Region H har besluttet sig: Her skal vaccinationscentrene placeres

Bella Center på Amager og Øksnehallen på Vesterbro omdannes til vaccinationscentre, mens Ballerup, Hillerød og Bornholm også skal huse centre.

Region Hovedstadens har lagt sig fast på fem placeringer, hvor borgerne i regionen inden for den nærmeste fremtid kan blive vaccineret mod covid-19 i regionens vaccinationscentre.

To skal ligge i København, mens Ballerup, Hillerød og Bornholm også bliver hjemsteder for regionens vaccinationsprogram.

Det oplyser Region Hovedstaden til TV 2 Lorry.

Bella Center på Amager bliver omdannet til et vaccinationscenter, og det samme gør Øksnehallen på Vesterbro.

At Ballerup bliver hjemsted for et vaccinationscenter på en tidligere skole på Baltorpvej, kom allerede frem i sidste uge, men nyt er det, at byen Hillerød er tiltænkt som base for vaccinationsindsatsen i Nordsjælland.

Her mangler regionen dog fortsat at lukke en aftale med det sted, der er tiltænkt som vaccinationscenter, hvorfor en nærmere placering ikke kan meldes ud endnu.

Derudover placeres et vaccinationscenter som forventeligt på Bornholm i øens nuværende testcenter.

Her skal Region Hovedstadens vaccinationscentre placeres

  • København: Bella Center på Amager
  • København: Øksnehallen på Vestbro
  • Ballerup: Baltorpvej 18 i lokaler, der tidligere var en skole
  • Hillerød: Region Hovedstaden mangler fortsat at fastlægge det præcise sted
  • Bornholm: I forlængelse af det nuværende teststed på Ullasvej i Rønne


Line Ervolder (K), der er fungerende formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, glæder sig over, at regionen nu kan melde ud om placeringerne.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har de første placeringer på plads. Jeg ser frem til, at vi får det sidste på plads, for vi vil være klar, når vacciner. Det skal ikke være os, folk skal vente på – men omvendt, siger Line Ervolder til TV 2 Lorry.

Region Hovedstaden oplyser, at det første vaccinationscenter efter planen skal stå færdigt og klar til at vaccinere borgere fra midten af januar. Fra slutningen af januar skal alle fire vaccinationscentre være oppe at køre. 

- Vi har været ude efter steder, hvor der er god plads, hvor der er gode adgangsforhold. Og så skal de selvfølgelig også fordeles geografisk ud over hele regionen, siger Jonas Egebart, der er lægefaglig vicedirektør for Nordsjællands Hospital og formand for Region Hovedstadens task force for covid-19-vaccinationsindsatsen, til TV 2 Lorry.

(Arkivfoto) Skandinaviens største udstillings- og kongrescenter, Bella Center på Amager, bliver omdannet til vaccinationscenter de kommende måneder. Her ses et foto fra den årlige messe Bogforum fra 2014.
(Arkivfoto) Skandinaviens største udstillings- og kongrescenter, Bella Center på Amager, bliver omdannet til vaccinationscenter de kommende måneder. Her ses et foto fra den årlige messe Bogforum fra 2014.
Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Massevaccination fra den 27. december

Mandag eftermiddag anbefalede Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), at EU godkender Pfizer og BioNTechs coronavaccine. 

Når denne formelt godkendes - hvilket efter planen bliver den 23. december - bliver de første sendinger af vaccinen straks kørt ud til alle EU-landene. 

Den danske vaccineplan er, at der 24 timer efter den endelige godkendelse vil komme vacciner over den danske grænse. Herefter går endnu cirka halvandet døgn, inden den første dansker kan få et stik med coronavaccinen.

Fra EU's side har man peget på den 27. december som dagen, hvor EU-landene kan gå i gang med at masse-vaccinere. Herunder også Danmark.

Det vil betyde, at de første danskere kan blive vaccineret mellem jul og nytår.

I første omgang er det udvalgte personer blandt sundhedspersonalet og beboerne på landets plejehjem, der skal vaccineres. Dernæst kommer andre udsatte grupper.

Disse danskere får vaccinen mod corona først

  • Personer i risikogrupperne, som har underliggende sygdomme og tilstande, der øger risikoen for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de smittes med coronavirus. Det gælder ældre og kronisk syge.
  • Sundheds- og plejepersonale samt udvalgt personale på det sociale område, som har tæt kontakt med syge og personer i risikogrupperne.
  • Personer i samfundskritiske funktioner, som ikke umiddelbart kan erstattes. Det gælder personer med en ekspertviden. Et eksempel på det er en kontrolrumsoperatør i energisektoren.
  • Alle danskere vil på et tidspunkt blive tilbudt en vaccination mod coronavirus. Man vil få en henvendelse fra myndighederne om, hvor og hvornår man kan blive vaccineret.
  • Borgere på eksempelvis plejehjem vil blive vaccineret på selve plejehjemmet. Personale i sundheds- og ældreplejen vil blive vaccineret på arbejdspladsen, mens det for andre vil ske i dertil indrettede vaccinationscentre i hele Danmark.


Kilder: Sundhedsstyrelsen, Berlingske og Ritzau

(Arkivfoto) Øksnehallen på Vesterbro har flere år i træk dannet rammet om Dansk Erhvervs Årsdag.
(Arkivfoto) Øksnehallen på Vesterbro har flere år i træk dannet rammet om Dansk Erhvervs Årsdag.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Bred udrulning af vaccinationer måske fra marts måned

Ifølge TV 2 forventes det, at der i første sending til Danmark vil ankomme 615 kasser med 195 antal multidosis ampuller, der hver indeholder fem vaccinedoser - det vil sige 599.625 doser i alt.

Det tal genkender  Region Hovedstaden dog ikke. I sidste uge meldte regionen ud, at Danmark - som de øvrige EU-lande - må nøjes med 10.000 doser i første sending, hvilket vil betyde, at mindre end 3.000 doser vacciner havner i Region Hovedstaden i første omgang.

Ifølge Jonas Egebart er der dog ingen grund til bekymring.

- Der kommer jo flere sendinger og drypvist over juledagene og ind i det nye år, så vi skal nok komme godt i gang med det, siger han til TV 2 Lorry.

Sikkert er det dog, at vaccinerne efter ompakning hos Statens Serum Institut skal videre til regionernes sygehusapoteker, og det er også her, de første vaccinationer kan finde sted.

Indsatsen på plejehjem og blandt sundhedspersonale vil foregå på selve hospitalerne, mens praktiserende læger kommer til at stå for vaccinen af plejehjemsbeboere direkte på plejehjemmene.

Derfor kommer vaccinationscentrene først i brug, når større dele af befolkningen tilbydes vaccinen mod coronavirus.

Jonas Egebart fra Region Hovedstaden skønner i et forsigtigt og tøvende gæt, at en bred udrulning af vaccinationen vil ske fra marts eller april måned.

Ifølge rapporten "Organisering af vaccination mod COVID-19" fra Sundhedsstyrelsen, som TV 2 har fået indsigt i, kan regionernes vaccinationscentre dog allerede komme i spil på dag tre efter EU's endelige godkendelse af vaccinen som led i distributionen af de første vacciner til sundhedspersonale og plejehjemsbeboere.

Region Hovedstaden oplyser til TV 2 Lorry, at listen med de fem udvalgte placeringer til vaccinationscentre kan blive suppleret af yderligere steder, hvis der i fremtiden skulle opstå et behov for flere centre til at massevaccinere.

Alle borgere vil blive tilbudt at få vaccinen, som kommer til at være gratis. Det er frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet.

Sundhedsstyrelsen vil over jul og nytår sende et brev via e-boks til alle borgere over 18 år. Her vil man blive informeret om den kommende vaccine.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik