Fra ko til mejeri på få minutter: Brødre sælger is lavet på oldefars hemmelige opskrift

I 100 år har familien Hansen været ismejerister, og i dag ejer familien Hansens Flødeis, hvor økologi og friske råvarer er kernen i deres isproduktion.

Flødeis, sorbet og gelato.

Vi danskere elsker is. Faktisk spiser en gennemsnitlig dansker knap 10 liter is om året.

Og nogle af ishusets fristelser, kommer fra Hansens flødeis.

- Jeg elsker is af hele mit hjerte, og det er dels, fordi det bare smager godt, men også fordi vi er født ind i en familie, hvor vi aldrig har lavet andet end is.

De to brødre Rasmus Eibye og Anders Eibye Hansen har været officielle ejere af Hansens Flødeis siden 2010.
De to brødre Rasmus Eibye og Anders Eibye Hansen har været officielle ejere af Hansens Flødeis siden 2010.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Lorry

Sådan siger Anders Eibye Hansen, som er salgsdirektør og ejer af Hansens Flødeis. Hans bror, Rasmus Eibye, der også er ejer og administrerende direktør, tilføjer: 

- Jeg kan også rigtig godt lide is, og det er egentlig sjovt nok, for man tænker, at man burde blive træt af det, men det sker aldrig.

VTS Thumb
TV 2 LORRY Serie

Viljen til Succes

De sørger for at holde Lorryland i gang. De producerer, servicerer og genererer ideer. Til gavn for både bundlinje og beskæftigelse. Men det er hårdt arbejde at skabe en succesfuld virksomhed. Det kræver mod, visioner, værdier og ikke mindst vedholdenhed. Det kræver viljen til succes. 

play Se serien her


Gennem fire generationer har familien Hansen været ismejerister, og i dag bruger de stadig oldefarens opskrift. 

Ismejerister gennem 100 år

Men selvom brødrene har en succesfuld virksomhed, så er deres mål ikke at blive store. 

- Hverken Rasmus eller jeg har en ambition om, at vi skal være Danmarks største eller verdens største isfirma. Vi er egentlig drevet af nogle helt andre ting, forklarer Anders Hansen. Rasmus Eibye uddyber:

- Vi laver en is, der er oprindelig. Den bygger på tradition, økologi og selvfølgelig smag. Vi taler meget om vores is som en oplevelse, siger han.

quote Det er en ægte Mads Skjern-historie.

Anders Eibye Hansen

Rasmus og Anders er fjerde generation af ismejerister, og deres familie har en lang og interessant historie.

- Vores is-tradition starter for 100 år siden, da vores oldefar havde et bymejeri og en lille isproduktion i Hillerød, og så udviklede tingene sig derfra. Det er en ægte Mads Skjern-historie med en driftig mand, der kommer til byen og får bygget et rigtig fint firma. Dengang hed det Frederiksborg Is. Opkaldt efter Frederiksborg Slot, fortæller Anders Hansen.

Brødrenes oldefar hed Hans Hansen, og i starten af 1900-tallet var han byens ismand. Han håndterede mælk og fløde, og lavede isblokke til folks isskabe. Altså datidens køleskabe. 

Artiklen fortsætter under billederne

Hans Hansen åbnede et bymejeri i Hillerød i 1922. Her håndterede han mælk, fløde og krystal-is - altså isblokke, der blev brugt i datidens køleskabe.
Hans Hansen åbnede et bymejeri i Hillerød i 1922. Her håndterede han mælk, fløde og krystal-is - altså isblokke, der blev brugt i datidens køleskabe.
Foto: Hansens Flødeis
Da flødeisen blev populær i Europa, begyndte Hans Hansen også at producere is i det lille mejeri.
Da flødeisen blev populær i Europa, begyndte Hans Hansen også at producere is i det lille mejeri.
Foto: Hansens Flødeis

Han begyndte også at fremstille flødeis.

- Vores farfar blev også mejerist og drev Frederiksborg Is videre. Senere tog vores far over. Og så sker der noget rigtig dramatisk i is-verden i 80'erne og 90'erne, som ikke er beskrevet i så mange historiebøger, men som var vigtigt for os, og det var den store nordiske is-krig, fortæller Anders Hansen. Han uddyber:

- Der kom store udenlandske spillere ind i Skandinavien og købte op, så vores far solgte Frederiksborg Is i 1997. Derefter var han både lettet, men også rastløs. Han har altid været drevet af at lave virkelig lækre ting og god is, så han startede en ny virksomhed, hvor vi gik tilbage til rødderne og den oprindelige metode.

Og så var Hansens Flødeis født. Denne gang kom ismejeriet til at ligge i Jægerspris i Frederikssund Kommune.

- Vores far startede op igen i 2003 og opkaldte selvfølgelig vores firma efter vores oldefar Hans Hansen. Fra cirka 2007 var vi børn med i virksomheden på fuld tid. I 2010 besluttede vores far, at nu var det vores tur til at drive stedet, så vi fik lov til at være alene hjemme med projektet, men han kommer stadigvæk for at se om det hele står endnu, fortæller de to brødre med et grin.

Fra ko til mejeri på få minutter

I de 12 år Rasmus og Anders Hansen har haft nøglen til mejeriet, har de indført 100 procent økologi og så kender de deres råvareproducenter personligt.

Hansens Flødeis får deres mælk fra de 120 jerseykøer, som holder til på Svanholm Gods.
Hansens Flødeis får deres mælk fra de 120 jerseykøer, som holder til på Svanholm Gods.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Lorry

Og deres mælk kommer fra Svanholm Gods. En herregård, der ligger få kilometer væk.

- Vi har hele værdikæden. Den rå mælk kommer ind i den ene ende af mejeriet og i den anden ende kommer den færdige is ud. Vi har hele mælkebehandlingen, og det lyder super logisk, at man har det, men der er bare ikke andre, der gør det. Og det gør bare, at vi kan lave en god is, forklarer Anders Hansen.

I dag bliver Hansens Is forhandlet i flere butikskæder og en række ishuse. De har deres egen iscafé og 30 til 40 ansatte afhængig af sæson.

quote En is smager godt, når den smager af de råvarer, den er lavet af.

Rasmus Eibye

Og kunstige tilsætningsstoffer er nærmest et bandeord i det lille ismejeri.

- Det er fuldstændig ligegyldigt at lave en is, der smager halvirriterende. En is smager godt, når den smager af de råvarer, den er lavet af. Vi har prøvet mange gange, at folk siger til os, at vores rabarberis ikke smager af rabarber. Det er et udtryk for, at mange ikke ved, hvordan rigtig rabarber smager. I sodavand, vingummi og is er smagen i høj grad bygget på aromastoffer, som er kunstigt fremstillet, og det er det, som forbrugerne oplever i stedet for det ægte, siger Rasmus Eibye.

Hansens Flødeis holder til i Jægerspris. På adressen har de både deres ismejeri, lager og en iscafé.
Hansens Flødeis holder til i Jægerspris. På adressen har de både deres ismejeri, lager og en iscafé.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Lorry

Anders Hansen supplerer:

- Da vi startede med at lave Hansens Is, der var det jo super vigtigt for vores far at lave is, som man gjorde dengang han var barn. Og det går egentlig bare på at bruge lang tid på at blande, varme iscremen langsomt op, lade det køle ned og lade iscremen modne, altså før man pisker det til is.

Udover den oprindelige metode bruger de hos Hansens is også oldefarens opskrift.

- Opskriften er sådan set hemmelig, og det er kun blandemesteren, der kan se den og kender den, så på den måde er den hemmelig nok i detaljen, Men der er mange tips og tricks, som vi har bygget op med tiden, så jeg tror egentlig mere, det er en kombination af det hele, der er hemmeligheden, siger Rasmus Eibye.

Is giver oplevelser

Selvom det er svært at vælge mellem sine is-børn, så er det Kongo og Pop, der er brødrenes yndlings.

Men når man spiser is, handler det ikke kun om smagen.

- Det vi laver er et privilegie, fordi vi har med folks kerneoplevelse at gøre. De fleste mennesker har et barndomsminde, som blomstrer op hver sommer, når man skal have den første is. Det var den is, jeg spiste med min mormor, eller vi plejede altid at tage derhen. Vi plejer altid at sige, at det er helt klart sjovere at lave is end at lave leverpostej, men jeg aner intet om at lave leverpostej. Det kan også være, at det er vildt sjovt, siger brødrene og med smil på læben.

Brødrene kender deres producenter personligt, og rejser gerne rundt i verden for at besøge dem.
Brødrene kender deres producenter personligt, og rejser gerne rundt i verden for at besøge dem.
Foto: Morten Bisgaard Christensen/TV 2 Lorry

Undersøgelser viser, at størstedelen af danske husstande har is i fryseren. Meget af den is kommer fra de helt store mejerier, og der er brødrene Hansen ikke iblandt.

- Vi har omkring tre procent markedsandel, så det er ikke særlig meget. Vi kan lave 10.000 isvafler på en dag, og det lyder af meget, hvis man selv skal spise dem, men hvis man ser i forhold til industrien, så griner folk lidt af os. Tingene i dag er blevet så ultraeffektive. På en stor moderne isfabrik, der kan de lave måske 40.000 isvafler i timen, fortæller de om virksomhedens størrelse.

Men selv som lille producent, kan man opleve problemer.

- Vanilje har været en af de ting, som har været en udfordring. Priserne er steget virkelig kraftigt, og det kan være svært at få den vanilje, vi skal bruge, så det har været et kontinuerligt benspænd for os over en lang årrække, siger Anders Hansen.

Rasmus og Anders Eibye Hansen har deres egne vaniljemarker i Uganda.
Rasmus og Anders Eibye Hansen har deres egne vaniljemarker i Uganda.
Foto: Hansens Flødeis

Han fortsætter:

- Vi besluttede derfor at investere i vores egne vaniljemarker i Uganda. Det gør, at vi er mere sikre på at kunne få den vanilje, vi skal bruge, vi kan styre kvaliteten og så giver det nogle gode oplevelser, at vi kan tage ned og besøge vores vaniljemarker, forklarer Anders Hansen.

Om der skal købes flere marker i udlandet er uvist, men planen er, at Hansens Flødeis skal blive ved i samme spor som hidtil.

- Vi har nogle kandidater, som måske vil overtage virksomheden og blive den femte generation i is-traditionen. Men vi er også selv unge, så planen er sådan set bare at udvikle videre og gøre det, vi brænder for, afslutter de to is-brødre.