Landets laveste stemmeprocent: Borgmester er både vred og skuffet

Brøndby Kommune havde landets laveste stemmeprocent til kommunalvalget.

55,52 procent. Så lav var stemmedeltagelsen i Brøndby Kommune ved tirsdagens kommunalvalg.

Det er landets laveste, viser en gennemgang af stemmeprocenten i alle landets kommuner.

Og på den blå-gule Vestegn er det altså kun lidt mere end hver anden Brøndby-borger. der har stemt, og det er borgmesteren i Brøndby Kommune både rystet og skuffet over.

Rystet over lav stemmedeltagelse

- Vi er helt rystede over den lave stemmedeltagelse, siger Kent Max Magelund (S) til TV 2 Lorry.

Han uddyber, at der på landsplan generelt denne gang var en lavere stemmedeltagelse. Alligevel hænger han lidt med mulen over det, selvom Kent Max Magelund endte med at vinde valget og tage fire år mere på borgmesterkontoret i Brøndby.

- Som borgmester er jeg skuffet over, der ikke kommer flere og er med til at vælge det demokratiske styre, siger han til TV 2 Lorry.

Største fald på tværs af kommuner

I Brøndby var stemmedeltagelsen ved seneste kommunalvalg i 2017 på 62,1 procent. Det svarer til et fald på 7,3 procent, som samtidig er det største fald i TV 2 Lorrys sendeområde, og det får Brøndby-borgmesteren til at skele til corona og den høje smitte på Vestegnen.

- Jeg ved ikke, om det skyldes corona. Vi har jo høj smitte i øjeblikket, men jeg synes bare, vi har gjort meget for at lave coronasikre valgsteder, siger Kent Max Magelund.

Også i nabokommunen Ishøj, som har været hårdt plaget af corona, endte stemmeprocenten med at være lav. Her stemte 56,2 procent af alle stemmeberettigede.

_

_