Foto: Linda Kastrup / Scanpix

Jødisk skole trænger til ro: Ikke rart at være terrormål

Mediebevågenhed har flyttet eleverne fokus fra skolearbejdet, siger repræsentant for Carolineskolen.

Det kommer desværre ikke bag på os, at folk ude i verden vil os det ondt, alene af den årsag, at vi er jøder. Det er selvfølgelig aldrig rart at blive konfronteret med en konkret trussel.

Jonathan Fischer, næstformand for Det Jødiske Samfund i Danmark og repræsentant for Carolineskolen

Hos den jødiske Carolineskole i København er der tilfredshed med, at der snart kan sættes punktum for den såkaldte Kundbysag, skriver Ritzau.

Den 17-årige Kundbypige er tirsdag blev kendt skyldig i forsøg på at planlægge terror mod blandt andet Carolineskolen.

- Vi byder det hjertelig velkommen, at vi forhåbentlig snart kan slippe for den store medieomtale, der er fulgt i kølvandet på sagen, også omkring Carolineskolen, siger Jonathan Fischer, næstformand for Det Jødiske Samfund i Danmark og repræsentant for Carolineskolen til Ritzau.

Den store bevågenhed om sagen har ifølge Jonathan Fischer flyttet børnenes fokus. 

Læs også 17-årig pige skyldig i plan om terror mod københavnsk skole

- Den mediebevågenhed, der naturligt er omkring sådan en sag, distraherer især børnene fra det, der er vigtigt - at gå i skole og have en ordentlig skolegang, siger Jonathan Fischer.

Jøder er udsatte

Spørgsmål: Hvordan er det at have vished om, at man er et potentielt terrormål?

- Det kommer desværre ikke bag på os, at folk ude i verden vil os det ondt, alene af den årsag, at vi er jøder. Det er selvfølgelig aldrig rart at blive konfronteret med en konkret trussel, siger Jonathan Fischer til Ritzau.

Han mener, at politi og anklagemyndighed har gjort et godt stykke arbejde i sagen. 

Læs også Leder på Carolineskolen: Vi ændrer ikke vores dagligdag

- Det afspejler en meget professionel tilgang fra myndighedernes side. Man har formået at gribe ind på det helt rigtige tidspunkt - så der var sikre beviser, der kunne føre til domfældelse, samtidig med at planerne ikke var så fremskredne, at et angreb var ført ud i livet, siger han.

Om skolens generelle sikkerhedssituation siger han:

- Vi er tilfredse med den dialog, vi har med myndighederne om det. Man tager det meget seriøst, og vi har ikke noget at klage over, siger Jonathan Fischer.

Retten udmåler den endelige straf i forhold til den 17-årige pige på torsdag.