Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen - Ritzau Scanpix

Vil undersøge om Bispeengbuen kan laves om til en tunnel

Københavns Kommune sætter nu penge af til at undersøge mulighederne for at lave Bispeengbuen om til tunnel.

Frederiksberg Kommune satte allerede penge af til at undersøge mulighederne for at rive Bispeengbuen ned sidste år, og nu sætter Københavns Kommune også 200.000 af til at se nærmere på, hvad der kan lade sig gøre med den meget omtalte vej, det skriver Nørrebro-Nordvest Bladet.

- Det er et vigtigt skridt, København har taget. Det viser, at begge kommuner er seriøse omkring at arbejde videre med det her, siger Jan E. Jørgensen, Venstre, der både sidder i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og i folketinget.

Læs også Minister lukker kassen for en nedrivning af Bispeengbuen

Pengene skal bruges til at undersøge, hvad det vil koste at rive Bispeengbuen ned for at omlægge vejen til en tunnel. Tidligere har projektet: ”Åbn Åen” fået lavet en rapport hos Rambøll, der viser den billigste løsning indtil videre.

Staten ejer Bispeengbuen

Som det er nu ejer staten Bispeengbuen. Staten har allerede afsat 125 millioner til at istandsætte Bispeengbuen. Det er en proces, der efter planen skal gå i gang fra 2020, så den kan stå der i mange år, skriver Nørrebro-Nordvest Bladet.

Læs også Borgergruppe: Riv Bispeengbuen ned og skab et grønt område

Derfor håber, Lars Weiss fra Socialdemokratiet, medlem af Københavns Teknik- og Miljøudvalg, at pengene fra staten kan bruges til at rive buen ned og efterfølgende lave den om til en tunnel i stedet:

- Staten står foran at skulle bruge et trecifret millionbeløb på at renovere Bispeengbuen. Hvis de penge kunne bruges på noget, der kunne give byen et løft, så håber jeg da stærkt på, at transportministeren vil gå konstruktivt ind i de drøftelser, siger han til Nørrebro-Nordvest Bladet