Nyt coronaudbrud i Solrød - demensafdeling er ramt

Det er anden gang på en måned, at Solrød Kommune kan konstatere smitteudbrud med coronavirus.

04:09

(Arkivfoto) Demensafdeling i Solrød Kommune er blevet ramt med coronavirus. Video: Bax Lindhardt - Ritzau Scanpix

I Solrød Kommune er et plejecenter blevet ramt af coronavirus. Der er tale om den private del af Plejecenteret Christians Have, Altiden.

Coronavirus har spredt sig på Altidens demensafdeling, hvor smitten har ramt fem ansatte og én borger. Det oplyser plejecenteret i en pressemeddelelse.

Karin Kappel, der er kvalitets- og velfærdschef for Altiden, understreger over for TV 2 Lorry, at plejecentret har overholdt sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi nu står i en situation, hvor vi har et udbrud. Det er det, vi hele tiden har håbet på, vi kunne undgå. Status er nu, at alle er testede, og vi kan se, at smitten er isoleret – indtil videre til vores demensafsnit, siger hun.

Læs også Biograf bruger UV-lys mod coronavirus: "Vi gør det efter hver forestilling"

Altiden blev gjort opmærksom på smitten fredag aften, hvor en medarbejder var testet positivt.

- Medarbejderen har ladet sig teste, fordi hun har et familiemedlem, der er testet positiv, og medarbejderen har været på arbejde i forrige weekend, siger Karin Kappel til TV 2 Lorry.

I alt er fem medarbejdere nu smittede og sendt hjem, mens borgeren er isoleret på plejecenteret. Da Altiden blev bevidste om smitten, blev demensafsnittene isolerede fra resten af plejecenteret.

TV 2 Lorry kunne den 30. maj fortælle, at Solrød Center Pub har været ramt af coronavirus. To medarbejdere blev konstateret smittet med coronavirus.

Pubben havde været lukket ned i to måneder, men efter kun 12 dages åbent måtte pubben atter lukke ned, da to medarbejdre var testet positive for coronavirus. 

Læs også Værtshus lukker: Mindst to ansatte smittet med corona

To enkeltstående tilfælde

Smitten på Solrød Center Pub og på plejecenteret Altiden kan samles under samme betegnelse, siger Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunulogi på Københavns Universitet.

- Vi kalder det mikroudbrud. Det er typisk udbrud, der er meget koncentreret om eksempelvis forretninger eller plejehjem. De her mikroudbrud ser vi, fordi der før har været mange mennesker, der har været smittet, og nu er der få, der er smittet, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Så når flere mennesker har interaktioner med hinanden, som medarbejdere på et plejehjem, så kan smitten poppe op igen, siger han.

På grund af situationens alvor er der nu indført totalt besøgsforbud på hele Altidens del af Plejecenter Christians Have. For resten af Plejecenter Christians Have er det fortsat de udmeldte retningslinjer for besøg, der er gældende. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik