskerne. I modsætning til håndgranaten tror museumsinspektøren, at pistolerne har ligget på bunden af søen siden krigen, da de er så forfaldet. 

Jørgen Walseth mistænker ejerne af pistolerne for at have kastet dem i søen efter krigens afslutning.

Artiklen fortsætter under billedet

Begge pistoler er blevet brugt af nazisterne.
Begge pistoler er blevet brugt af nazisterne.
Foto: Privatfoto

Efter befrielsen i 1945 skulle tyskerne, der var i Danmark under krigen, nemlig aflevere deres våben ved et af to opsamlingssteder i Nykøbing Falster eller Kolding, inden de blev sendt tilbage til Tyskland. 

- Pistolerne er blevet kastet i søen, fordi de ikke har gidet at aflevere dem ved et af opsamlingsstederne, fortæller Jørgen Walseth.

Hverken Liam Købsted Thuesen eller Nikolaj Dahlerup har hørt noget fra politiet, efter de beslaglagde håndgranaten og de to pistoler.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik