Flere kommuner forbyder rygning på legepladser - kun starten, siger forsker

Fra på torsdag må der ikke ryges på legepladser i Roskilde Kommune, men rygerne må vænne sig til begrænsninger, for dem kommer der flere af, ifølge forsker.

Om få dage må man ikke længere tænde en smøg, mens man som forældre holder øje med sit barn, der svinger sig i klatrestativet. I hvert fald ikke, hvis det foregår på en legeplads i Roskilde.

Gældende fra torsdag den 13. februar må der nemlig ikke længere ryges på legepladserne i Roskilde Kommune. En beslutning, der gavner kommunens børn, og som formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Morten Gjerskov fra Socialdemokratiet, ser frem.

Morten Gjerskov er glad for, at kommunen nu kan gøre alle legepladser røgfrie.
Morten Gjerskov er glad for, at kommunen nu kan gøre alle legepladser røgfrie.
Foto: Amanda Goth - TV 2 Lorry

- Alle er enige om, at det her med at ryge i nærheden af børn ikke er godt. Vi har jo ikke en kamp mod rygerne, men vi har en kamp mod røgen. Så at lave den her henstilling om, at det gør vi ikke i Roskilde Kommune, det synes jeg er rigtig godt. Og helt på sin plads, siger han til TV 2 Lorry.

København har samme henstilling

Helt konkret vil der blive sat skilte op på 26 legepladser, så reglerne for området bliver slået fast.

- På legepladserne vil man blive mødt med en henstilling om, at der er børn, så her ryger vi altså ikke. Det vil også betyde, at de forældre, som er der med børn, kan gå hen og sige til dem, der ryger - vil du ikke være sød at trække et andet sted hen?, siger socialdemokratiets Morten Gjerskov.

Men Roskilde er ikke den eneste kommune, der har fokus på legepladserne, når det kommer til rygning.

I Københavns Kommune valgte man i 2013 at takke nej til cigaretrøgen på legepladser.

Festivaler bliver måske også røgfrie

Men hvad bliver det næste? Det kan Lotus Sofie Bast svare på.

quote I virkeligheden så er kommunerne bare rigtig meget på forkant.

Lotus Sofie Bast, tobaksforsker på Statens Institut for Folkesundhed

Lotus Sofie Bast er forsker i tobaksforebyggelse på Statens Institut for Folkesundhed, og hun er glad for, at kommunerne selv er initiativrige, når det kommer til at begrænse rygningen.

- Man kunne forestille sig, at det bliver andre steder, hvor der er mange samlet på et sted. Det kunne for eksempel være idrætsanlæg, og det kunne også være festivaler og andre af den slags arrangementer, siger hun.

Faktisk har flere festivaler indført røgfrie zoner og begrænset salg af cigaretter. Så måske er det ikke helt utænkeligt, at selv festivaler kan blive røgfrie en dag.

Mange steder har rygeforbud

Men legepladser er langt fra de eneste steder, hvor man ikke må ryge.

Slut med smøger på legepladser i Roskilde - og jagten på et røgfrit liv breder sig

Man må for eksempel ikke ryge indendørs på offentlige og private arbejdspladser. På nogle arbejdspladser må der ikke ryges på matriklen, og på andre må der slet ikke ryges i arbejdstiden.

Der må heller ikke ryges på skoler og uddannelsesinstitutioner, i kollektiv trafik, på serveringssteder og på togperroner og banegårde.

Lotus Sofie Bast mener, at rygernes begrænsninger vil blive mere og mere udtalte.
Lotus Sofie Bast mener, at rygernes begrænsninger vil blive mere og mere udtalte.
Foto: Amanda Goth - TV 2 Lorry

- Det at kommunerne selv begynder at tage fat på det her, det betyder jo, at der også er noget interesse for at forebygge rygning rundt omkring i landet. Det er ikke kun oppefra, at kommunerne pålægges stramninger, for det kommer også fra dem selv. I virkeligheden så er kommunerne bare rigtig meget på forkant, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik