Nyt udspil vil afskaffe hjemløse

Rådet for Socialt Udsatte jubler oven på nyt hjemløseudspil. Socialborgmesteren i København er dog mere skeptisk.

Ingen mennesker i Danmark skal bo på gaden. I et velfærdssamfund som vores fortjener alle at have sit eget hjem, hvor man føler sig tryg.

Sådan lyder det i det hjemløseudspil, som socialminister Astrid Krag (S) mandag præsenterede i København.

Og målet er klart. Alle skal have et hjem, så langvarig hjemløshed i Danmark helt bliver afskaffet.

Billige boliger og massiv støtte

Det skal ske igennem både billige boliger og massiv støtte til den enkelte. Den såkaldte Housing First-model.

Her vil man fra politisk side fremadrettet sikre, at bolig- og socialpolitik i langt højere grad end tidligere reelt tænkes sammen, så flere hjemløse kommer i egen bolig med den nødvendige støtte, og færre har behov for ophold på herberger.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen

Her er hovedpunkterne i udspillet

Stor tilfredshed med udspil

Og i Rådet for Socialt Udsatte er man glade for udspillet. Her har man netop længe anbefalet at få et målrettet fokus på, at man helt kan afskaffe hjemløshed, hvis den politiske vilje ellers er til stede.

- Vi er meget tilfredse. Udspillet tager fat i de grundlæggende snubletråde, der hidtil har været i hjemløseindsatsen. Det handler om at skaffe flere billige boliger kombineret med social støtte i eget hjem. Og det er netop det, udspillet gør med den store økonomiske omlægning, siger formand i Rådet for Socialt Udsatte, Vibe Klarup til TV 2 Lorry.

Skeptisk socialborgmester - Det er ikke nok

Hvis udspillet bliver til virkelighed, betyder omlægningen af økonomien, at Københavns Kommune både får flere billige boliger og flere penge til at yde den sociale støtte i eget hjem. 

Det glæder socialborgmester Mia Nygaard (RV). Hun mener dog ikke, det er nok.

- Overordnet set er det et dejligt udspil. Vi har fat i de rigtige værktøjer, men jeg er også bekymret. For der er jo ikke tilstrækkeligt med billige boliger i udspillet, siger hun til TV 2 Lorry.

Ved den sidste hjemløsetælling i 2019, var der knap 2.900 hjemløse i København. I regeringens udspil skal de billige boliger fordeles på hele landet.

- Alene i København har vi jo samlet flere hjemløse end antallet af billige boliger, udspillet lægger op til, uddyber hun.

Derfor ser Mia Nygaard nu frem til at se, hvor mange boliger, der er tale om i København.

Glad S-ordfører

Anderledes glad er Socialdemokraternes socialordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Laura Rosenvinge (S).

- Overordnet set leverer regeringen på flere af de områder, som vi har efterspurgt i København. Der afsættes penge til at sænke huslejen markant i 2.900 boliger, vi får mere fleksible regler for at give huslejetilskud, og så skal der etableres en stærk social indsats rundt om den enkelte borger, skriver hun i en kommentar til TV 2 Lorry.

Samtidig er hun lidt ærgerlig over, at man vil finansiere støtte i eget hjem ved at reducere statens støtte til nogle af de længere ophold på herberger. De sociale indsatser bør finansieres ved at tilføre flere midler til området og ikke ved at flytte rundt på pengene, mener hun.

Fakta: Housing First

TV 2 Lorry kunne tidligere mandag fortælle, at flere hjemløse end tidligere overnatter på herberg hele året. Og at det især er ældre, der parkeres på herberger uden udsigt til hjælp, som har store konsekvenser for den enkelte.

Vil hellere end gerne være arbejdsløs for at få hjælp til hjemløse

På herberget i Hillerødgade betyder det, at gruppen af hjemløse bliver overladt til sig selv uden den rette hjælp.

- Det er svært at få dem videre herfra, fordi der mangler tilbud. Derfor er der en del borgere, der ender i venteposition. De får ellers et indtryk af, at nu får de hjælp, når de kommer ind. Så blomstrer de kortvarigt op, men så kommer der ingen hjælp, og de bliver boende. På den måde får de det endnu værre, end da de kom. Det er lidt ligesom et udrejsecenter, siger forstander på herberget i Hillerødgade, Flemming Jantzen, til TV 2 Lorry.

Udspillet til at afskaffe hjemløshed skal nu behandles i Folketinget, og går det igennem, kan Flemming Jantzen se frem til hjælp til de hjemløse borgere, og det håber forstanderen på.

- Vi plejer at sige, at vi hellere end gerne vil være arbejdsløse, siger han til TV 2 Lorry.