Landets største testcenter er åbnet i Parken

Mandag klokken 09.00 åbnede Danmarks største testcenter, og alle med dansk CPR-nummer kan blive testet uden at betale for det.

Københavnerne har fra mandag den 21. december fået endnu en mulighed for at blive lyntestet for covid-19, efter at Parken har åbnet op for et nyt testcenter.

Testcenteret i nationalarenaen bliver tilmed landets største, og det er Copenhagen Medical, der udfører alle tests i samarbejde med sundhedsmyndighederne.

I Parken kan der testes 1.200 personer i timen med mulighed for op til 3.000 i timen, såfremt behovet opstår.

Sundheds- og plejepersonale får i starten lynadgang, da Sundhedsstyrelsen har givet udtryk for, at screeningen af sundhedspersonalet skal være gennemført inden vaccinationsprogrammet på plejehjemmene indledes indenfor de nærmeste dage.

- Ved at stille denne mulighed til rådighed kan vi være med til at sikre, at udrulningen af vaccinationsprogrammet kan komme i gang så hurtigt som muligt. Vi er enormt stolte af, at vi med vores quick-tests kan yde en så samfundsnyttig indsats, siger Jeppe Handwerk, direktør i Copenhagen Medical A/S.

- Parken har størrelsen, beliggenheden og faciliteterne til testkapacitet i stor skala. Ved hjælp af vores tests, kan københavnerne dermed få et digitalt svar i løbet af 15 minutter, siger Jeppe Handwerk.

De hurtige test kaldes antigentest og foretages gennem podning i næsen.

Bliv klogere på de tre typer test her

Danmark tester for coronavirus via pcr-test, antigentest og antistoftest. 


Bliv klogere på de tre typer test her:


* Pcr-test:

Denne coronatest er anbefalet af de danske sundhedsmyndigheder. Pcr-test bliver benyttet i det offentlige testsystem og anses som sikker med en sikkerhed på 98 procent. Den viser, om den testede er smittet her og nu. Den foretages ved podning i halsen.

Det tager tre timer, før der er svar på en pcr-test, men i det offentlige testsystem får man normalt først svar efter en til to dage fra testtidspunktet.


* Antigentest:

Antigentest - også kendt som lyntest eller hurtigtest - giver svar på, om man her og nu er smittet med coronavirus. Prøven foretages ved podning gennem næsen, og svaret kommer efter 15-30 minutter.

En faglig ekspertgruppe har tidligere slået fast, at antigentest kun skal ses som et supplement til pcr-test.

Det skyldes, at antigentest langtfra er lige så sikker som en pcr-test. Der skal en større mængde virus til, før testen viser positiv, end en pcr-test har brug for.

Derfor fraråder sundhedsmyndighederne, at antigentest benyttes, hvis man har symptomer eller har været i kontakt med en smittet.

Sikkerheden er ifølge en ekspertgruppe hos SSI 55-60 procent for, at man ikke er smittet, hvis testresultatet er negativt, mens man kan stole på resultatet, hvis det viser, at man er smittet med coronavirus.

Tallet for sikkerheden er omdiskuteret - og flere eksperter vurderer, at sikkerheden er væsentligt højere. Det samme gør producenterne af lyntestene.


* Antistoftest:

En antistoftest viser, om kroppen har antistoffer over for coronavirus. Den kan dermed fortælle, om en person har været smittet med virusset. Den foretages ved blodprøve.

Man ved ikke med sikkerhed, hvor længe man kan måle antistoffer i kroppen, og hvor længe man i givet fald er immun over for at blive smittet igen.

Det danske sundhedsvæsen tester kun for antistoffer i forbindelse med forskning og myndighedernes overvågning.

Testen tager ti minutter og kan købes på apoteker og hos private virksomheder, men kvaliteten svinger.


Kilder: Ritzau, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Falck.

En faglig ekspertgruppe har tidligere slået fast, at antigentest langtfra er lige så sikre som de pcr-test, der bruges i statens testsystem, og derfor kun skal ses som et supplement.

Gratis test med dansk CPR-nummer

Testen er gratis for alle med dansk CPR-nummer, men folk med andre nationaliteter er velkomne, men det koster så 275 kroner, oplyser Parken Sport & Entertainment i en pressemeddelelse.

Der er ingen tidsbestilling, og man behøver heller ikke henvisning fra en læge. Man skal blot møde op og vente på sin tur.

Sådan finder du vej

Den samlede proces med indgang, registrering, test og udgang varer cirka 15 minutter. Adgang til Fast Track sker med ind- og udgang fra C-tribunen på Øster Allé, ved at bære uniform eller ved at fremvise virksomheds-ID eller veterankort.

Alle andre skal gå ind via venteområdet foran A-tribunen, og her skal man følge adgangsvejene til venteområdet markeret med lyseblå på kortet herunder.

Kommer du via Øster Allé skal man gå ned langs B-tribunen. Kommer du fra Gunnar Nu Hansens Plads så skal man i stedet gå langs Østerbro Stadion og venteområdet.

Sådan finder du vej i det nye testcenter i Parken.
Sådan finder du vej i det nye testcenter i Parken.
Foto: Parken

Ankommer du på cykel, skal du benytte cykelparkeringen foran C-tribunen eller ved indgangen til Fælledparken.

Ankommer du i bil, er det ikke muligt at holde på Parkens område. I stedet henvises bilister til at parkere på Øster Allé eller Gunnar Nu Hansens Plads.

Husk at bære mundbind ved ankomst.

Åbningstider for nyt testcenter i Parken

21. december: kl. 09.00 – 22.00

22.- 23. december: kl. 08.00 – 22.00

24. december: kl. 08.00 – 16.00

25.- 30. december: kl. 08.00 – 22.00

31. december: kl. 08.00 – 16.00

1. januar: kl. 12.00 – 22.00

2. – 3. janaur: kl. 08.00 – 22.00


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik