Bind og tamponer har domineret i årtier: To unge mænd bragte alternativ til landet

Der skulle to mandlige iværksættere til at sætte skub i menstruationsbranchen. De startede virksomheden OrganiCup og fik gjort menstruationskoppen populær.

Artiklen er oprindeligt udgivet i april 2022, men vi synes stadig, at den er læseværdig, derfor har vi genudgivet den. God fornøjelse.

Den tid på måneden, besøg fra Rødby og malere i opgangen. 

Kvinders menstruation kan være svært at benævne og tale om.

- Da jeg startede i virksomheden var det meget svært at snakke om menstruation. Det kunne jeg simpelthen mærke. Der er noget tabu. Selv i Danmark hvor vi føler, at vi er meget åbne. De sidste tre-fire år har det dog udviklet sig helt vildt i den positive retning. Lige pludselig bliver der talt om menstruation på tv og i standup-shows. Sofie Linde fortæller, at hun bruger en kop og kommer den i opvaskemaskinen. Der er åbnet op omkring emnet.

Sådan siger Gitte Dalberg-Larsen. 

Hun er i dag administrerende direktør og medejer af virksomheden AllMatters.

VTS Thumb
Serie

Viljen til Succes

De sørger for at holde hovedstadsområdet i gang. De producerer, servicerer og genererer ideer - til gavn for både bundlinje og beskæftigelse. Men det er hårdt arbejde at skabe en succesfuld virksomhed. Det kræver mod, visioner, værdier og ikke mindst vedholdenhed. Det kræver viljen til succes. 

 Se serien her

En Nørrebro-virksomhed som i høj grad også kan takkes for den positive udvikling.

AllMatters - tidligere kendt som OrganiCup - tog nemlig for alvor menstruationskoppen til Danmark og startede et fællesskab, hvor det er okay at tale om menstruation.

- Koppen gør det så meget nemmere for kvinder at have menstruation, når man ikke skal skifte bind og tampon hver tredje time. Vi kender alle også det her med at gemme bindet oppe i ærmet i skolen eller på arbejdspladsen, når det er tid til at skifte. Med koppen kan man også dyrke sport, og man kan svømme. Det giver en frihed, siger Gitte Dalberg-Larsen.

Artiklen fortsætter under videoen

I årtier har menstruationsbranchen stået stille og været domineret af engangsprodukter, der er skidt for kroppen, pengepungen og miljøet. Det har to unge mænd kæmpet for at lave om på. De designede deres egen menstruationskop og fik den gjort populær - ikke kun i Danmark, men mange steder i verden.

Udover at nedbryde tabu og at gøre livet lettere, er virksomhedens mål at skåne miljøet.

- Almindelige engangsprodukter som bind og tamponer skaber rigtig meget affald, og det går selvfølgelig ud over vores have, og det ligger på strandene, så det har været et stort kald for mig, at man med så enkelt et produkt som menstruationskoppen kan løse det problem, fordi en menstruationskop kan vare i mange år, og så skærer du ned på det affald, du ellers ville generere, forklarer direktøren.

En kvinde bruger gennemsnitlig 12.000 bind og tamponer gennem sit liv.

To mandlige iværksættere fik idéen

Den første menstruationskop blev opfundet i 1930'erne, men først i 00'erne var der et marked for produktet. I 2012 stødte William Ravn og Kristian Meincke på en artikel om den eneste menstruationskop på det danske marked. Den var canadisk, emballagen var Barbie-lyserød, den var dyr og blev solgt i få butikker. 

quote Vi vidste absolut ingenting om hverken bind eller tamponer.

Kristian Meincke, stifter & medejer

Det mente de to mænd, at de kunne gøre bedre.

- Vi tænkte, at vi ville lave det fuldstændig modsatte af, hvad de andre gør, fortæller Kristian Meincke, der er medstifter, medejer og chef for onlinehandel. Han fortsætter:

- Det var en helt ny verden for os. Vi vidste absolut ingenting om hverken bind eller tamponer, men jo mere vi læste, kunne vi godt se, at det ikke var så bekvemt, som vi måske havde gået og troet. Selvom man bruger bind eller tamponer, så er det stadig noget, man skifter tre-fire gange om dagen, hvor sådan en kop den skal skiftes meget sjældnere, så vi kunne hurtigt se, at der var super mange fordele ved det her produkt, samtidig med at det var genanvendeligt.

Artiklen fortsætter under billedet

Medstifter Kristian Meincke er i dag virksomhedens chef for onlinehandel.
Medstifter Kristian Meincke er i dag virksomhedens chef for onlinehandel.
Foto: Morten Bisgaard/TV2 Lorry

Mange løftede øjenbrynene, når de to unge mænd fortalte om deres projekt.

- Det er et grænseoverskridende produkt, hvis man er vant til at bruge bind eller tamponer, og vores veninder sagde, at de synes, at det var en fed idé, men de kom nok aldrig selv til at bruge det, og nu er det jo sjovt, at alle mine veninder bruger vores kop i dag, siger Kristian Meincke.

De to mænd stiftede OrganiCup, designede en menstruationskop og fik veninder til at teste den. Men det var ikke nemt at være to mænd alene i et menstruationsfirma, så de allierede sig med Gitte Dalberg-Larsen i 2015.

- Jo mere jeg dykkede ned i alt det, der er omkring menstruationskoppen. Omkring menstruation generelt. De barrierer, tabuer og period poverty, der er rundt omkring i verden, hvor kvinder og piger ikke har adgang til menstruationsprodukter og bliver nødt til at bruge produkter, som er uhygiejniske, som er beskidte. Det kan være beskidt klæder, tørret komøg osv. jo mere så jeg et kæmpe potentiale i virksomheden, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet

AllMatters menstruationskop kommer i tre størrelser, og brugsanvisningen er trykt på selve emballagen.
AllMatters menstruationskop kommer i tre størrelser, og brugsanvisningen er trykt på selve emballagen.
Foto: Morten Bisgaard/TV2 Lorry

Piger har ikke råd til menstruationsprodukter

En ud af ti afrikanske piger går glip af skoleundervisning på grund af menstruation, og i Storbritannien har en ud af ti piger ikke råd til menstruationsprodukter.

- De bliver måske væk fire-fem dage hver eneste måned fra skole, og det er altså meget i et skoleliv, siger Gitte Dalberg-Larsen.

quote jeg har da oplevet lidt og hørt nogle ting, som jeg ikke vidste kunne lade sig gøre.

Kristian Meincke, stifter & medejer

Fra start har AllMatters doneret menstruationskopper til fattige piger og kvinder ude i verden.

Men herhjemme var det en kamp at få folk til at acceptere koppen.

- Det er lidt svært at skulle sælge noget ind til en indkøber, som aldrig har hørt om en menstruationskop før. Aldrig har haft en forespørgsel på det. Vi har jo alle sammen arbejdet hårdt. Også på sociale medier og med influencers osv., så vi har sat enormt meget fokus på at få opbygget kendskabet. Få fortalt om alle de gode ting, og lige pludselig så var det som om, at der gik hul på bylden, siger Gitte Dalberg-Larsen

Hun er blevet direktør for AllMatters, mens Kristian Meincke er chef for onlinehandel. Medstifter William Ravn laver noget andet i dag.

Artiklen fortsætter under billedet

I dag har AllMatters 15 ansatte og har solgt over to millioner menstruationskopper.
I dag har AllMatters 15 ansatte og har solgt over to millioner menstruationskopper.
Foto: Morten Bisgaard/TV2 Lorry

Virksomheden er vokset fra tre til 15 ansatte, de har solgt over to millioner kopper, og de forhandles i over 40 lande.

- Det var ikke noget, vi havde regnet med, da vi startede i 2012, at det skulle blive så stort, fortæller Kristian Meincke.

Koppen afføder mange sjove spørgsmål

Men hvordan er det så den lille, populære kop fungerer?

- Når du indfører den, så sætter den sig fast med et vakuum, og så opsamler den blodet, og så tager du den ud, når du føler, den er ved at være fuld. Så tømmer du den og sætter den op igen, forklarer Gitte Dalberg-Larsen.

Artiklen fortsætter under billedet

Gitte Dalberg-Larsen kom ind i virksomheden i 2015. I dag er hun adm. direktør.
Gitte Dalberg-Larsen kom ind i virksomheden i 2015. I dag er hun adm. direktør.
Foto: Morten Bisgaard/TV2 Lorry

Der findes ingen dumme spørgsmål, men produktet har godt nok affødt nogle sjove episoder og samtaler.

- Helt til at starte med sad jeg på supporten i tre år og besvarede 30.000 kundehenvendelser, så jeg har da oplevet lidt og hørt nogle ting, som jeg ikke vidste kunne lade sig gøre, siger Kristian Meincke.

- Jeg har hørt om folk, der har sat den op med stilken opad. Jeg har fået spørgsmålet, om den kan forsvinde. Om den kan vandre op og lande i maven, og det er jo fysisk umuligt. Så er der folk, som har troet, at den kunne bruges som et kondom til kvinder. Og så er der nogle som forestiller sig, at det vælter ud med blod på gulvet, når man tager den ud, og det gør det jo ikke, fortæller Gitte Dalberg-Larsen.

quote AllMatters er et fantastisk navn, fordi det for os betyder, at vi alle kan gøre en forskel.

Gitte Dalberg-Larsen, adm. direktør

Men koppen er ikke længere virksomhedens eneste produkt.

Bæredygtig pulversæbe og trusser, der kan opsamle blod er nu også på hylderne.

- Vi har vidst i lang tid, at vi ville komme med flere produkter, som kan gøre en forskel i folks hverdag. Ligesom koppen har gjort. AllMatters er et fantastisk navn, fordi det for os betyder, at vi alle kan gøre en forskel med de bæredygtige valg, vi tager. Og de små ting vi gør, kan også betyde meget, afslutter Gitte Dalberg-Larsen.

AllMatters er også begyndt at sælge bæredygtig pulversæbe og menstruationstrusser.
AllMatters er også begyndt at sælge bæredygtig pulversæbe og menstruationstrusser.
Foto: Morten Bisgaard/TV2 Lorry

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik