Bred aftale giver mulighed for rekreative støjværn ved motorveje

Sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti åbner regeringen op for at opføre naturparker som støjvolde langs motorveje på Vestegnen.

Grønne, bakkede områder langs motorvejsnettet på Vestegnen, der fungerer som støjvolde, er en god idé.

Det mener regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der i forbindelse med den igangværende revision af Fingerplanen vil åbne op for flere projekter, hvor anlagte naturparker langs motorveje skal dæmpe trafikstøjen.

Det fremgår i en aftale, parterne har indgået om styrket naturhensyn.

- Vi har besluttet, at der bliver mulighed for at opføre støjvolde, der blandt andet på Vestegnen kan dæmpe den trafikstøj, som plager rigtig mange derude, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov fra De Konservative til TV 2 Lorry.

Det står der i aftaleteksten​​​​​​

Aftaleparterne er enige om behovet for at kigge på, hvordan man kan mindske trafikstøj i boligområder.

 

Der igangsættes derfor et servicetjek af, om kommunerne i planloven kan gives yderligere redskaber og muligheder for forebyggelse og reduktion af vejstøj.

 

Regeringen vil som en del heraf åbne mulighed for at opføre støjvolde i de grønne kiler langs motorvejen, i forbindelse med den igangværende revision af Fingerplanen.

Minister: Pænere med træer end betonmure

Her kan man se, hvor støjvolden i Albertslund er udset til at være. Der skal samtidig bygges boliger i området, der er markeret med en rød streg.
Her kan man se, hvor støjvolden i Albertslund er udset til at være. Der skal samtidig bygges boliger i området, der er markeret med en rød streg.
Foto: Hasløv & Kjærsgaard

Ministeren var tidligere på måneden i Albertslund for at se nærmere på kommunens planer om at anlægge landskabsprojektet Hyldager Bakker ved Holbækmotorvejen, der skal fungere som en enorm støjvold med indbygget sports- og naturpark.

Her glæder borgmester Steen Christiansen fra Socialdemokratiet sig over det brede flertal, der vil tillade støjvolden.

- Det er utrolig positivt. Det betyder, at 1200 boliger bliver støjdæmpet, og vi får mulighed for at opføre 250 nye i området. Stor ros til regeringen og forligspartierne for at have arbejdet så hurtigt, siger han til TV 2 Lorry.

Mødet har tilsyneladende efterladt Rasmus Jarlov inspireret.

- Det er meget pænere for landskabet at man bygger en vold med træer på, frem for at man opfører en mur af plastik og beton. For mig virker det som en god måde at holde støjen nede, mens man bevarer rekreative områder, siger erhvervsministeren til TV 2 Lorry.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov besøgte Hyldagergrunden i Albertslund for at høre nærmere om et storstilet projekt.

To fluer med ét smæk

I Socialdemokratiet har folketingsmedlem fra Rødovrekredsen Morten Bødskov længe slået på tromme for støjvolde - blandt andet ved Ørnekærs Vænge ved Køge Bugt Motorvejen.

Han er derfor svært begejstret over punktet, der er skrevet ind i aftaleteksten. Et punkt, han selv har arbejdet på at få inkluderet.

- Vi er både begunstiget og belastet af, at vi på Vestegnen lever tæt på hinanden og tæt på trafikken. Grønne områder er noget, der er efterspurgt, og det samme er støjdæmpende tiltag, siger han til TV 2 Lorry.

- Hvis du laver en støjvold i eksempelvis en af vores grønne kiler, så nedsætter den dels støjen, men samtidig skabes der også et grønt område, som flere vil bruge og sætte pris på.

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

Dermed landskabsprojektet Hyldager Bakker i Albertslund fået endnu et rygstød. Bevæbnet med regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiets hensigtserklæringer, kan flere være på vej. Efterspørgslen efter grønne områder og støjdæmpende foranstaltninger er i hvert fald til stede på Vestegnen, forklarer Bødskov.

- Et af de punkter, der kom frem ved høringen om trafikstøj i Albertslund, var, at man dels gerne vil have støjværn, men også gerne vil have rekreative områder. Så ved at åbne op for støjvolde i grønne kiler får man ligesom det bedste fra to verdener, siger Morten Bødskov.

Omkring 700.000 boliger i Danmark er plaget af trafikstøj. 300.000 af dem ligger i hovedstadsregionen.

Ny naturpark i Albertslund skal værne mod støj.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik