Stor mystik: Sådan spotter du en Michelin-anmelder

Og nej. Inspektøren ligner ikke en Michelin-mand, som man kender ham fra dækreklamerne.

- Ingen ved, hvem de er. Ingen. De kommer. De spiser. De går. Men de har vaner. De er nødt til at følge en rutine for at give alle restauranter en sammenlignelig anmeldelse. 

Sådan lyder beskrivelsen af Michelins madinspektører i den amerikanske film Burnt fra 2015, der både tæller stjerner som Bradley Cooper, Uma Thurman og Emma Thompson. 

Her forlyder det desuden, at Michelin-anmelderne kommer i par. At der sagtens kan være en kvinde iblandt. Og at de spiser før 19.30. 

Der bestilles to forskellige menuer. Altid en halv flaske vin og postevand. Og så placeres en gaffel med vilje under bordet for at tjekke, om tjeneren er opmærksom. 

Madredaktør: De kommer flere gange

Selvom beskrivelsen stammer fra en Hollywood-film, så er den muligvis ikke meget langt fra virkeligheden. 

Michelin-anmelderne er omgærdet af stor mystik, men spisestederne har alligevel ofte en indikation på, hvem de er.

Og der bliver holdt godt øje med dem:

Får man kun ét besøg, lover det ikke godt, mens tre besøg derimod ofte bliver kvitteret med én af de eftertragtede stjerner. 

- Inspektørerne tager en uge til Danmark og spiser både frokost og aftensmad på en lang række restauranter. Vurderer de, at der er stjernepotentiale, aflægger de senere på året restauranten to til tre ekstra besøg, har Berlingskes medredaktør Søren Frank tidligere forklaret til DR.dk.

Har selv baggrund i branchen

Inspektørerne arbejder altid under dæknavn, men det er ofte en god indikator, hvis der bliver bestilt bord flere måneder i forvejen.

Det gør de færreste almindelige gæster nemlig. 

Desuden har de ofte en kulinarisk baggrund og har arbejdet som chefer på restauranter og hoteller med ansvar for mad og drikke, har en anonym anmelder fortalt til amerikanske ABC News tilbage i 2010. 

Hun tager aldrig selv noter ved bordet, da hun ikke vil genkendes, men bruger tre timer efter besøget på at nedfælde alt om oplevelsen frit efter hukommelsen.

- Vi har smagserindringer, fordi vi har spist de samme ting igen og igen, forklarede hun.

Nogle Michelin-inspektører spiser - ifølge hende – ude cirka ni gange på en uge.

Michelin-inspektører...

...Har ofte en gedigen grunduddannelse på restaurant- og hotelskoler samt flere års erfaring i branchen. 

...Har gennemgået en seks måneder lang intern uddannelse samt  flere måneders oplæring med en erfaren inspektør. 

...Er altid anonyme for at sikre, at der ikke gives speciel service. 

Kilde: Michelin

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik