Foto: TV2lorry

København: Bruger millioner på modersmålsundervisning

Københavns Kommune bruger mere end 20 millioner kroner om året på modersmålsundervisning. Kun få kommuner har samme tilbud.

Arabisk, tyrkisk og urdu er de mest tilbudte sprog, når København som en af landets eneste kommuner tilbyder gratis modersmålsundervisning til skolebørn af forældre fra ikke-europæiske lande.

Det skriver metroxpress.

Regningen for ordningen er de seneste tre år løbet op i knap 23 millioner kroner.

Modersmålsundervisning har historisk set været et emne, der deler vandene. Blandt andet fordi forskning har haft svært ved at give et entydigt svar på, om undervisningen gavner eleverne.

- Det er svært at skaffe kvalificerede undervisere, og tilbuddet er frivilligt, så man når mest de ressourcestærke. Min vurdering er, at ordningen ikke er pengene værd, siger folkeskoleekspert Niels Egelund, professor ved Aarhus Universitet, til metroxpress.

Dén holdning deler Børne- og ungdomsborgmester i København, Pia Allerslev fra Venstre.

Hun vil derfor af med tilbuddet.

- Det er vigtigt, at eleverne lærer så meget dansk som muligt. Det giver de bedste forudsætninger. Modersmålsundervisning er i mine øjne ikke kernevelfærd, og erfaringen er meget blandet, siger hun, til avisen.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation ønsker dog at holde fast i ordningen.

- Når de unge mestrer et sprog, bliver det lettere at tillære andre sprog og fag - eksempelvis matematik. Vi så gerne, at det blev obligatorisk, så alle tosprogede blev en del af det, siger de Radikales Henrik Nord, der er medlem af Børne- og Ungdomsudvalget.

Også lærerstanden i København mener, at undervisningen kommer samfundet til gode.

- For det første sikrer undervisningen, at de unge føler, deres kultur bliver accepteret, men samtidig er det også en ressource med en stor sproglig kompetence, som senere i livet kan komme samfundet til gode, siger Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening, til metroxpress.