Ny borgmester i Egedal: - Borgerne i Egedal ønskede en anden retning

Socialdemokratiet og Konservative hoppede begge fra en konstitueringsaftale, som gjorde Karsten Søndergaard til borgmester. Nu tager Vicky Holst Rasmussen i stedet kæderne.

Aftaleparterne bag den nye konstituering i Egedal Kommune præsenterer nu deres aftale.

Med i aftalen er Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Enhedslisten og lokallisten Ny Egedal. Og det er også grunden til, at konstitueringen først falder på plads nu.

Det fortæller Egedal Kommune nye borgmester Vicky Holst Rasmussen (S) til TV 2.

- Der er sket det, at efter den konstitueringsaftale, vi landede på valgnatten, har vi tænkt os godt om. Med det resultat, der lå, kunne vi se, at borgerne i Egedal ønskede en anden retning.

Konservative: Får mest konservativ politik igennem med ny aftale

Ifølge Charlotte Haagendrup fra de Konservative i Egedal gik hun i første omgang med i en aftale med Venstres hidtidige borgmester, Karsten Søndergaard, på grund af flere års godt samarbejde.

Men her kunne de konservative ikke få den indflydelse, de gerne ville have.

- Så er det mit job at forsøge at få mest mulig konservativ politik igennem, og det får jeg i den her aftale, siger hun til TV 2.

Samtidig understreger hun, at det er vigtigt, at lave så bred en aftale om borgmesterposten som muligt. Og derfor er det ifølge Charlotte Haagendrup vigtigt at inkludere Lokallisten Ny Egedal.

Ved valget, der var listens første, fik den nemlig 17,9 procent af stemmerne. Men alligevel var Lokallisten Ny Egedal ikke med i aftalen om at gøre Karsten Søndergaard til borgmester.

- Når man sætter så stor en lokalliste udenfor indflydelse, er det ikke godt for demokratiet, siger Charlotte Haagendrup.

Lokalliste stormede frem - nu varsler de forandringer

Lokallisten Ny Egedal stillede for første gang op til kommunalvalget i Egedal i år.

Her slugte partiet hele 17,9 procent af stemmerne, men alligevel var listen ikke med i den oprindelige konstitureing. Men med den nye aftale, som gør socialdemokraten Vicky Holst Rasmussen til borgmester, varsler listen forandringer.

Det fortæller gruppeformand Ulrik John Nielsen til TV 2.

- Det har været meget tydeligt op til det her valg, at borgerne ønskede noget nyt. Og det kan de nu få i den her konstellation, siger han.

Enhedslisten: - Vi er nye, så vi skal lære

Mens SF er gået frem med et procentpoint i Egedal, har Enhedslisten, der stiller op for første gang, samlet 4,4 procent af stemmerne.

Dermed kan de to partier tilsammen mønstre tre mandater. Og ifølge Jens Skov fra SF er det "et vink med en vognstang" om, at de to partier har medvind blandt borgerne.

- Vi ønskede da helt klart en rød borgmester. Det er derfor, vi er med her, for vi skal skabe rød politik med en rød borgmester, siger han.

Hos Enhedslisten er Helle Bovien dog mindre kræsen.

Selvom hun er glad for den nye konstituering, er det vigtigste ifølge Helle Bovien nemlig hvilken politik, der føres - ikke hvem der sidder på borgmesterkontoret.

- Vi er ikke så meget til hvilken person, men hvor vi kan gøre mest for borgeren, natur og klima. Vi er nye, så vi skal lære, men vi er et godt sted, siger hun til TV 2. 


_