Jonathan gør vildt nazi-fund med magnet

Jacob Winther og hans søn Jonathan gjorde under en fisketur et fund fra Anden Verdenskrig.

Onsdag eftermiddag var Jacob Winther fra Virum ude at fiske med sin søn Jonathan på ti år. Men det var ikke fisk, far og søn var på jagt efter.

De skulle afprøve en ny teknik, hvor de fiskede med magnet for at fange ting, der lå på bunden af Vejlesø i Holte.

Her fik Jacob og Jonathan Winther blandt andet tre havestole, en gammel pung, en konservesdåse, en skovl, kapsler og en telefonoplader på krogen. Men far og søn gjorde sig også et sjældent fund, da Jonathan Winther fangede en gammel bajonet med sin magnet.

- Jeg tænkte shit, det er ikke noget, man bare taber i en sø, fortæller Jacob Winther om fundet af bajonetten til TV 2 Lorry.

Efter at have undersøgt det 42 centimeter lange våben ringede Jacob Winther til politiet for at fortælle om fundet.

- De var meget interesseret i den. De ville gerne have den ind til teknisk afdeling og undersøge den nærmere, siger faren.

Stammer fra Anden Verdenskrig

Fiskeriet med magnet er en del af et projekt kaldet Opfinderskole, som Jacob Winther arrangerer for at få unge løsrevet fra mobilen og ud i den friske luft.

Artiklen fortsætter efter billedet

Bajonetten er 42 centimeter lang.
Bajonetten er 42 centimeter lang.
Foto: Privatfoto

Derfor var han sammen med sin søn ude at afprøve næste tema i Opfinderskolen, som starter efter nytår. Det var her de to fik fanget bajonetten med deres magnet.

En bajonet sidder typisk for enden af et gevær og blev blandt andet brugt under Anden Verdenskrig.

Jacob Winther mistænker derfor fundet fra Vejlesø for at være fra den tid.

- Jeg har kigget lidt på nettet og fundet nogle tyske bajonetter, som godt kunne minde om den, vi har fundet, lyder det fra Jacob Winther.

Ser ofte den slags våben

TV 2 Lorry har sendt billeder af bajonetten til museumsinspektør på Nationalmuseet, Jørgen Walseth. Han bekræfter, at våbnet stammer fra Anden Verdenskrig.

- Det er en tysk bajonet, som tilhører et K98-gevær. Den er formentlig smidt i søen af en tysker, som ikke gad aflevere den ved nogle af de opstillede opsamlingssteder efter befrielsen i Danmark, fortæller han.

Efter befrielsen i maj 1945 var der to opsamlingssteder i Danmark; et i Nykøbing Falster og et i Kolding, hvor tyske soldater skulle aflevere deres våben. Det skulle de gøre, inden de blev sendt tilbage til Tyskland.

Jørgen Walseth fortæller, at Nationalmuseet ofte ser bajonetter af den slags, som Jacob og Jonathan Winther har fundet. Derfor skal der også være en særlig historie bag, som kan fortælle noget om den pågældende ting, før museet vil modtage sådanne gamle våben.

Politiet har endnu ikke fået bajonetten, da afdelingen, som skal modtage den, holder ferie.

Efter nytår skal Jacob og Jonathan Winther aflevere våbnet til dem.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik