Dagtilbudslederens skræk: Frygter alle børnene møder op

Janni Juhl-Petersen, der er dagtilbudsleder i daginstitutionen Tumlehuset i Hvidovre, frygter, at de ikke har nok personale, hvis alle børnene møder op.

Dagtilbudslederen i Tumlehuset i Hvidovre, Janni Juhl-Petersen, står i en situation, hun aldrig har stået i før.

- Altså hvis der blev fuldtallige i morgen med 40 børn på to stuer, så ville det ikke være pædagogisk forsvarligt at holde åbent, fortæller hun.

Flere af hendes medarbejdere er sygemeldt på grund af corona, og der er snart ikke flere hjælpende hænder at finde. 

- Vi frygter jo hver dag, når vi skal tælle, hvor mange børn der møder op i forhold til, hvor meget personale vi har, forklarer lederen.


Derfor sender hun nu en mail ud til forældrene med en særlig opfordring.

- Nu skal jeg til at skrive til forældrene omkring situationen hernede og bede dem, som har mulighed for at holde deres børn hjemme, at gøre det, fordi situationen er som den er nu, siger hun og tilføjer.

- Det er første gang nogensinde, tror jeg, at jeg direkte har opfordret forældre til at holde deres børn hjemme.

Normalt ville de hente hjælp fra vikarer eller fra personale fra andre dagtilbud, men presset er så stort på kommunens dagtilbud, at der ikke er mere hjælp at hente.

- Vi plejer altid at kunne finde vikarer, men de er nu optaget i andre dagtilbud. Så det er ikke til at få personale overhovedet, fortæller hun.

Janni Juhl-Petersen har valgt at sende en mail ud til børnenes forældre for at opfordre dem til at holde børnene hjemme, hvis de kan.
Janni Juhl-Petersen har valgt at sende en mail ud til børnenes forældre for at opfordre dem til at holde børnene hjemme, hvis de kan.
Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

En presset kommune

Hvidovre Kommune, som også har landets højeste incidentstal,  har forkortede åbningstider i tre af kommunens dagtilbud. På Bredalsparkens Børnehave er der endda hentet pædagogiske vejledere ind som normalt har deres arbejdsgang på rådhuset. 

- Vi har simpelthen ikke det pædagogiske personale til rådighed lige nu, som vi gerne vil have for at gøre det så godt, som vi gerne vil for vores børn, siger Hvidovre Kommunes borgmester, Anders Wolf Andresen, SF. 

Derfor opfordrede borgmesteren Sundhedsstyrelsen til at se på isolationsreglerne. Det fortalte han til TV2 Lorry søndag.


I dag blev borgmesterens bønner hørt. Sundhedsstyrelsen har ændret på reglerne, så coronasmittede kan bryde isolationen, når de ikke længere har symptomer på corona. Det betyder at smittet personale kan vende tilbage til arbejdet tidligere, hvis de ikke har symptomer på corona. 

- Det er en kæmpe hjælp og det er vi virkelig glade for, udtrykker Anders Wolf Andresen, SF.

Han håber, at det vil tage noget af presset fra kommunens dagtilbud, men indser også at det ikke vil løse alle kommunens problemer.

- Det vil helt sikkert løse nogle af de problemer vi står med. Men der går nok noget tid før hverdagen ser normal ud igen, fortæller han.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik