Frank Jensen går til modangreb efter dramatisk exit: - Alle kan se det er uholdbart

Flere eksperter bakker delvist op om den tidligere overborgmester.

Der har været stille om tidligere overborgmester Frank Jensen (S), efter at han trak sig fra posten og dansk politik for knap en uge siden.

Men i et større interview med Berlingske fortæller han nu, at han mener, at der er store problemer med retssikkerheden i den måde, som hans sag er blevet behandlet på i medierne.

Uklare anklager, anonyme kilder og ingen forældelsesfrist på sagerne er en del af forklaringen:

- Forældelse er en grundsætning i dansk retspleje. Har du begået en forbrydelse, som kan give op til fire års fængsel, så er den forældet efter fem år. Men i disse moralske og etiske sager arbejder pressen ikke med forældelse. Sager, som ligger 10-12 år tilbage i tiden, bruges i en aktuel debat om krænkelser. Det, tror jeg, alle kan se, er uholdbart, siger Frank Jensen blandt andet.

Frank Jensen erkender, at nogle kvinder har følt sig krænket af hans adfærd, men afviser og giver også andre bud på, hvad der er sket i de pågældende sager.

TV 2 har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Frank Jensen lørdag aften, men uden held.

Advokater giver ham delvis ret

Frank Jensen trak sig som overborgmester i København samt som næstformand i Socialdemokratiet 19. oktober.

Han trak sig, efter at blandt andet Jyllands-Posten kunne fortælle om flere kvinder, der havde oplevet krænkende adfærd fra Frank Jensen – primært i festligt lag. Selvom han erkendte, at hans adfærd er blevet opfattet krænkende, var han allerede dér utilfreds med forløbet – og brugen af anonyme kilder.

På et pressemøde lød det fra den afgående overborgmester, at vi skal passe på ikke at "stille folk for en folkedomstol, uden at man kender de konkrete anklager".

Flere advokater fortalte i samme ombæring, at de forstod, at anonymitet kan være en nødvendighed i krænkelsessager, men at det kan vanskeliggøre behandlingen af sagerne - og den anklagedes retssikkerhed:

- Jeg synes, det er højst betænkeligt, at kvinderne kan få lov at være anonyme, samtidig med at de udpeger navngivne mænd. For politikeren, eller hvem det end er, har jo ikke en chance for at afvise det, sagde juraprofessor Eva Smith til Berlingske.

Samme melding kommer søndag i Berlingske, hvor blandt andet kønsforsker på Roskilde Universitet Karen Sjørup ser med gru på sagerne om Frank Jensen og tidligere politisk leder i Radikale Venstre, Morten Østergaard:

- Det er vores allesammens retssikkerhed, der bliver krænket med de her sager, hvor navngivne personer bliver anklaget for ting, som de selv har glemt. Det kan jo falde tilbage på os alle sammen. Jeg kan blive anklaget for at have krænket en mandlig studerende i min tid som universitetslektor. Noget, som man slet ikke har en erindring om. Det er da problematisk– og især for mænd, fordi de jo ikke tør forsvare sig, siger Karen Sjørup.

Advokat og tidligere direktør ved Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen forstår Frank Jensens holdning, men siger til avisen, at han ikke mener, at medierne har begået fejl i sagen.

Flere sager væltede ham

En af de sager, der imidlertid ikke byggede på anonyme kilder, var en sag fra 2012, hvor overborgmesteren under en bytur tog det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Maria Gudme på låret og førte hånden op ad låret og under kjolen på hende. Det fortalte Gudme selv til Jyllands-Posten lørdag i sidste uge. Og hånden på låret erkender Frank Jensen selv om han ikke selv kan huske det.

Dagen efter den historie kunne formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, i København, Cecilie Sværke Priess, fortælle, at hun forud for et krisemøde i partiet havde modtaget en række henvendelser fra kvinder, der havde følt sig krænket af Frank Jensen, og at den seneste havde fundet sted i 2019.

Henvendelserne var primært anonyme, og det kom frem, at Frank Jensen skulle have forsøgt at kysse Cecilie Sværke Priess i Fælledparken i 2019. Det afviser Frank Jensen pure i Berlingskes interview. Cecilie Sværke Priess er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelse.

Frank Jensen valgte at undskylde for sine handlinger i et længere opslag på Facebook og fortalte, at der var opbakning til, at han fortsatte.

Dagen efter måtte Frank Jensen dog erkende, at beskyldningerne og de tidligere sager ville skygge for hans politiske projekt, og han valgte at trække sig.

Frank Jensen har tidligere været i vælten, da han både i 2004 og 2011 blev beskyldt for at have krænket kvinder til julefrokoster. Frank Jensen var efterfølgende ude og undskylde sine handlinger.

Frank Jensen har efter sit exit været tavs og meddelt, at han ikke længere vil opdatere sin side på Facebook.

Partifællen Lars Weiss blev 23. oktober valgt som ny overborgmester i København – uden modkandidater.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik