Ny bæredygtig bydel på vej – på størrelse med Nordhavn

Albertslund Kommune vil skabe fremtidens bæredygtige bydel i område på størrelse med Nordhavn.

Skitse af den nye bydel. Foto: Albertslund Kommune

Albertslund Kommune har store ambitioner og vil omdanne Hersted Industripark til fremtidens bydel.

Her ønsker man at skabe 12.000 nye boliger til 24.000 borgere og flere tusinde arbejdspladser. Hele området er på størrelse med Nordhavn og har et areal på 160 hektar.

Læs også Nye skilte i Albertslund: Skoven skal være mere brugervenlig

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Borgermester i Albertslund Kommune Steen Christiansen fra Socialdemokratiet kalder det for et af de største byudviklingsprojekter udenfor København.

- Området med Hersted Industripark har kæmpe potentialer, som vi skal have udnyttet. Jeg forventer mig meget af planen, som skal sørge for en bæredygtig udvikling og ende ud i fremtidens bæredygtige by. Vi trækker skoven ind i byen og vil skabe nye og blandede bydele med både attraktive boliger og erhverv, som hånd i hånd skaber et vitalt liv ved den kommende letbane, fortæller han.

Formålet med projektet er blandt andet, at Albertslund skal positionere sig som en grøn og bæredygtig velfærdsby i hovedstaden.

Læs også Kæmpe klimadrøm i Albertslund: Vil plante en halv million træer

Førerløse busser

Hersted Industripark skal deles op i 11 kvarterer med nye bebyggelser og beplantning. Kvartererne bliver bundet sammen rekreative boulevarder, parker og grønne områder til idræt og leg. Derudover kommer der førerløse busser, digitale informationsstandere og supercykelstier.

Planen skal i tråd med kommuneplanstrategien have rod i FN’s verdensmål. Kommunen ønsker også at videreføre et stisystem til den nye bydel, hvor gående og cyklister er adskilt fra den tunge trafik på vejene.

Læs også Verdens længste vikingebro indviet i Albertslund

Udviklingen af Hersted Industripark skal ske i tre faser og forventes tidligst færdig i 2045. I første fase forbindes området med den nye letbane via en ny bygade. Dertil kommer rekreative områder og et urbant bydelscenter i området ved stationen. Senere kommer etableringen af de mere skovnære områder.

Hersted Industripark set ovenfra. Foto: Albertslund Kommune

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik