Natten til lørdag udbrød der brand på en genbrugsplads i udkanten af Roskilde By.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry.
- Vi får en anmeldelse om brand klokken 02.23. Det er sket i en stor bunke flis og haveaffald, siger vagtchef Mads Haugaard og tilføjer:
- Da vi kommer, er der meget stor røgudvikling og høje flammer derude.
Vagtchefen oplyser, at brandvæsenet har været i gang med slukningsarbejdet hele natten. Og lørdag formiddag er de fortsat i gang derude.
- Vi (politiet, red.) har været derude i nattens løb og igen her til morgen. Og vi får meldingen om, at alt er under kontrol, siger Mads Haugaard.
Ifølge vagtchefen er der intet at være bekymret for i forhold til røgsøjlen, som fortsat kan ses i Roskilde.
- Røjsøjlen går forholdsvis lodret op, det er i et industrikvarter og det er almindeligt haveaffald, som brænder. Så der er ingen fare på færde.
Der er ingen meldinger om hverken personskade eller skade på bygninger i forbindelse med branden.
På Twitter skriver politiet, at slukningsarbjedet forventes at tage syv dage.