Kuppet borgmester lander nyt job

Efter Karsten Søndergaard måtte se sig slået i kampen om borgmesterposten, brugte han tid på at overveje sit næste skridt. Nu har han landet et nyt job.

Det blev en kort fornøjelse, da Karsten Søndergaard (V) blev genvalgt som borgmester i Egedal ved sidste kommunalvalg, for efter kun tre dage blev han overrumplet af Vicky Holst Rasmussen (S).

Derfor måtte Karsten Søndergaard se sig om efter et andet job, og det har han nu - knap seks måneder senere - fundet.

Overfor TV 2 Lorry bekræfter den tidligere Egedal-borgmester, at han per 1. maj tiltræder som økonomisk specialkonsulent i Halsnæs Kommune.

- Jeg har brugt noget tid på at finde ud af, hvad jeg så skulle. Det er jo spøjst, når man fra den ene dag til den anden ikke har noget job, siger Karsten Søndergaard.

- Jeg vidste ret hurtigt, at det skulle være noget med den kommunale økonomi. Den er enormt spændende. Det er en supertanker. Og så bød muligheden sig for det her job i Halsnæs, som jeg søgte og fik.

Karsten Søndergaard var borgmester fra 2017 til 2021, men det bekymrer ham ikke, at han nu skal tiltræde en stilling, der ikke involverer en gylden borgmesterkæde.

- Det bliver jo den anden side af bordet, men jeg har en fordel i, at jeg kender mange af de overordnede termer og sammensætningen i den kommunale økonomi, og nu kan jeg så dykke mere ned i maskinrummet. Men der er ingen tvivl om, at på nogle områder bliver det en stejl læringskurve, siger han.

Kup var "forfærdeligt og ærgerligt"

Den tidligere borgmester blev genvalgt på valgnatten den 16. november, men kun tre dage senere fik han nyheden om, at Socialdemokratiet og Konservative begge var hoppet fra den konstitueringsaftale, som havde gjort ham til borgmester.

Dermed kunne Egedal Kommune sige velkommen til en ny borgmester på pinden, socialdemokraten Vicky Holst Rasmussen.

quote En ting er, at jeg ikke skulle være borgmester, men det var måden det skete på, der var forfærdelig og ærgerlig

Karsten Søndergaard, tidligere borgmester i Egedal Kommune

Og med et nyt job på hånden ser Karsten Søndergaard nu tilbage på tiden efter kuppet.

- Det var en meget, meget mærkelig tid. I få dage forventede jeg, at jeg skulle være borgmester igen, men det skulle jeg ikke. Jeg er kommet videre, siger han.

- Jeg synes, at jeg har tacklet det fint, og jeg har ikke haft en krise over det. Men jeg er selvfølgelig stadig enormt skuffet over det, der skete, og måden det skete på. En ting er, at jeg ikke skulle være borgmester, men det var måden, det skete på, der var forfærdelig og ærgerlig, siger han.

Men selvom Karsten Søndergaard snart starter på sit nye job i Halsnæs Kommune, forbliver han politisk aktiv i Egedal, hvor han fortsat sidder i byrådet og er gruppeformand for Venstre.

Det er fortsat for tidligt at sige, om Karsten Søndergaard kan finde på at stille op til borgmesterposten igen ved næste kommunalvalg i 2025, siger han som svar på TV 2 Lorrys spørgsmål:

- Det er ikke, fordi jeg ikke vil sige det. Jeg ved det bare simpelthen ikke, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik