Musik i Lejet melder alt udsolgt til 2021

De få refunderede festivalbilletter blev revet væk på under en time.

Mere end et år i forvejen kan Musik i Lejet melde udsolgt på alle partout- og endagsbilletter til festivalen i 2021.

Ligesom alle andre sommerfestivaler måtte Musik i Lejet aflyse 2020-udgaven, der lå i højsommeren den 16.-18. juli på grund af coronakrisen. På trods af det valgte over 98 procent af festivalgæsterne i sidste uge at konvertere deres billet til 2021.

De få refunderede festivalbilletter blev torsdag revet væk på under en time via et ventelistesalg, hvor over 5.000 interesserede billetkøbere havde skrevet sig op.

Programmet for næste år er endnu ikke offentliggjort, men Musik i Lejet vil løbende offentliggøre musiknavne.

+65-årige kan fortsat købe enten partout- eller endagsbilletter fra fredag, og børn under 13 år kommer gratis ind på festivalen ledsaget af en forælder/værge med gyldigt festivalarmbånd.

Næste års Musik i Lejet er den 12. i rækken og løber af stablen d. 22.-24. juli 2021 i Tisvildeleje.

Udsolgt på rekordtid

Billetterne til den oprindelige 2020-udgave af festivalen blev også revet lynhurtigt - faktisk på rekordtid.

Bare 38 minutter efter, at billetterne var blevet sat til salg søndag den 1. december klokken 10, kunne man melde officielt udsolgt.

Billetsalget tyvstartede dog i et begrænset omfang allerede dagen inden, hvor det lokale billetsalg til festivalen åbnede. Men klokken 23 fredag aften havde de første taget opstilling - og inden billetsalget åbnede, stod flere end tusind mennesker i kø.

I nærheden af køen vidnede en masse parkerede biler om, at det dog ikke kun var folk fra Tisvildeleje, der stod i kø for at investere de 1.295 kroner i en billet.

-  Vi gør det for at skabe en lokal begivenhed. Vi gjorde det også sidste år (2018 red.), men da åbnede vi onlinebilletsalget samtidig. I år startede vi i Tisvilde et døgn før, hvor vi havde 1500 billetter til salg. Det gør vi for at give folk, der bor lokalt, en god mulighed - for salget på nettet går meget hurtigt, sagde Peter Maarbjerg, bestyrelsesformand for Musik i Lejet, dengang til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik