Roskilde kan i år fejre et usædvanligt jubilæum. Det er nemlig 1000 år siden, den første biskop, man kender til, er nævnt ved navn. Han hed Gerbrand og blev hurtigt en brik i ærkebiskoppernes kamp om magten.
For efter Gerbrand var blevet bispeviet i England, blev han taget til fange af Unwan, som var ærkebiskop i Hamburg-Bremen.
- Og så fik han lov til at sidde et halvt års tid i et ret mørkt rum et-eller-andet sted dybt nede i bispeborgen i Hamburg, indtil han havde fundet ud af, det var en god ide at sværge troskabsed til Hamburg-Bremen, fortæller Peter Fischer-Møller, som er den nuværende biskop i Roskilde. Nummer 64 i rækken i øvrigt.
Efter oplevelsen i Hamburg, kunne Gerbrand tage til Roskilde og tage på det, hans opgave oprindelig lød på, nemlig at gøre danerne kristne.
Med afsæt i kristendommen har fundamentet for alle årene været det samme for Roskildes biskopper. Men så hører lighederne også hurtigt op.
For mens den nuværende biskop, Peter Fischer-Møller, er en demokratisk valgt biskop, sad tidligere tiders biskopper langt tungere på magten.
Et eksempel er biskop Peder Jensen Lodehat, som var rådgiver for Margrete 1., indtil hun døde i 1412 og efter eget ønske blev begravet i Sorø Klosterkirke.
Hvad årsagen end var, fik Peder Jensen Lodehat liget bortført, og ved en stor ceremoni blev Margrete 1. i bisat i Roskilde Domkirke 1413.
Direktør Morten Thomsen Højsgaard fra museumskoncernen ROMU beskriver Peder Jensen Lodehats magt sådan her:
-En magt a la Barbara Bertelsen og tre biskopper og toppen af dansk erhvervsliv i ét, hvis man forestiller sig den funktion.
Unægteligt noget af en kontrast til i dag, hvor bispen holder møder på Teams om alt fra coronaregler til sognegrænseændringer.
Det var, da Reformationen slog igennem i Danmark i 1536, og Danmark gik fra katolicisme til protestantisme, at biskoppernes enorme magt blev stækket. Nu blev præsten og biskoppen reduceret til at være at betragte som et almindeligt hæderligt menneske, som biskop Peter Fischer-Møller forklarer det.
- Og så gav man ham den samme dragt på, som almindelige, hæderlige mennesker havde.
Og den dragt er det, vi i dag kender som den sorte præstekjole og den sorte bispekjole.
- Hvis man var borgmester eller hvis man var noget andet, så havde man en lang sort eller mørk kjole og en pibekrave, og så gav man ham den samme dragt på. Det gjorde man for at understrege, at præsten var en værdig borger i samfundet og ikke noget særligt.
Men et 1000 års jubilæum… det er dog noget særligt.
_
.
