En gruppe borgmestre går nu i aktion for at undgå forringelser af kystbanedriften Foto: TV 2 Lorry

Kystbanen: Fire stationer får færre tog

En ny plan for Kystbanen betyder, at der kommer halvtimes drift i stedet for 20 minutters drift på en række stationer.

Bor du ved en af Kystbanestationerne: Rungsted Kyst, Skodsborg, Vedbæk eller Klampenborg? Så kan du se frem til at der bliver længere imellem togene  i aftentimerne. Det er i hvert fald et af elementerne den fremtidige trafikplan for togene som er sendt i høring. De seks borgmestre fra de kommuner Kystbanen kører igennem, har nu sendt et brev til Transportminister Ole Birk Olesen, LA, hvor de anbefaler ministren at droppe den nye køreplan.

- Det tiltag vil bremse Øresundsregionens udvikling og vil være til stor gene for de 8,7 millioner årlige brugere af Kystbanen i Nordsjælland, skriver de seks borgmestre i brevet.

Et andet problem ved den nye plan er, at Kystbanen skal adskilles fra Øresundstogene. Det vil betyde, at der ikke længere kommer til at køre tog direkte fra Nordsjælland til Lufthavnen, men at passagererne skal skifte tog, når de skal ud og rejse.

- Det vil få store konsekvenser for borgerne i Nordsjælland, der således er tvunget til at skifte tog og kan betyde fravalg af den kollektive trafik, skriver borgmestrene i brevet til Transportminister, Ole Birk Olesen, LA.

 

Læs også Kystbanen har haft katastrofe-måned: Pendlere laver dagbog fra forsinkelser

De seks borgmestre skal nu mødes med ministeren for at drøfte den nye trafikplan på et møde på mandag. De seks borgmestre er: Benedikte Kiær, Helsingør (Kons) Thomas Lykke Pedersen, Fredensborg (Soc. Dem), Morten Slotved, Hørsholm (Kons), Hans Toft, Gentofte (Kons), Jens Ive, Rudersdal (Venstre) og Sofia Osmani, Lyngby-Taarbæk (Kons).

Se borgmestrenes brev her

Indtil videre er trafikplanen i høring, der er uvist hvornår den eventuelt kan blive vedtaget. Ændringerne fra 20 minutters til halvtimes drift kan komme til at træde i kraft fra 2022. Ifølge planen skal Kystbanen adskilles fra Øresundstrafikken 2027, som dermed bliver det tidspunkt, hvor rejsende fra Nordsjælland til Lufthavnen derfor må påregne at skulle skifte tog.
 

Læs også En sommer uden tog: Vær positiv og snup cyklen på job