Næstformand: Samtaler i S-ledelsen bidrog til Frank Jensen-exit

S-ledelsen, hvor både Mette Frederiksen, Mogens Jensen og Frank Jensen sidder, diskuterede sidstnævntes sager.

Det var blandt andet efter drøftelser i Socialdemokratiets ledelse, at Frank Jensen på grund af krænkelsessager trak sig som overborgmester i København og næstformand i partiet.

Det bekræfter Mogens Jensen, som er den ene af partiets to næstformænd, natten til tirsdag.

Socialdemokratiets ledelse består af to næstformænd - hvoraf Mogens Jensen er den ene, og Frank Jensen var den anden - samt en partisekretær og formand Mette Frederiksen.

quote Jamen, det er klart, at vi taler sammen i den socialdemokratiske ledelse

Mogens Jensen, den ene af Socialdemokratiets to næstformænd

Og samtaler i det forum har bidraget til, at Frank Jensen mandag trak sig, oplyser Mogens Jensen, efter at flere kvinder de seneste dage er stået frem og har anklaget Frank Jensen for at have krænket dem.

- Jamen, det er klart, at vi taler sammen i den socialdemokratiske ledelse. Sådan må det også være, siger Mogens Jensen.

Og der er så blevet bragt en form for besked videre til Frank Jensen, eller hvordan skal det forstås?

- Jeg kan kun sige, at vi selvfølgelig har talt sammen i den socialdemokratiske ledelse om det her, og blandt andet de samtaler og vel andre indtryk, som Frank Jensen har fået, har fået ham til at tage den beslutning, som han har taget her, siger Mogens Jensen.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Næstformand i Socialdemokratiet, Mogens Jensen.
Næstformand i Socialdemokratiet, Mogens Jensen.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Belaster partiet

Søndag aften fik Frank Jensen ellers opbakning fra Socialdemokratiets gruppe i Københavns Borgerrepræsentation til at fortsætte som overborgmester. Her meddelte han også, at han fortsat ville være partiets spidskandidat i København.

Men mandag havde Frank Jensen ændret holdning og trak sig. Han ville ikke selv svare på, om han havde talt med Mette Frederiksen om sin beslutning.

Næstformand Mogens Jensen kommenterede i et Facebook-opslag mandag overborgmesterens beslutning om at trække sig, som han kaldte "hård, men også nødvendig", og det står han ved.

- Altså det fremgår jo klart – også med udgangspunkt i det, som Frank Jensen selv har sagt – at han trækker sig på baggrund af de eksempler, der er kommet frem på krænkelser, og det gør han selvfølgelig, fordi det belaster ham, og fordi det belaster Socialdemokratiet, siger Mogens Jensen natten til tirsdag.

- For mig at se skal der heller ikke herske nogen tvivl om, at chikanerende adfærd – uanset hvor det måtte forekomme i politik, medierne eller mange andre arbejdspladser - er uacceptabelt, uddyber han.

Vil ikke påvrike Jeppe Kofod-sag

Mogens Jensen understreger, at han har "stor respekt" for Frank Jensens politiske arbejde både i København og på landsplan.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) måtte for nylig for anden gang undskylde, at han i 2008 som 34-årig havde sex med en dengang 15-årig pige, som han mødte til et arrangement i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Men næstformand Mogens Jensen mener ikke, at Frank Jensens exit sætter den sag i et nyt lys.

- Jeg mener, at den sag er fuldt belyst tidligere. Han har været ude at undskylde den sag og fik også sanktioner dengang, siger Socialdemokratiets næstformand.

- Derfor mener jeg, at han efter de her 12 år har håndteret sagen, som han burde gøre - nemlig ved at erkende, at det var en fejl, og han har sagt undskyld.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik