Efter møde med minister: Politikere ét skridt tættere på at rive Bispeengbuen ned

Politikere fra København og Frederiksberg har nu engageret transportministeren. Det bringer dem ét skridt tættere på at rive Bispeengbuen ned.

Lad os jævne Bispeengbuen med jorden og i stedet afvikle trafikken på strækningen i en tunnel under jorden.

Sådan blev en ny politisk opfattelse af den sekssporede vej på grænsen mellem København og Frederiksberg slået an i 2016. En ide der siden fik opbakning fra borgere.

Nu har politikere fra København og Frederiksberg engageret transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

quote Kommunerne får et økonomisk bidrag, der modsvarer den sparede vedligeholdelse i staten

Ole Birk Olesen, Transportminister, Liberal Alliance

Teknik- og miljøborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten, har sluttet sig til Frederiksbergs viceborgmester, Jan E. Jørgensen, Venstre, og sammen mødtes de torsdag med ministeren for at drøfte en overdragelse af broen til kommunerne. 

- Det var et positivt møde, hvor ministeren tilkendegav, at han ønsker at samarbejde videre om, hvordan vi kan lægge den Bispeengbue ned - så det er vi rigtig glade for, lyder det fra Ninna Hedeager Olsen til TV 2 Lorry umiddelbart efter mødet.

- Vi er ikke i mål endnu, men vi er et lille skridt tættere på, siger Jan E. Jørgensen.

Renovering for millioner

Hvis Bispeengbuen bliver overdraget til kommunerne, vil de ikke gennemføre den planlagte renovering af motorvejsbuen, der står til at koste staten 125 millioner kroner.

I stedet vil de gennemføre en nedrivning og så byudvikle. 

- Vi synes, at det kunne være rigtig fint, hvis der kunne komme en å igen, hvis der kunne komme nogle grønne områder og måske også noget boligudvikling i området, siger teknik- og miljøborgmesteren i København. 

quote Vi synes, at det kunne være rigtig fint, hvis der kunne komme en å igen

Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og miljøborgmester, Enhdl., København

Transportministeren har tidligere udtalt, at han er åben for at overdrage Bispeengbuen til kommunerne.

Minister vil finde politisk opbakning på Christiansborg

Efter dagens møde meddeler ministeren i et skriftligt svar til TV 2 Lorry, at han vil søge politisk opbakning blandt Folketingets partier til at overføre ejerskabet.

Et mere usikkert punkt på dagens dagsorden var kommunernes ønske om, at de 125 millioner kroner, som staten har sat af til renoveringen af 'buen', følger med i overdragelsen.

Ladegårdsåen var et yndet opholdssted for børn fra Nørrebro.
Ladegårdsåen var et yndet opholdssted for børn fra Nørrebro.
Foto: Københavns Stadsarkiv

- Staten har et ansvar. Det var dem, der i sin tid byggede Bispeengbuen. Det er statens vej, og derfor skal de selvfølgelig være med i det her. Det er selvfølgelig bedre, at vi kan få buen, end at vi ikke kan, men der skal også nogle penge på bordet, siger Jan E. Jørgensen, der også er viceborgmester på Frederiksberg.

Sådan et krav er ifølge ministeren en selvfølge, såfremt der kan findes politisk opbakning i Folketinget til at overdrage ejerskabet.

- (Overdragelsen red.) vil i givet fald ske efter de sædvanlige regler, hvor kommunerne får et økonomisk bidrag, der modsvarer den sparede vedligeholdelse i staten, siger Ole Birk Olesen, i et skriftligt svar til TV 2 Lorry.

Ladegårds Å

Bispeengbuen i København løber først ud i Ågade og derefter Åboulevard. De to veje tager netop deres navne fra den å, som indtil 1962 lå fritlagt på samme strækning.

Ladegårdsåen løber i dag i et rør under Åboulevarden, og udgør grænsen mellem København og Frederiksberg. Åen forsyner derudover Peblinge sø midt i København med vand.

Ågade på stykket mellem Falkoner Allé og Åboulevard. Foto 1910: Københavns Museum
Ågade på stykket mellem Falkoner Allé og Åboulevard. Foto 1910: Københavns Museum
Foto: Københavns Stadsarkiv

I dag er borgergruppen Miljøpunkt Nørrebro aktiv fortaler for, at man åbner åen igen. Det handler for dem både om, at Bispeengbuen er en såkaldt 'øjenbæ' i byens landskab, og at en fritlagt å i et grønt område kan bidrage til skybrudshåndtering.

Her kan du høre mere om, hvorfor Miljøpunkt Nørrebro gerne vil af med Bispeengbuen:

Anders Jørn Jensen mener blandt andet, at det hensynsløst overfor naboerne, at så massiv trafik får lov at køre tæt forbi.

SE TV 2 Lorrys indslag om Bispeengbuen her:

Riv Bispeengbuen ned og lav en Å-park. Bilerne er gemt væk under jorden og sikrer både mindre støj og bedre skybrudssikring i området Sådan har drømmen været længe for både Borgerinitiativet Åbn Åen - og fra Københavns og Frederiksberg kommuner. For den statsejede motorvejsbro der skærer gennem byen i anden sals højde, støjer og forurener, når bilerne drøner forbi. Om kort tid skulle broen egentlig renoveres for 125 millioner - men - i dag viste der sig en mulighed for, at imødekomme kommunernes ønske.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik