02:47

Se TV 2 Lorrys allerførste portræt af Gentoftes borgmester Hans Toft.

Se Lorrys første portræt af Hans Toft: Allerede den gang en stædig bykonge

Gentoftes Hans Toft er den længst siddende borgmester i Danmark på nuværende tidspunkt. Og hvordan lykkes man lige med det?

En hurtig billedsøgning afslører, at Hans Toft ikke har forandret sig meget i de seneste 25 år.

I hvert fald ikke på det ydre. 

Gentoftes borgmester er som oftest klædt i et gråt jakkesæt. Håret er redt fra venstre mod højre. Og slipset bundet i en stram 'windsor'-knude. 

Men selvom den konservative bykonge tilnærmelsesvis ligner sig selv, så har verden forandret sig en del i de 25 år, Hans Toft nu har hersket over Danmarks rigeste kommune. 

I 1993, da Hans Toft overtog borgmesterposten midt i en valgperiode fra partifællen Birthe Philip, var Facebook ikke opfundet.

Det var Øresundsbroen og røgfrie tog-stationer forresten heller ikke. 

Og så var der langt større tillid til kommunalpolitikerne. 

Læs også Borgmester om udligning: "Det minder om at konfiskere borgernes penge"

Kræver mere tillid fra Christiansborg

Det mener i hvert fald Hans Toft selv, der peger på manglende tillid som den største forskel på 1993 og 2018:

- Både regeringen og Folketinget blander sig i stadig større udstrækning i kommunernes forhold. Man kan se det hver morgen, hvis man åbner for TV 2 News. Hvis en kommune gør noget, som populisterne på Christiansborg ikke synes om, så står de der straks, siger han til TV 2 Lorry. 

00:56

Allerede som nyslået borgmester kunne Hans Toft sætte journalisterne på plads. 

Luk video

Konkret peger han på Hellerup Havn, hvis han skal give et nyere eksempel. 

- Vi har passet og plejet havnen forbilledligt i mange, mange år. Men nu vil ministeriet have området fredet, så man kan være med til at bestemme over stedet fremadrettet. I dag mener man åbenbart, at man er bedre end kommunen til at passe på tingene, siger han. 

Hans Tofts Tre største politiske kampe i 2017/2018

Vil betale for at flytninge skal bo andre steder
Der er for få boliger i Gentofte, og priserne er for høje til, at flygtninge på integrationsydelse kan betale for at bo i dem, lød det i 2017 fra Hans Toft. Derfor foreslog borgmesteren, at kommuner skal have lov til at bygge almene boliger uden for kommunegrænsen, som man kan henvise flygtninge til.

Stævner staten for at få fingre i Mærsk-arv
Gentofte Kommune fik ikke en krone fra Mærsk Mc-Kinney Møllers dødsbo. Man mente at have 1,5 milliarder kroner i udsigt - men det mente Skat ikke. Derfor har Hans Toft stævnet staten. Sagen afgøres i Østre Landsret.

Ønsker loft over den kommunale udligning
Ifølge tal fra det Nationale Forskningscenter for Velfærd skal Gentofte i år 2018 betale mere end 3,2 milliarder kroner i kommunal udligning. Det er en milliard mere end for 10 år siden, og Hans Toft mener, at nu er nok blevet nok.

Ikke bange for at tordne mod Borgen

At det netop er folketingspolitikerne, som Hans Toft langer ud efter, er ikke overraskende.

Bykongen har flere gange gjort sig bemærket for at tage kampen op mod landspolitikerne. 

Én af Hans Tofts mærkesager har siden starten af 90'erne været kampen mod udligningsskatten, der i korte træk går ud på, at rige kommuner skal betale til mindre rige kommuner. 

Skal han pege på én af hans fortsat største udfordringer, så lander valget da også på dette emne:

- Jeg vil sige det sådan, at mit største ønske og håb er, at regeringen og folketinget kommer til fornuft, så de ikke lader sig presse af jyderne til at påføre os yderligere skatter til andre kommuner, siger han. 

Mexico's præsident Enrique Pena Nieto og hustru Angelica Rivera besøger sammen med Kronprinsparret Tjørnegaardsskolen i Gentofte torsdag d. 14 april 2016. Til højre ses Gentoftes borgmester Hans Toft. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Kontakt med borgerne belønner sig

Og hvad er så hemmeligheden bag at blive siddende i 25 år på magten?

Ganske vist er Gentofte en forholdsvis homogen kommune med den højeste disponible indkomst i landet per borger og et solidt konservativt flertal i de seneste 100 år. 

Men derfor kan man ikke tillade sig at hvile på laurbærene, mener Hans Toft, der faktisk har udbygget sit flertal fra ni mandater i 1993 til hele 13 mandater i 2017:

- Én ting er helt klart. Man skal være i god kontakt med sine borgere, siger han og uddyber:

- Vi har reformeret vores arbejdsform, så vi bruger langt mere tid med borgerne. Jeg vil gerne fortsætte med at sikre lokaldemokratiet, så vi i fremtiden skaber endnu mere politik sammen med borgerne. 

Læs også Politiker om borgerinddragelse: "Vi mister overblikket"

Helt konkret har man i Gentofte Kommune lavet otte såkaldte 'opgaveudvalg', hvor ti borgere mødes med fem politikere for at løse kommunale opgaver i fællesskab. 

- Jeg er ikke stolt over at være den længst siddende borgmester. Det, som betyder mest, er, hvordan man gør sit job. Jeg er stolt over at stå i spidsen for en effektiv kommune med et højt serviceniveau på de mest kendte velfærdsområder. At vi har en lav beskatning og et bredt tillidsarbejde med borgerne. 

Magtfulde bymænd

Hans Toft er den nuværende borgmester, som har siddet i længst tid.
Men flere andre bykonger har også haft en imponerende periode:

Kjeld Rasmussen
Sad i 39 år i borgmesterstolen i Brøndby - fra 1966 til 2005.

Ove E. Dalsgaard
Nåede 31 år  - 1981 til 2012 - som borgmester i Ballerup.

Steen Dahlstrøm
Var borgmester i Middelfart i 31 år fra 1886 til 2017.

Finn Åberg
Var borgmester i Albertslund fra 1978 til 2009 - også 31 år.