Endnu en afhopper i blå blok - Regionsmedlem skifter parti

Med skiftet har Liberal Alliance kun et medlem i regionsrådet i Region Hovedstaden.

Det er efterhånden tæt på, at der er gået inflation i partiskift i blå blok.

Senest er det regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Jacob Rosenberg, som søndag på Twitter meddeler, at han er skiftet fra Liberal Alliance til Det Konservative Folkeparti.

- Nu er det officielt. Jeg har meldt mig ind i C (partibogstav for De Konservative, red.), og er nu medlem af den konservative gruppe i Regionsrådet, skriver Jacob Rosenberg på Twitter.

Skiftet kommer i kølvandet på et andet skifte til De Konservative.

Fredag meddelte Marcus Knuth, der sidder i Københavns Borgerrepræsentation og samtidig er folketingsmedlem, at han forlader Venstre til fordel for De Konservative.

Knuths partihop betyder, at Venstres gruppe og den De Konservatives gruppe bliver lige store på Københavns Rådhus med fire medlemmer hver.

Jacob Rosenberg begrunder sit skifte med, at han og Liberal Alliance er gledet fra hinanden, da der er for meget af partiets politik, han ikke er enig i.

- Når jeg så kigger mig om i landskabet, så passer jeg som hånd i handske hos de konservative, så det var faktisk meget nemt at tage beslutningen, siger Jacob Rosenberg til TV 2 Lorry.

Mere pragmatisk

Jacob Rosenberg har været medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden siden regionsrådsvalget i 2017. Han mener, at Liberal Alliance er blevet lidt for liberale og tager for lidt hensyn til samfundet.

quote I det hele taget har man hos K en mere nuanceret og pragmatisk holdning til politik, altså kan tingene gennemføres. Hos LA er det mere ideologi, der fylder

Jacob Rosenberg

Han henviser for eksempel til sundhedspolitikken, hvor LA går ind for, at når man bliver henvist til et sygehus, at så får man frit valg fra dag et, altså om man vil på privathospital.

- Det vil være alt for farligt. Det ødelægger de faglige miljøer på de offentlige sygehuse, hvis man trækker tæppet væk under dem. Det er man slet ikke tjent med på lang sigt som patient, og det vil være galt for dem, hvis man får gennemført det, siger Jacob Rosenberg.

På samme område går De Konservative ind for at bevare den 30 dages behandlingsgaranti, som der er i dag, hvilket er mere efter Jacob Rosenbergs hoved.

- I det hele taget har man hos K en mere nuanceret og pragmatisk holdning til politik, altså kan tingene gennemføres. Hos LA er det mere ideologi, der fylder, siger han.

Ingen påvirkning

Derudover skal skiftet ikke ses i sammenhæng med den uro, der har været de seneste måneder i Liberal alliance, hvor flere profiler har forladt partiet.

I oktober forlod tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille partiet, og kort tid efter gjorde forhenværende politiske ordfører i partiet, Christina Egelund, det samme. En måned senere stiftede de sammen sammen det nye parti Fremad.

- Det er noget, jeg har gået og tumlet med i nogle måneder. Det er også før de der kendte partihoppere er sprunget fra. Det er en uenighed, der langsomt har udviklet sig, siger Jacob Rosenberg til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik