Kystbanen har haft katastrofe-måned: Pendlere laver dagbog fra forsinkelser

I maj har cirka hvert tredje tog været forsinket på Kystbanen. I denne uge laver flere pendlere en dagbog fra deres dag med forsinkelser.

Det har set skidt ud for pendlerne på Kystbanen i maj måned.

Hvert tredje tog har været forsinket - og fra København imod Helsingør var hvert andet tog forsinket.

Ulla Wittendorf pendler hver dag fra Espergærde til Nørreport Station, og hun er en af de pendlere, der har mærket forsinkelserne på egen krop.

- Det værste er, at man bruger rigtig meget tid på stationerne. Jeg er rigtig træt af at stå på Nørreport Station og suge kulos ind, siger hun. 

I denne uge har Ulla Wittendorf sagt ja til at lave en pendler-dagbog for os her på TV 2 Lorry, så vi kan få et indblik i, hvor slemt det står til. 

Varme gav togsæt problemer

En af de frustrationer, mange pendlere nævner, er, at informationerne ofte skifter.

- Man kan stå her og vente og vente. Jeg føler mig nogle gange rent til grin om aftenen, siger Ulla Wittendorf.

De mange fejl i maj måned skyldes alt fra signalfejl, brand og forsinkelser på den svenske side af Kystbanen. Og så har især varmen drillet. 

- Det har været en historisk varm maj måned og det har altså givet sig udtryk i, at togsættene har haft større problemer end normalt, siger Tony Bispeskov, som er informationschef i DSB. 

I maj måned har omkring en tredjedel af alle tog været forsinkede.

Mandag morgen var Ulla Wittendorfs samlede forsinkelse på 21 minutter. DSB og Banedanmark er opmærksomme på at information er vigtig, og at de kan blive bedre.

- Trafikinformation er alfa omega for kunderne, og der er klart der, vi har et forbedringspotentiale. Der kører et arbejde på tværs af Banedanmark og DSB med det i øjeblikket, siger Nicolai Sigsgaard, som er sektionschef i trafikstyring København, Banedanmark.

DSB: "Det er voldsomt"

Den anden pendler, der hjælper os med registrere sine oplevelser på Kystbanen, er Petter Åttingsberg. Han pendler mellem København og Espergærde.

  - Jeg har sagt ja til at medvirke i det her projekt, fordi jeg gerne vil være med til at sætte fokus på, at Kystbanen de sidste mange uger har kørt ad pommeren til, siger han. Heldigvis blev han ikke ramt af forsinkelser mandag.

Fra København imod Helsingør har den været helt gal i den seneste måned, hvor hvert andet tog var forsinket. Både DSB og BaneDanmark beklager de mange forsinkelser. 

- Jamen det er voldsomt. Bestemt. Derfor har vi også et særligt fokus på, hvordan vi kan minimere, at der så mange tog, der bliver ramt, siger Nicolai Sigsgaard.

- Maj måned har altså været rigtig udfordret. Det er vi kede af, fordi det tegnede faktisk meget godt i begyndelsen af året.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik