Rolig vinter afløst af blodig sommer: Her skydes der igen

Det har igen været en voldelig sommer i hovedstaden. Især Vestegnen er ramt at ekstraordinært mange skyderier.

Foto: Pressefotos.dk

Nu gik det lige så godt. 

Mens sidste sommer var én af hovedstadens blodigste i nyere tid, så har vinteren overordnet set været tilforladeligt. 

En gruppe fædre fik da også de to Nørrebro-bander, Brothas og Loyal to Familia, til at slutte fred tilbage i november 2017 - ganske vist efter tre dræb og 25 skudramte. Borgerne var gået på gaden i protest, og politiets helikopter var lettet. 

Freden varede ved. Og i marts 2018 var LTF-afdelingen i Tingbjerg gået i opløsning, hed det sig.

Læs også Tre unge mænd ramt af skud i Husum

Uro på Vestegnen

Anklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt rejst tiltale mod 15 bandemedlemmer fra LTF, der er tiltalt for at ville dræbe seks medlemmer af Brothas. 

Men alt imens at folk, der kan have forbindelse til sidste års bandekrig, sidder på bænken, er skudene igen begyndt at flyve i hovedstadens gader.  

Senest er tre mænd på henholdsvis 19 år, 21 år og 22 år ramt af skud i Gadelandet i Husum onsdag aften. 

Hvorvidt de tre er en del af bandemiljøet, kan politiet ikke bekræfte torsdag morgen. 

Læs også Politi: Skyderier på Vestegnen handler om hash og personfnidder

Kan skyldes konflikt om hash

Særligt Vestegnen har været ramt af uroligheder, og i alt 19 skud er løsnet i 2018 i henholdsvis Albertslund, Høje Taastrup, Avedøre, Rødovre og Ishøj. 

De voldsomme hændelser har fået politiet til at oprette en såkaldt "tryghedstelefon", så borgere kan skrive eller ringe direkte til en betjent i nærheden.

Københavns Vestegns Politi har tidligere i den forbindelse udtalt, at skyderierne kan skyldes en konflikt om det lokale hashmarked i Husum og Rødovre. 

overblik: skyderier denne sommer

  • Rødovre d. 2. juni: Her affyrede en gerningsmand en serie af skud mod en gruppe unge mænd på et grønt område - tæt på en legeplads, hvor børn og deres forældre opholdt sig. Gerningsmanden er ikke fundet.
     
  • Rødovre d. 7. juni: Der blev skudt nær en tankstation på Roskildevej 360. Inden da havde der været en biljagt med flere biler. En passager i en af bilerne blev ramt i foden af et strejfskud.

    Politiet mener, at de to skyderier i Rødovre er forbundet og skyldes en konflikt om det lokale hashmarked mellem grupperinger i Husum og Rødovre.
     
  • Albertslund d. 7. juni: Skyderiet skete ved Storkens Kvarter i Albertslund. Her blev en 20-årig mand ramt i benet, og en bil blev gennemhullet. Politiet har anholdt en 25-årig mand i Tyskland, som man mener står bag. 
     
  • Husum d. 9. juni: Anmeldelse om skyderi ved Kobbelvænget i Husum. Flere blev anholdt for "at afklare politiets færden". Der var ingen meldinger om ramte.
     
  • Nørrebro d. 17. juni: Masser af politi på Nørrebro efter anmeldelser om skud ved Den Røde Plads nær Nørrebrohallen og Nørrebrogade. 
     
  • Amagerfælledvej d. 19. juni: Natten til onsdag dør en mand af skud. Politiet havde onsdag ingen anholdte. Det er ikke bekræftet, at skyderiet har forbindelse til banderivaliseringerne. 
     
  • Gadelandet, Husum d. 21. juni: Tre mænd rammes af skud. Ingen er i kritisk tilstand. 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret