Foto: Henning Bagger - Scanpix

Kvindelig borgmester: Kollegaer kommenterer på baller og ben

Omkring hver femte kvindelige lokalpolitiker har oplevet sexistiske kommentarer fra kollegaer i byrådet, viser ny rundspørge.

"Hvad koster du?". Og "den nederdel sidder da godt og stramt".

Den slags bemærkninger oplever mere end hver femte kvindelige lokalpolitiker fra kolleger i byrådet, viser en rundspørge, der er foretaget af Altinget..

I alt 1.152 byrødder har svaret på spørgsmålet: "Har du oplevet sexistiske kommentarer fra en kollega i byrådet?". Heraf svarer mere end 22 procent af kvinderne og lidt over to procent af mændene ja.

Og det er ikke bare uskyldige morsomheder, mener de politikere, Altinget har talt med.

Borgmester i Roskilde Joy Mogensen, Soc.Dem., ser det som et magtinstrument, hvad enten det er bevidst eller ubevidst:

- Jeg kunne for eksempel komme ind til et byrådsmøde, hvor jeg havde forberedt mig grundigt og var helt klar til at gå ind og diskutere nogle politiske spørgsmål, og så startede det med, at én sagde "den nederdel sidder da godt og stramt". Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis er gennemtænkt eller ondt ment, men det bliver jo en del af et magtspil, hvor dét at kommentere baller eller ben kan være en måde at stække en på, siger hun.

Læs også Kvindelig borgmester måtte udstå sexchikane og spytklatter

"Den gamle borgmester var slem"

Rundspørgen var i alt sendt til 2.453 kommunalpolitikere.

"Den gamle borgmester var slem," svarer én lokalpolitisk kvinde i undersøgelsen, mens en anden fortæller, at hun en dag havde læderkjole på og blev spurgt af en kollega, hvad hun kostede.

Andre uddybende beskrivelser lyder: "Meget upassende og nedladende kommentarer midt i politiske drøftelser". Og: "Bemærkninger som "du kan da sidde på skødet" og "hør nu her lille ven"."

Tomas Breddam, Soc.Dem., fra Roskilde Byråd ser debatten om sexisme som et generationsopgør:

- Det handler ikke kun om generationsforskelle, men der er en normændring på vej. Og der er vi nødt til at gøre "de gamle" opmærksom på, at kvinder ikke synes, det er fedt, at du kommenterer deres påklædning, når de kommer ind til et seriøst møde. Det har vi andre i byrådene ansvar for at kommunikere i dagligdagen, siger han til Altinget. 

Læs også Caroline Stages valgplakater revet ned: "Jeg er pisse sur"

Københavnske politikere overvejer kvindenetværk

Hos Det Radikale Venstre i København har medlem af Borgerrepræsentationen Mette Annelie Rasmussen i løbet af valgkampen talt med flere af sine kønsfæller om problemet. De overvejer nu at starte en form for kvindenetværk efter valget.

- Det ville være godt med et uformelt forum, hvor vi kvinder på tværs af partierne kan diskutere nogle af de særlige udfordringer, vi møder i kommunalpolitik, siger Mette Annelie Rasmussen.

Flere steder beretter kvindelige byrådsmedlemmer, at den aktuelle samfundsdebat om sexchikane allerede har gjort en konkret forskel for tonen i lokalpolitik.

- Jeg tror, en del mænd kan mærke, at der er meget opmærksomhed om det her og derfor tænker sig om en ekstra gang, før de kommer med en sexistisk bemærkning, siger Susan Kjeldgaard fra Alternativet i Gribskov.