Sjældne syn på himlen: Disse tre astronomiske begivenheder skal du holde øje med i 2022

En sjældent synlig planet, stjerneskudsværme og en solformørkelse. Læs med her, og få astrofysiker Michael Linden-Vørnles bud på de tre vigtigste astronomiske begivenheder i 2022.

Det er et begivenhedsrigt 2022, vi går i møde. I hvert fald hvis man retter blikket mod himlen over os.

Året, vi netop er hoppet ind i, er nemlig spækket med spektakulære astronomiske begivenheder på stjernehimlen.

TV 2 Lorry har derfor spurgt astrofysiker, Michael Linden-Vørnle, hvad vi skal holde særligt øje med af fænomener i 2022.

Se Uranus med det blotte øje

Michael Linde-Vørnle vil normalt helst kun fortælle om astronomiske begivenheder, som det ikke kræver særligt udstyr at se - men ingen regler uden undtagelser, for denne begivenhed er sjælden.

I begyndelsen af efteråret - den 14. september - vil man nemlig kunne opleve et særegent syn på himlen, når Månen klokken 23.34 glider ind over Uranus med sin østlige soloplyste rand.

Når et himmellegeme dækker for et andet kaldes det for en okkultation, og i dette tilfælde giver okkultationen mulighed for at se Uranus.

- Grunden til, at jeg tager okkultationen med, er, fordi der ikke er ret mange, der har set Uranus, og det får man mulighed for, når de har det her møde, siger astrofysikeren.

Ved midnat den 15. september er Månens afstand til Jorden 388.188 kilometer, mens Uranus befinder sig intet mindre end 2,9 milliarder kilometer væk.

Det tager en times tid for Månen at glide forbi Uranus, men når det er sket, vil planeten dukke op ved Månens mørkerand, og man vil så kunne se Uranus som en klar stjerne bag Månen, forklarer Michael Linden-Vørnle.


quote Formørkelser er ret spektakulære, fordi vi typisk opfatter himlen som uforanderlig, og når der pludselig sker en formørkelse, får vi en oplevelse af, at naturen ændrer sig

Michael Linden-Vørnle, astrofysiker

- Den er lige præcis klar nok til at skimte med det blotte øje, men man kan også bruge en almindelig kikkert. Det er dog helt ideelt med en rigtig stjernekikkert.

Gemmelegen, som Michael Linden-Vørnle kalder begivenheden, starter, når Månen klokken 23.34 glider ind over Uranus. Knap en time senere, klokken 00.32, dukker Uranus op igen ved den vestlige (højre) mørke rand.

Tidspunktet er udregnet med København som udgangspunkt og kan variere med nogle minutter, hvis man befinder sig andre steder i landet.

Men det er ikke den eneste mulighed for at se en planet-okkultation i 2022.

I de tidlige morgentimer den 8. december vil fuldmånen nemlig passere ind foran Mars, og fordi Mars er meget klarere end Uranus, vil denne okkultation lettere kunne ses uden brug af kikkert.

Sværme af stjerneskud

Lyriderne i april, Orioniderne i oktober og Perseiderne i august. På himlen kan man hvert år nyde synet af en lang række årligt tilbagevendende stjerneskudssværme.

Sværmen Boötiderne, der udstråler fra et område i stjernebilledet Boötes (Bjørnevogteren) ud for Karlsvognens stang, er aktiv i perioden fra den 28. december til den 12. januar, men forventes i 2022 at toppe i de første dage af januar.

- Det afgørende for, om man kan se Boötiderne og andre meteorsværme, er, hvor meget månen er på himlen, og vi er så heldige i år, at det er nymåne i starten af januar, og derfor vil månen ikke forurene med sit lys, siger Michael Linde-Vørnle.

Astrofysiker Michael Linden-Vørnle
Astrofysiker Michael Linden-Vørnle


Når Boötiderne når sit maksimum forventer astrofysikeren, at der vil falde omkring 110 stjerneskud per time. Det kan dog variere.

Solformørkelse

Adspurgt, hvad den mest fascinerende begivenhed på himlen bliver i 2022, falder svaret fra astrofysiskeren prompte.

- Der er ingen tvivl om, at det er den devise solformørkelse, vi får i oktober, siger Michael Linden-Vørnle og forklarer:

- Formørkelser er ret spektakulære, fordi vi typisk opfatter himlen som uforanderlig, og når der pludselig sker en formørkelse, får vi en oplevelse af, at naturen ændrer sig, og vi kan se ting, som vi ikke normalt får lov at opleve.

En solformørkelse opstår, når Solen, Månen og Jorden står på en ret linje i verdensrummet med Månen i midten.

Månen vil så kaste en skygge på Jorden, det vil, set fra Jorden, se ud som om, at månen tager en bid af Solen.

Michael Linde-Vørnle understreger, at selvom der også indtraf en delvis solformørkelse i 2021, så skal man ikke taget den astronomiske begivenhed for givet. Vi skal nemlig helt frem til marts 2025, før vi igen kan se en delvis solformørkelse fra Danmark.

Den delvise solformørkelse i 2022 indtræffer midt på dagen den 25. oktober og topper i København klokken 12.11, hvor knapt 36 procent af solskivens areal vil være dækket af månen.

I København slutter formørkelsen klokken 13.17.

I juli 2021 kunne man også se en delvis solformørkelse i København. Se indslaget om det lige her:

Kort nyt



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik