Artiklen er oprindeligt udgivet i juli 2022, men vi synes stadig, at den er læsværdig, derfor har vi genudgivet den. God fornøjelse.
Mellem Himmelev Skov, en mark fuld af gule mælkebøtter og ikke langt fra Roskildes fjord ligger bofællesskabet Højen. Det er for mennesker, der i deres fjerde alder brænder for at dyrke fællesskabet med ligesindede jævnaldrene.
I et af de første huse bor Astrid Dahl og Troels Rydahl.
Det er dem, der har skabt Højen sammen med en gruppe venner, der også ønskede sig et hjem at være sammen om, når børnene var fløjet fra reden, og pensionsalderen bankede på - og sammen fik de seniorbofællesskabet op og stå.
Jeg må indrømme, at vi i starten blev drillet lidt med, at vi begyndte at forberede "olle-kolle" allerede som 52-årige, men det fortrød vi ikke
Kommer I til at bo her, indtil I..
- Indtil vi skal bæres ud? spørger Astrid Dahl smilende som svar på TV 2 Kosmopols spørgsmål.
Ja..
- Oprindeligt hed det her bofællesskab jo Herfra og til evigheden, begynder Troels Rydahl.
- Men det var der nogen, der alligevel syntes var lidt for makabert, fortsætter hans hustru.
- Vi bliver her. Vi skal bæres ud. Det tror vi i hvert fald. Man kan godt komme i en situation, hvor man kan bo her, men ikke er i stand til at yde noget. Men helst vil vi bæres ud, fastslår Troels.
Astrid og Troels er gift, og de bor sammen i et af de 26 arkitekttegnede rækkehuse lige nord for Roskilde, der udgør seniorbofællesskabet, Højen.
Det, der altså i begyndelsen blev kaldt Herfra og til Evigheden som udtryk for, at det er beboernes sidste hjem.
Ville ikke bo som deres forældre
Astrid Dahl og Troels Rydahl mødte hinanden, da de var henholdsvis 17 og 19 år, og til november kan de fejre 50 års ægteskab.
Det er enten udtryk for en vis fantasiløshed, eller også er det bare "god karma", at de har holdt sammen så længe, ler de.
I 00'erne kunne Astrid og Troels se til, mens deres forældre sad fast i alt for store huse og lejligheder. Samtidig fløj deres egne børn fra reden, og stille og roligt opstod et voksende behov for at sikre sig mod ensomhed og store, tomme huse.
- Når vi kiggede på vores egne forældre, sad de meget ensomme og var meget afhængige af, at børn og børnebørn kom på besøg og tog sig af dem, i stedet for at de havde nogle jævnaldrende, som de kunne have det sjovt med, selvom de blev gangbesværede, eller hvad der nu måtte være, siger Astrid.
- For sådan nogle gamle mennesker, som har boet på den måde i 35 år, er det svært at bryde op og gøre noget andet, og vi blev enige om, at det må vi hellere gøre i god tid. Vi var aldersmæssigt i starten af 50’erne, da vi begyndte at tale om et bofællesskab for alvor, supplerer Troels og fortsætter:
- Jeg må indrømme, at vi i starten blev drillet lidt med, at vi begyndte at forberede "olle-kolle" (et seniorbofællesskab red.) allerede som 52-årige, men det fortrød vi ikke, fordi vi havde faktisk læst på lektien, at det der noget, der tager tid.
Og tid tog det.
Kaffemøder blev til alvor
Møder skulle holdes, diskussioner skulle navigeres i konstruktive retninger, foreninger skulle skabes, og mange mennesker skulle nå til enighed omkring et fælles værdigrundlag.
Samtidig var der hverken bankfolk, arkitekter eller ingeniører i flokken. Tværtimod var de en god blanding af skolelærere og sygeplejersker - og folk, der havde været en del af kollektivbevægelsen tilbage i 70'erne.
- Vi havde selv boet i bofællesskab, da vi var helt unge. Jeg tror, det var derfra, inspirationen kom. Det var ikke, fordi vi havde en speciel baggrund, eller at vi tænkte, at det var en god investering eller noget, men det var en fornemmelse for og et behov for et fællesskab. Det var nok det, der drev os mest, siger Astrid.
I løbet af et par år forvandlede hyggelige og drømmende kaffestunder sig til mere alvorlige og handlingsorienterede møder, og i 2004 oprettede Astrid, Troels og vennerne en byggeforening.
De fandt et arkitektfirma, Tegnestuen Vandkunsten, og de pejlede sig i på en 11.600 m2-stor grund i det nordlige Roskilde, som de bød på. Jo, og så lånte de 84 millioner i banken til formålet.
25 af os tager på cykeltur sammen til Fyn, og så er der en filmklub herude. Om onsdagen er der nogen, der cykler. Der sker noget hele tiden
Bygget med fællesskab for øje
I 2009 lukkede initiativgruppen byggeforeningen og åbnede i stedet en ejerforening. Derefter købte de hver et hus af den nye forening, og de kunne endelig flytte ind på Højen.
Det, der begyndte som en drøm for en flok gode venner, rejste sig efter års hårdt arbejde op fra jorden i Himmelev. 26 hvide rækkehuse med høje vinduespartier og ikke mindst områder, der var designet til at skabe de bedste rammer for det fællesskab, som de nye beboere havde ønsket sig.
Sagt lige ud af posen er vi jo fandme nogle gamle socialister, som har realiseret noget, som vi drømte om, da vi var unge
På Højen er der også et stort fælleshus i to etager. I stuen er der en spisesal, hvor der er plads til alle, der vil spise med, og et stort køkken, som ugens madlavningshold typisk indtager allerede om formiddag.
På førstesalen er der både et musiklokale fyldt til randen af instrumenter og et motionsrum med måtter, cykler og træningsbolde. Der er også et gæsterum, som beboernes gæster, familier og venner især kan slås om, når det er jul, og alle gerne vil overnatte på Højen.
Et af de valg, som Troels, Astrid og vennerne tog sammen med Højens arkitekter, var, at det nye bofællesskabs opbygning skulle bidrage til fællesskabet.
Derfor er Højens tilhørende parkeringsplads placeret i udkanten af kvarteret, og det betyder, at man er nødt til at bevæge sig gennem hele Højen, for at komme til sit hjem, eller for at besøge Højens beboere.
På den rute er det praktisk talt umuligt ikke at støde på Højens beboere. De sidder i deres velplejede forhaver med kaffe om formiddagen eller ligger med knæene og fingrene i mulden om eftermiddagen, for at vedligeholde deres haver.
Du kan jo næsten sige, at det er ligesom en rigtig god, lille landsby, hvor der altid er nogen, du kan lege med
På andre tidspunkter sidder de ved Højens legeplads og tilbringer tid med kvarterets børnebørn - og dem er der en del af.
Så der er liv. Og masser af det - for selvom der er tale om et bofællesskab for seniorer, så går alle beboerne op i at holde sig aktive og dyrke både kultur og motion i fællesskab.
Mest af alt holder de af hverdagen
Da Troels og Astrid flyttede ind i deres del af bofællesskabet, var de begge i arbejde, og det var der også mange af de andre nye beboere, der var. Derfor gav det luft i hverdagen, at de fra start var blevet enige om at spise sammen tre-fire dage i ugen i deres store fællesrum.
- At komme hjem og bare tage kniv og gaffel og sige: "Hvad skal vi have at spise?" var en kæmpe aflastning, og det var en stor gave at få, fordi det frisatte energi til, at man kunne gøre andre ting i sin fritid. Den femte uge havde man så godt nok hammertravlt, fordi man skulle lave mad og gøre alt rent, siger Troels.
I dag er langt størstedelen af beboerne på Højen pensionerede.
Er I to også pensionerede nu?
Som reaktion på TV 2 Kosmopols spørgsmål rækker Troels hånden frem for at trykke reporterens. Tak, siger han og ler højt. Astrid kalder ham en "fedterøv" og forklarer, at ja, ægteparret er nu pensionerede. Astrid er 67 år, og Troels er 69.
Vi har fået et stort fællesskab her, som er så godt, at vi en gang i mellem skal huske at sige: "Hov, hvem er det lige vi glemmer ude i virkeligheden?"
Hvordan er hverdagen her?
- Uh, vi har travlt, siger Troels, og Astrid uddyber:
- Der er for eksempel arbejdsdag i aften og spisning. Troels skal spille med det ene af de to bands, han er med i, i morgen aften, og det er et rent tilfælde, at jeg ikke har en vandretur med folk herude.
- I Kristi himmelfartsferien er der 25 af os, der tager på cykeltur sammen til Fyn, og så er der en filmklub herude, hvor vi viser film i fælleshuset. Om onsdagen er der nogen, der cykler. Der sker noget hele tiden. Det er et spørgsmål om at sortere fra.
Har I aldrig brug for at trække stikket?
- Jo, bestemt. Og man kan jo godt gå til madholdet og sige: "Jeg henter min mad i dag. Jeg kan ikke holde ud af at snakke med jer." Det er også noget, vi har diskuteret inden. Det må selvfølgelig være sådan. Og så har vi også et sommerhus, hvor vi trækker stikket.
Hvad er det bedste ved at bo her?
- Det sociale fællesskab, siger Astrid og Troels i munden på hinanden.
- Du kan jo næsten sige, at det er ligesom en rigtig god, lille landsby, hvor der altid er nogen, du kan lege med. Der er altid nogen, du kan udveksle gode erfaringer med: Har du set den her film, eller har du læst den her bog? Eller hvordan er det lige, man indstiller vores fyr til vintertid eller sommertid? Det fungerer, uddyber Astrid.
Hvad har I fået ud af at bo her?
- Glæde, svarer Troels prompte.
- Ja, glæde. Vi var også glade før, da vi boede i hus. Vi havde da venner, og vi havde weekenderne pakket, men jeg synes, at vi har fået mere glæde af at bo her, siger Astrid.
- Nu har vi boet her i 13 år, og vi har fået et meget stort socialt fællesskab her, som er virkelig godt, og som faktisk er så godt, at vi en gang i mellem lige skal huske på at sige: "Hov, hvem er det lige, vi glemmer ude i virkeligheden, og hvem er det, vi forsømmer?". Dagene bliver nemt pakket, siger Troels.
Men: "Skal vi overtages af velhavere?"
Højens succes skaber dog et dilemma.
For når husene kommer til salg i dag, er det langt fra alle, der kan være med. Senest er et af husene på Højen blevet vurderet til omkring seks millioner kroner. Til sammenligning kostede et af husene kun det halve i 2010.
- Vi er ret rystede over det. Ejendomsmægleren havde sagt, at det er, fordi at et velfungerende ældrebofællesskab er meget attraktivt, så dem, der har råd, vil gerne betale ekstra, siger Troels.
- Men det giver os også et specielt dilemma, for skal vi overtages af velhavere? Sagt lige ud af posen er vi jo fandme nogle gamle socialister, som har realiseret noget, som vi drømte om, da vi var unge; Et fællesskab, som er mere, end at vi bare bor på en villavej sammen.
Astrid og Troels forklarer, at de første beboere på Højen flyttede ind umiddelbart efter finanskrisen, og derfor var det også kun dem, som allerede var boligejere, der havde et tilstrækkeligt økonomisk råderum til at flytte ind.
- Der jo noget, folk efterspørger. Det er derfor prisen er helt hysterisk. Og der er jo ellers flere bofællesskaber for seniorer end os, men åbenbart er markedet stadigvæk for lille til, at det dækker behovet, siger Astrid.
I følge en opgørelse fra Real Dania overvejede 80.000 ældre på landsplan i 2016 at flytte i seniorbofællesskab. Siden er antallet af de efterspurgte seniorbofællesskaber da også steget markant - faktisk til mere end det dobbelte.
I 2016 registrerede Real Dania 4.200 bofællesskaber i Danmark, men i 2020 kunne man finde omkring 8.300 eksisterende og planlagte boliger i seniorbofællesskaber i Danmark.
