Kuppet Solrød-borgmester tror ikke på at kuppet holder

To borgmesterkandidater i Solrød er uenige om, hvem der er løbet fra hvilke aftaler - og de er uenige om, hvorvidt det er muligt, at den kuppede S-borgmester kan generobre posten fra Liberal Alliance.

I knapt seks dage kunne socialdemokraten Jonas Ring Madsen glæde sig over udsigten til at sætte sig i Solrøds borgmesterstol.

En lille uge efter kommunalvalget står han dog forundret tilbage, efter at Venstre, Konservative og Havdruplisten har valgt at pege på Liberal Alliances Emil Blücher som borgmester i stedet.

Det, efter at der ellers var indgået en tværpolitisk konstituering mellem Socialdemokratiet, VoresSolrød, Dansk Folkeparti, HavdrupListen - og ja, Liberal Alliance.

- Det, jeg står tilbage med nu, er en stor forundring over, at Emil Blücher vælger at bryde den aftale, der blev underskrevet på valgnatten, siger Jonas Ring Madsen mandag aften til TV 2 Lorry:

- Jeg er mest af alt forundret over, at Emil Blücher var villig til at indgå samarbejde med Venstre for at blive borgmester, når nu flere partier var gået til valg på blandt andet en ny politisk kultur og forandring i Solrød, fortsætter han.

To om at løbe fra aftaler

Hele 1.581 personer - svarende til 12 procent af vælgerne - valgte at stemme personligt på Liberal Alliances Emil Blücher ved kommunalvalget den 16. november, og blot fire ud af Solrød Byråds 19 mandater endte med tilfalde de røde partier.

Spørger man den nyligt kårede borgmester, Emil Blücher (LA), så er det da også netop det bærende argument for, at han løb fra sin aftale - selvom han anerkender, at det ikke var "kønt" gjort:

- Det har vi jo været to om. Jonas Ring Madsen er selv løbet fra en aftale med Venstre og Konservative, og jeg er så løbet fra Socialdemokratiet, siger den nye borgmester til TV 2 Lorry.

- I den forbindelse hæfter jeg mig ved, at jeg er den, der har fået flest personlige stemmer, og at 15 ud af 19 i byrådet er blå. Så jeg kan forsvare det med, at det er i trit med, hvad borgerne har stemt på.

Jonas Ring Madsen afviser selv, at han skal være løbet fra en aftale med de to blå partier.

Ikke slut endnu

Solrøds nye liberale borgmester byder Jonas Ring Madsen velkommen til at være en del af konstitueringsaftalen. De to parter er nemlig enig om især én ting, mener han:

- Vi er jo skræmmende enige i, at der skal ske en forandring, så hvis de ord stadig står ved magt, så er der en fremstrakt hånd til at komme med i aftalen og til at indgå i løbende samarbejde med os. Med det mener jeg, at jeg ikke er gift med de andre partier, siger Emil Blücher.

Og mens Emil Blücher står med fremstrakt hånd mod Jonas Ring Madsen, står socialdemokraten i det modsatte ringhjørne og venter på, at det bliver den 1. december.

- Lige nu tager jeg det ret stille og roligt. Den konstitueringsaftale, der blev lavet om natten, håber jeg måske et sted i fremtiden kan blive effektueret igen, siger Jonas Ring Madsen:

- Og jeg tror, at Emil Blücher vil finde ud af, at vælgerne ikke har stemt på den aftale, han har indgået, men at de har stemt på en ny kultur, og når det går op for ham, så vil han komme tilbage, og så håber og tror jeg på, at Emil Blücher i sidste ende vil være tro mod valgets tale.

Forventer du, at du stadig kan blive borgmester i Solrød?

- Borgmesteren bliver først valgt den 1. december i Solrød Byråd, og indtil det er sket kan alle jo blive borgmester af dem, der er blevet valgt.

Jeg stiller lige spørgsmålet igen. Forventer du, at du stadig kan blive borgmester i Solrød?

- Ja. Det må være svaret.

Det er Emil Blücher ikke overraskende uenig i.

- Rent teknisk har han jo ret. De er først, når aftalen er vedtaget i byrådssalen, at den er gyldig, men jeg har en klar forventning om, at den bliver holdt. Baseret på de mange positive tilkendegivelser, vi har fået, bekræfter det mig i, at det var den rette vej at gå, siger han.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik