Kunstige bakker som værn mod støj fra motorvej et skridt nærmere

Kommunalbestyrelsen i Albertslund støtter opførelsen af enorme, rekreative støjvolde ved motorvejen og sendt projektet i offentlig høring.

Et kæmpestort landskabsprojekt, der skal afskærme mod motorvejsstøj og samtidig tjene som grønt område er kommet endnu et skridt nærmere at blive realiseret.

Et flertal i kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune har givet grønt lys til planerne om Hyldager Bakker - en støjvold udformet som et grønt område med bakker og træer.

Nu er projektet sendt i offentlig høring, inden den kæmpemæssige støjvold ved Holbækmotorvejen mellem Albertslund og Høje-Taastrup kan vedtages endeligt.

Det fremgår af referatet fra det seneste møde i kommunalbestyrelsen.

Bevæbnet med en ny miljøkonsekvensrapport valgte et flertal at stemme for både at gå videre med en ny lokalplan, der kan virkeliggøre projektet og samtidig tilføre flere penge til opførelsen, fremgår det af referatet. 

 
 
Foto: Hasløv & Kjærsgaard

For stemte medlemmer fra Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Venstre og Konservative. Imod planerne er dog Enhedslisten og Dansk Folkepartis medlemmer.

Planerne og tilladelserne er i høring frem til den 9. april 2019. Hvis ikke høringssvarene giver anledning til markante ændringer, forventer man at kunne gå i gang med at rydde området i juli måned, mens selve opførelsen kan påbegyndes i september.

Skal bygges af 1,5 millioner kubikmeter overskudsjord

Hyldager Bakker skal bestå af to jordvolde, der til sammen strækker sig omkring 1,1 kilometer langs motorvejen. Over motorvejens vejaben rager bakkerne 18 meter i vejret, mens de på den anden side får et maksimal højde på 22 meter over det eksisterende terræn.

Til dette skal man bruge omkring 1.560.000 m³ overskudsjord, bestående af ren jord og lettere forurenet jord fra andre byggerier og anlægsprojekter.

Til sammenligning rager kommunens andet kunstige højdedrag - Herstedhøje - mellem 35 og 45 meter op over landskabet og blev opført i 1960'erne af cirka 3.000.000 m³ byggeaffald.

Hyldager Bakker har været undervejs i et stykke tid. Herunder kan du se et indslag fra slutningen af november sidste år, da planerne blev offentliggjort.

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik