Seks gæster lørdag aften - Corona presser igen restaurationsbranchen

Corona presser igen restaurationsbranchen. Lørdag aften dukkede der kun seks gæster op hos restauranten Den røde Cottage i Klampenborg.

Stigende coronasmitte. Ny coronavariant. Og genindførelse af en række restriktioner.

Der er vist ingen tvivl om, at coronaen igen har fat i landet. Det mærker man også i restaurationsbranchen. 

quote Folk tør ikke at booke, og de der har booket, de begynder så småt at annullere deres borde

Simon Lerche, køkkenchef på restauranten Den røde Cottage

Blandt andet hos restauranten Den røde Cottage i Klampenborg, hvor det lørdag aften væltede ind med aflysninger. Her gik man fra 26 til seks gæster.

Det fortæller Simon Lerche, der er køkkenchef hos restauranten.

- En lørdag med seks gæster. Det er forfærdeligt, siger han søndag til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Folk ringer ind og annullerer deres booking på grund af sygdom eller nærkontakt eller frygt - det ved vi ikke.

Nervøs for de kommende uger

Derfor er han også nervøs for, hvad de kommende uger bringer.

- Vi kan se, at der er en nedgang i ordrebøgerne, folk tør ikke at booke, og de der har booket, de begynder så småt at annullere deres borde, fortæller han.

Men gæsterne har intet at frygte, mener Simon Lerche. Og derfor har han også et klart budskab til dem.

- Det kan ikke være mere sikkert at gå ud at spise. Vi har håndhygiejne, vi er uddannet i hygiejne, der er masser af håndsprit, vi ved, hvornår gæsterne kommer, og hvor de skal sidde, siger køkkenchefen.

Flere restauranter oplever det samme

Den Røde Cottage er dog ikke den eneste restaurant, der er ramt. Lige nu oplever flere restaurationer i TV 2 Lorrys sendeområde, at alt fra en hyggelig aften for to til julefrokoster bliver aflyst.

Det fortæller Karen Nedergaard, der er formand for brancheforeningen Horesta i Hovedstadsregionen.

- Generelt har vi fået rigtig mange annulleringer, siger hun til TV 2 Lorry.

Sundhedsmyndigheder: Aflys ikke

Myndighederne har ellers forsøgt at signalere, at man godt kan besøge restaurationer og holde julefrokost, hvis man bare tager de normale forholdsregler. 

Det skete blandt andet på et pressemøde onsdag den 24. november, hvor Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fortalte, at styrelsen har tænkt sig at holde fast i at afholde sin julefrokost – dog med et par forholdsregler ud over de normale råd om afstand og håndsprit.

Og det ærgrer Simon Lerche, at folk ikke lytter til den opfordring.

- Det er jo ekstremt ærgerligt, at man ikke lytter til de anbefalinger, der blive givet. Men jeg tror, at det er lidt ligesom, da Mette Frederiksen sagde, at man ikke skulle gå i Netto og hamstre - så gjorde folk jo også lige nøjagtigt det, siger han.

Se eller gense indslaget om aflyste julefrokoster nedenfor.

Gæster aflyster julefroksoter på restauranter i hovedstadsområdet

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik