Pengene er fundet: Nordsjællands fjerde største sø genopstår

Regeringen håber på, at søen kan gøre Nordsjælland til en 'fuglemagnet'.

De 93 millioner kroner, som det vil koste at gennemføre genopretningen af Søborg Sø, har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen nu fundet.

Dermed kan arbejdet begynde allerede i år, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse. 

Pengene er fundet ved i de kommende år at sælge statsejede ejendomme uden stor naturmæssig værdi. 

- Det giver rigtig god mening, at staten sælger for eksempel campingpladser, så vi i stedet kan gøre det, der er vores formål: At give danskerne gode naturoplevelser, udtaler Esben Lunde Larsen.

Lodsejere skal aflevere jord til projektet

Regeringen lægger vægt på, at projektet søges gennemført på frivillig basis. 

I dag er jorden fordelt på 63 lodsejere, og derfor vil der som en del af projektet skulle købes jord til en jordfordeling, hvor lodsejerne får tilbudt andre arealer i bytte for de arealer, der skal indgå i genopretningen.

Det har også været et krav fra Søborg Sø Landvindingslaug, har TV 2 Lorry tidligere berettet. 

I alt foreslås det, at et område på 500 hektar genoprettes. Cirka 340 hektar vil blive til sø og resten til enge.

Samtidig med at naturen får mere plads, vil den nye sø bidrage til mindre udvaskning af næringsstoffer som kvælstof og mindre udledning af drivhusgasser. Besøgende vil kunne nyde det genoprettede sølandskab fra stier og udsigtspunkter.

 

Kan tiltrække masser af fugle

- Jeg ser frem til at følge projektet i den kommende tid. Med en genopretning af Søborg Sø kan vi få et spændende naturområde, som kan blive en magnet for en lang række fugle som f.eks. ænder, svaner, lappedykkere og trækgæster som gæs og formentlig traner, siger miljøordfører for Det Konservative Folkeparti Mette Abildgaard.

Søborg Sø var tidligere Nordsjællands fjerde største sø.

I 1870’erne blev søen tørlagt for at skabe landbrugsjord. I dag sørger pumper for at holde søbunden tør. En genopretning af Søborg Sø vil betyde, at pumperne skal slukkes, og søen og naturen genoprettes.

Processen vil blive igangsat med afholdelse af et borgermøde den 6. marts 2018.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik