Enorm affaldsbunke i brand - vil først brænde ud om syv dage

Branden i en gigantisk bunke haveaffald i Roskilde har endnu ikke sluppet sit tag i lokalområdet.

00:57

Sådan så branden ved Roskilde ud søndag, da den brændte på andet døgn.

En brand i en enorm affaldsbunke fra natten til lørdag skaber fortsat ballade i Roskilde.

Selvom Roskilde Brandvæsen søndag afsluttede sit arbejde på stedet, brænder det fortsat i den store affaldsbunke på virksomheden Solum i udkanten af kommunen.

- Vores arbejde er ved at slutte af nu. Det har bestået i, at vi skulle forhindre spredning - for vi kan ikke slukke denne her bunke, siger Bo Jensen, som er indsatsleder hos Roskilde Brandvæsen, til TV 2 Lorry søndag.

Indsatslederens forventning er, at branden først vil brænde ud om en uges tid.

Indtil da har brandvæsenet oplyst virksomheden Solum om, at en gravemaskine skal flytte rundt på den brændene bunke haveaffald og sørge for, at det ikke antænder andre affaldsbunker. 

Søndag aften oplyste Roskilde Brandvæsen, at "selvom det ser voldsomt ud, så forløber det fortsat efter planen. Den kontrollerede nedbrændning fortsætter og oplaget bliver langsomt mindre. Der er opsyn hele døgnet, så enhver ændring vil blive opdaget".

Røg blæser ind over Roskilde

Indsatslederen oplyser søndag, at beredskabet har haft en drone i luften for at måle affaldsbunken op og lokalisere, hvor meget, der var ild i.

- Men bunken er altså 19 meter høj og 70 gange 70 meter stor, siger han.

Læs også Stor brand i industriområde - vil tage syv dage at slukke

Derfor er der også fortsat røg i luften - og det kan lugtes langt væk.

Her ses billeder fra natten til søndag, hvor brandvæsenet slog de store flammer ned. Foto: Presse-fotos.dk

Indtil nu har vinden været med både brandvæsen og ild; det har simpelthen været tæt på vindstille siden branden brød ud, og den store røgsøjle, som branden skabte, steg lige op.

Men nu er vinden vendt, og det betyder røgstank.

- Nu blæser røgen i en nordvestlig retning - lige ind over Roskilde, siger Bo Jensen, som forklarer, at branden fortsat vil give gener de kommende dage.

Lørdag formiddag kæmper brandvæsenet fortsat med flammerne. Foto: Presse-fotos.dk

- Det kommer også til at give gener i morgentrafikken på motorvejen mandag morgen. Det er jeg sikker på. Og så vil det lugte af røg rundt omkring.

- Der kan også komme noget askenedfald, så det er måske en god idé at tørre vasketøjet inden døre de næste dage, siger Bo Jensen.

Sådan ser det ud ved branden i Roskilde, der fortsat brænder på andet døgn. Foto: Morten Raarup - TV 2 Lorry

Lørdag formiddag kæmper brandvæsenet fortsat med flammerne. Foto: Presse-fotos.dk



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik