Slut med 'gammel' Distortion: Flere skal betale for at danse

Pres på landets største gadefest får arrangørerne til at ændre konceptet i de kommende år.

Distortions store afslutning finder sted lørdag på Refshaleøen. 

Således er der afholdt op mod 100 forskellige fester i de seneste tre dage rundt om på Nørrebro og Vesterbro, på Rådhuspladsen og Refshaleøen, med dundrende bas, dansende københavnere og masser af druk. 

Festivalen har eksisteret siden 1998, og for mange unge er arrangementet blevet en tradition. Ligeså er dog debatten herom. 

Distortion er nemlig udskældt.

Der er for meget tis. For høj lyd. For meget hærværk. Og for meget skrald, lyder det hvert evigt eneste år.

Man må forstå, at der er dem, som danser. Og så er der dem, der surmuler. Men for at få enderne til at mødes, overvejer festivallen nu at gå nye veje.

Det skriver Berlingske, der har talt med chefen bag det hele, Thomas Fleurquin. 

Høje udgifter til sikkehed og tis

Han gør det klart, at Distortion i de kommende år vil blive langt mere kontrolleret. 

Hvad, der startede som en hyldest til de frie liv, kan snart blive en lukket fest for dem, der køber billetter - simpelthen for at få det til at løbe rundt. 

Thomas Fleurquin fortalte da også TV 2 Lorry før festivallen, at udgifterne bliver højere og højere i takt med, at der stilles flere krav, og at flere deltager. 

Oprydningen er én ting, men også sikkerheden har været en væsentlig udgift i år:

- Det er et kæmpe problem for kulturlivet, hvis der ikke er noget hjælp fra myndighederne til at afholde de her arrangementer. Kulturaktørerne bløder på budgetterne. Vi har afsat 300.000 kroner foreløbigt, som vi ikke engang havde, og nu kræver det endnu flere ressourcer, sagde han med henvisning til terrorsikringen efter angrebet i Manchester. 

Flere lukkede fester 

Til Berlingske bekræfter han, at der i fremtiden vil blive flere små 'øer', som scenen på Rådhuspladsen i år, hvor man altså vil spærre større pladser af i byen, hvor man så kan kræve indgangsbetaling. 

Det skal give festivallen bedre mulighed for at kontrollere deltagerne. 

- Der vil stadig være gadefest, men scenerne på gaden vil blive lidt mindre. Lige nu er der problemer med antallet af toiletter og for store menneskemængder, uden at vi har et reelt budget til at kunne håndtere det professionelt. Her er løsningen nogle flere indhegnede lommer. For lige så snart, vi har flere penge, kan vi få flere toiletter, flere tissepatruljer og alt andet, der kan løse problemerne, siger han til Berlingske. 

Han understreger, at de 'lukkede' fester stadig vil være på gaden, så ånden omkring Distortion ikke går helt tabt. 

Der kan blive tale om cirka fem festivaller i byen, og så en række mindre gadefester i forlængelse af disse. 

Thomas Fleurquin kalder desuden årets fest på Rådhuspladsen for langt bedre, end den var på eksempelvis Sønder Boulevard på Vesterbro. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik