Plejehjem isoleret: Beboer død med corona-virus - endnu én er smittet

En beboer på Plejecenter Sjælsø i Rudersdal er afgået ved døden og efterfølgende testet positiv for Covid-19. Endnu en er smittet.

En plejehjemsbeboer, som afgik ved døden på Plejecenter Sjælsø i Rudersdal, er efter sin død blevet konstateret positiv for den frygtede coronavirus, der i øjeblikket holder store dele af Danmark lukket.

Det oplyser Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse.

Borgeren boede i et hus på plejecenteret, hvor der er i alt ti boliger for ældre, plejekrævende beboere.

Kommunen oplyser, at hele huset nu er isoleret, ligesom de øvrige beboere i huset er isoleret i deres egne boliger.

En beboer yderligere smittet

Det sker, efter en beboer yderligere i huset også er testet positiv for Covid-19.

- Det er selvfølgelig en meget ulykkelig situation ikke mindst for den afdødes familie, men i høj grad også for de øvrige beboere i huset, deres pårørende og de medarbejdere, som har deres daglige gang i huset, siger vicekommunaldirektør i Rudersdal Kommune, Thomas Bille.

Plejecenterets personale håndterer alle beboere i huset ud fra en antagelse om, at de kan være coronasmittede.

Personalet, der har vagter i huset, har naturligvis ikke opgaver andre steder på plejecentret.

De øvrige beboere er testet for corona søndag eftermiddag. Det gælder også alle medarbejdere, som har været i kontakt med beboerne, oplyser kommunen, som dog tidligst forventer svar på, om flere er smittet, mandag.

- Vi er i tæt dialog med sundhedsmyndighederne om situationen og følger deres anvisninger. Samtidig er det vigtigt at understrege, at vi ikke bare her, men overalt på kommunens plejecentre følger alle råd, vejledninger og påbud fra sundhedsmyndighederne, siger Thomas Bille.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik