7.C vinder pris for stærk video - overrasket med præmie midt i første time

En film om tolerance og mangfoldighed har fredag indbragt en 7. klasse på Ganløse Skole 10.000 kroner.

Latter, måben og vantro. 

Det var, hvad 7.C på Ganløse Skole fredag morgen var hensat til, da de midt i første time pludselig fik overrakt et gavekort på hele 10.000 kroner.

Pengebeløbet blev sikret, fordi skoleklassen er vindere af en videokonkurrence, som er en del af det gratis undervisningsforløb ”tolerance og fordomme”.

- Det er luksus, udbrød en elev begejstret. 

"Smuk video"

Hotel- og rejsesøgemaskinen momondo og lærerforlaget Alinea står bag forløbet, hvor mere end 9000 elever har gennemført 12 lektioner, der hjælper skoler med at komme mistillid og fordomme til livs. 

I alt har 29 skoleklasser afsluttet projektet med at lave deres egen kampagnevideo, og her skilte 7.C på Ganløse skole sig altså ud, lyder dommen fra juryen. 

“Med stærke og enkle midler har 7.C fra Ganløse skole skabt en smuk video, der italesætter tolerance og imødekommenhed på en meget elegant og positiv måde, der rækker ud over landegrænser."

Du kan se vinderfilmen her:

 

Alle er lige meget værd

13-årige Marie Hovgaard fra 7.C siger i en pressemeddelelse, at klassen ikke havde regnet med at vinde. 

- Vi kan rigtig godt lide at lave film, og vi har også arbejdet i 6. klasse - nu har vi bare gjort det meget mere seriøst, og det har været sjovt, siger Marie Hovgaard.

Skolekammeraten Signe Blankschön siger, lægger ikke skjul på, at temaerne har optaget eleverne undervejs i videoens tilblivelse. 

- Vi synes, det er vigtigt, at folk forstår, at alle er lige meget værd, selvom vi har forskellige farver. Derfor lavede vi videoen her. Jeg synes, det er ligemeget, at folk er mørke eller lyse - alle kan være sammen, siger Signe Blankschön.

Samtaleåbner

Klasselærer Sussi Hemmingsen fortæller også, at hele klassen havde indgående samtaler om tolerance og fordomme i forbindelse med forløbet. 

- Da klassen først blev dannet her efter ferien, kom dette forløb også til at fungere som en form for samtaleåbner, som gav alle elever mulighed for at have en stemme i forhold til begreber, som de på en eller anden måde kunne relatere til, siger Sussi Henningsen.

Hun afslører også, at klassen vil bruge pengene til en tur til Berlin. Inden da skal de dog underholdes med en privatkoncert, hvor sangeren Nabiha vil optræde. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik