Eftertragtet musikfestival udsolgt på rekordtid

Igen i år har interessen for billetter til Musik i Lejet været helt enorm.

Onlinesalget af billetter til musikfestivalen Musik i Lejet i nordsjællandske Tisvildeleje startede søndag formidddag klokken 10.

Men man skulle være mere end almindelig rap på fingrene, hvis det skulle lykkes at få fat i en af de 8.500 billetter.

Allerede klokken 10.02 blev man på hjemmesiden Ticketmaster mødt af beskeden: "Ingen ledige billetter", og klokken 10.38 kunne Musik i Lejet melde officielt udsolgt til festivalen i 2020.

Det er ét minut hurtigere end sidste år, hvor der blev meldt officielt udsolgt efter 39 minutter.

- Klokken 10.00 var der flere end 14.000 personer, som klikkede ind på hjemmesiden. Det betyder, at de første er kommet igennem med det samme, og derfor blev alle billetter sat på 'hold', hvorefter resten har måtte vente, siger Katrine Gissel, kommunikationsmedarbejder for Musik i Lejet, til TV 2 Lorry.

'Hold' betyder, at man lykkedes med at få tildelt en eller flere billetter, og derefter havde 10 minutter til at bekræfte sit køb. Fik man ikke gjort det, ville billetkøbet gå videre til de næste i onlinekøen.

Efter 38 minutter var samtlige køb af billetter altså bekræftet, oplyser Musik i lejet til TV 2 Lorry.

Billetsalg tyvstartede lørdag

Allerede lørdag formiddag blev billetsalget til Musik i Lejet tyvstartet i begrænset mængde, da det lokale billetsalg til festivalen åbnede. Klokken 23 fredag aften tog de første opstilling - og inden billetsalget åbnede, stod flere end tusind mennesker i kø.

I nærheden af køen vidnede en masse parkerede biler om, at det dog ikke kun var folk fra Tisvildeleje, der stod i kø for at investere de 1.295 kroner i en billet.

- Vi gør det for at skabe en lokal begivenhed. Vi gjorde det også sidste år, men da åbnede vi onlinebilletsalget samtidig. I år startede vi i Tisvilde et døgn før, hvor vi havde 1500 billetter til salg. Det gør vi for at give folk, der bor lokalt, en god mulighed - for salget på nettet går meget hurtigt, sagde Peter Maarbjerg, bestyrelsesformand for Musik i Lejet, til TV 2 Lorry lørdag.

Der er endnu ikke blevet offentliggjort nogle navne til Musik i Lejet, og derfor må det kræve en usædvanligt stor portion selvtillid, hvis man begynder at sælge billetter til en musikbegivenhed uden at kunne fortælle, hvem det er, folk kommer til at opleve.  

- Det bliver man da både glad, stolt og ydmyg over. Og det forpligter, så vi skal levere en meget fin festival, når folk strækker sig i den grad, sagde Peter Maarbjerg lørdag.

Musik i Lejet afvikles for 12. gang den 16., 17. og 18. juli 2020. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik